Gudstjenesten version 2.0 – eller noget?

Store projektører oplyser Aarhus Domkirkes hvælvinger med bl.a. pink, blåt og masser af rødt.

Lysende ord vandrer af sted på de hvide vægge og stengulvet. Topskat, miljø, indvandring, Facebook, vision og kontanthjælp. Det er bare en håndfuld. Indimellem er også bibelcitater, som »Jeg er den gode hyrde«. Ordene kommer fra tromler, som stille snurrer om sig selv.

Mennesker i rumagtige, sorte jakkesæt med røde striber på går og stemmetræner – omkring halsen på en af dem bølger en hvid krave: præsten. Et skilt ved indgangspartiet fortæller, at Aarhus Domkirke er lukket til den 26. februar.

Gudstjenesten er ved at blive befriet – på initiativ af domprovst Poul Henning Bartholin, der i sine 10 år i stillingen ofte har slået fast, at han gerne vil udforske rammerne for den danske folkekirke.

Han har udfordret leder af teateret Svalegangen, Per Smedegaard, til at gentænke gudstjenesten under titlen ”Befri Gudstjenesten” – og holdet bag er nu i gang med at øve op til premieren lørdag den 18. februar.

Egentlig var det 500-året for Luthers reformation, der inspirerede Poul Henning Bartholin, men hans idé passede også fint med temaet for Aarhus som europæisk kulturhovedstad ”Lets Rethink”.

»Mange mennesker har fordomme om, at gudstjenesten er stiv og kedelig – og ikke handler om deres liv. Det er ikke rigtigt. Der er bare noget, der spærrer for gudstjenesten, og det er uhyre interessant at arbejde med teaterfolk og se tingene på en anden måde,« fastslår Poul Henning Bartholin.

Gulddreng og orgelbrus

Orgelet bruser, og dybe basser og klare pigevokaler falder ind.

»Livet rækker hånden ud, jeg tager imod,« synger én.

»Kald det kærlighed,« stemmer en anden i.

»Livet er langt, lykken er kort,« kommer det fra en tredje.

Popglade ører vil genkende brudstykker af hits fra f.eks. Thomas Helmig, Lars Lilholt, Kim Larsen, Nik & Jay og Gulddreng.

»Luther oversatte i sin tid salmerne fra latin til tysk for at gøre dem mere tilgængelige. Vi har også villet skabe sange med større tilgængelighed og har bl.a. fundet moderne popsange, der reflekterer noget essentielt,« fortæller Per Smedegaard, der styrer eventen, men har overskud til en regibemærkning.

»Jeg er bange,« indleder præst Christina Laursen.

»Jeg længes efter det sted, jeg ikke kender – en ubeskyttet tilstand. Som babyen i kurven.«

For øjeblikke siden startede vi vores tur rundt som testpublikum i et rum, der minder om en livmoder – det er Domkirkens indgangsparti, som er fyldt op af en træboks draperet med rødt stof og har indirekte lys.

Kort efter står præsten omgivet af de andre rumdragter, medlemmer af dansetruppen Don Gnu, i et vuggende fællesskab. Som de står der på scenen, bliver de røde striber på deres dragter pludselig til ét samlende billede – med udspring i præstens dragt. Måske en stiliseret solopgang?

Danserne messer den gammelkendte trosbekendelse, men tilsat klap og hoftevrik – og stærke opfordringer til publikum om at danse med:

»Kom så, så tager vi den en gang til, lidt hurtigere,« lyder det, og fællesskabet gror.

Lidt senere sætter præst Christina Laursen ord på det visuelle med en nyskrevet trosbekendelse.

»Vi tror, at vores eksistens er meningen, at hver eneste skabning er en uvurderlig del af et kæmpe hele. Vi tror, at Gud er universets puls – det mindste fnug, tidernes midte,« siger hun blandt andet, mens saxofonisten fra Den Danske Salmeduo lader tonerne fra den vante trosbekendelse flyde og forankrer det nye i traditionen.

Et sprog uden liv

Christina Laursen fik rollen på grund af sin interesse for danskernes guddommelige sprog – noget, hun skrev speciale om på teologistudiet.

»Ordene er blevet for flade, så vi ikke længere hører metaforerne. Gud er blevet lig med f.eks. Herren og Vor Far. Jeg har forsøgt at åbne sproget med ord om Gud som universets puls, væren selv og kilden til alt,« forklarer hun.

Det er først efter en halv time, at publikum sætter sig. Som noget nyt begynder det med nadver – og det på Michelin-niveau fra restaurant Gastromé med urteekstrakt i bægrene og ragout af kalvehjerte, som er et meget bogstaveligt billede på Jesu legeme i forhold til den gængse oblat.

Idéen fra teaterfolkene har været at bruge måltidet som sanselig katalysator for fællesskabet.

»Hovsa, tænkte jeg,« indskyder domprovst Poul Henning Bartholin.

»I oldtiden startede de også med måltidet.«

»Nogen tænker, at en gudstjeneste skal være, som den altid har været, men det er en løgn – den har altid været under forandring,« smiler teologen.

Imam prædiker også

Syv aktuelle meningsdannere vil til forestillingerne stå for hver sin prædiken over aktuelle temaer – bl.a. Danmarks første kvindelige imam, Sherin Khankan, der prædiker om fællesskab, og skuespiller Flemming Jensen, der taler om velfærd.

Ellers byder eventen bl.a. på rap med Per Vers, gospelkor, en nyskrevet salme af Mikael Rahbæk Andreasen og et vigtigt Luther-medley leveret af Den Danske Salmeduo – det camouflerer i øvrigt lyden af det skramlende service fra nadveren på vej ud af kirken, fortæller Nanna Graugård Jessen, der er den store logistikchef og styrer eventen fra sit headset.

Hun glæder sig til at høre, hvad publikum siger:

»Det har i hvert fald rokket ved min tro at være med til det her. Gud er livskraften mellem mennesker, siger Poul Henning Bartholin. Den tro vil jeg gerne være en del af.«