»Aarhus virker som en 17-årig teenager, der har fået øje på sig selv i spejlet og tænker: Jeg er egentlig ret lækker«

Åh Aarhus.

Sammensætningen af de to ord kan sagt med forskellig artikulation, betoning, ansigtsudtryk og temperament sende to vidt forskellige budskaber.

Smiler afsenderen, og er der lettelse og lyse toner at spore, kan der meget vel være tale om et begejstret budskab, som i ”Åh Aarhus, du er fantastisk”. Lægger afsenderen derimod tryk på første stavelse, hører tonerne hjemme i det mørke leje, og er artikulationen kort og kontant, ja, så er vi nok nærmere ovre i noget svarende til ”Åh nej, Aarhus”.

Netop denne tvetydighed er udgangspunktet for journalist Stig Olesen og fotograf Carsten Ingemanns nye bog med selvsamme titel: ”Åh Aarhus”. Samtidig er tvetydigheden også karakteristisk for de to forfatteres eget forhold til byen, som jævnligt svinger mellem henrykkelse og hovedrysten.

»Jeg er skiftevis enormt begejstret og så taknemmelig for, at jeg bor i Aarhus og ikke eksempelvis i Ikast eller Herning, for der sker så meget i den her by. Men sommetider kan jeg også få nok af den, og så bliver det til et ”Åh, Aarhus for fanden da!” Det er den blanding, der har drevet min interesse for og store kærlighed til byen igennem snart 50 år,« siger Stig Olesen.

Samlet udgør bogens i alt 235 sider en slags ironisk tilstandsrapport fra fodrejser langs de syv indfaldsveje til Aarhus. Her har Olesen og Ingemann forsøgt at spore sig ind på det særlige aarhusianske: stereotyperne; stemningerne; lydene og lugtene.

Byens bagside

Og deres overordnede dom over ”Smilets By”, ”Verdens Mindste Storby”, ”den jyske hovedstad”, ”provinsen”, ”teenageren” og ”den lidt forknytte nummer to”, som de bl.a. ynder at kalde byen i bogen:

»Det går rigtig godt,« som det hedder på linje ét på bogens bagside.

Alligevel har Olesen og Ingemann i deres afdækning af Aarhus-dna’et ikke blot lagt vægt på solskinshistorierne. For ”Åh Aarhus” er hverken tænkt som en turistbrochure eller guidebog, understreger de.

»Det går intet mindre end strålende i Aarhus, men de gode historier har ofte også en bagside, og det har vi ikke lagt skjult på. Bogen rummer vores syn på byen med alt, hvad det indebærer. Læseren skal undre sig og blive rasende over vores fordomsfuldhed, og så gå ud og danne sig sine egne indtryk. Bogen portrætterer byen som et gående teater, der er åbent for enhver,« siger Stig Olesen.

”Åh Aarhus” er Olesen og Ingemanns tredje fælles bogprojekt. Forud for dette finder man ”Tolv halve – danske halvøer berejst, beskrevet og fotograferet” (2012) og ”Den Store Mågekrig” (2014). Begyndelsen på deres samarbejde kan dog dateres over tre årtier tilbage til 1985 på Vejle Stadion. De to mænd skulle interviewe og fotografere fodboldspiller John Sivebæk for Jyllands-Posten, hvor de tilsammen har haft deres daglige gang i ca. seks årtier, indtil de begge for godt otte år siden valgte at hellige sig freelancetilværelsen. For som Ingemann siger, så »ville alt det sjove forsvinde, når Stig smuttede fra avisen, så jeg måtte også sige op.«

Kærlighed på banen

Det var kærlighed ved første oplyste fodboldbane, og siden har makkerparret haft et gunstigt samarbejde med afsæt i en smørrebrødsliste af idéer, der i årenes løb har kastet flere skæve tiltag af sig. Såsom da de op til et kommunalvalg besluttede sig for kun at ville tale med folk med grønne Arla-kasser bag på scooteren, eller da de satte sig for at skrive historier ud fra skæringskoordinater på Danmarkskortet og endte på en majsmark i Sønderjylland.

Fællesnævneren for deres projekter er, at de går til arbejdet med en forundringsparathed, fortæller de. Og så har deres fødder også fået en betydelig rolle i arbejdsprocessen.

»Turene til fods giver sådan en ro og tid til eftertænksomhed og undren, som vi begge to godt kan lide. Det giver noget helt unikt, når man fortæller med fødderne, så fodturene er blevet til lidt af en overskrift for vores arbejde,« siger Stig Olesen.

En tåget vintermorgen i januar i fjor tog de to mænd således til Moesgaard for at lade sig forundre på ny. Med sne under de snørede vandrestøvler og med den faste vandretursbeholdning bestående af en rulle Prince-chokoladekiks og en kande kaffe i tasken satte de som et hold ”amatørantropologer” kurs mod centrum.

Selv om de har boet i og omkring Aarhus i knap et halvt århundrede, kan de fortsat gang på gang blive forundrede over byen. Forundrede over, hvordan den kan te sig, som den gør. På godt og på ondt, hvilket også fremgår af bogen, hvori de netop ikke holder igen med at hylde den – for derefter at pille den fra hinanden.

Bogen er nemlig spækket med det, som Ingemann kalder Aarhus-historier. Han beskriver dem som beretninger, der begynder som gode historier, men som ender ud i noget, der er så dumt, at man næsten ikke har lyst til at tale om det. Og i hans optik knytter der sig »et utal« af denne slags historier til den jyske by – deraf betegnelsen.

»Tag f.eks. Ingeniørhøjskolen. En sand succeshistorie for byen, at man har bygget den storslåede Navitas-bygning på havnefronten. Ja, lige indtil det viste sig, at den ikke kunne holde til vind og vejr, så taget fløj af. Eller Dokk1, der blev hyldet med den internationale pris for ”verdens bedste nye bibliotek” – en pris, der senere viste sig at være finansieret af danske institutioner og virksomheder med tilknytning til netop Dokk1. Ja, for ikke at nævne de giftige facadeplader,« siger Carsten Ingemann, mens han ryster på hovedet og tilføjer et »typisk Aarhus«.

Typisk Aarhus er det også, at byen i årtier har været underlagt en »legendarisk mindreværdsfølelse« over for København, mener Stig Olesen. Og det er netop én af de ting, der kan få ham til at ryste på hovedet og benytte sig af den anden og mindre flatterende udgave af ”Åh Aarhus”, fortæller han.

På retræte

I samme åndedrag tilføjer han dog, at mindreværdskomplekset er på retræte, idet Aarhus i højere grad er begyndt at orientere sig mod byer som Hamborg og Berlin og dermed lægger sit »traumatiske forhold« til København bag sig. En stor del af den succes, Aarhus oplever, skyldes således, at byens transformation fra ”en stor by til en storby” så småt har plantet sig i indbyggernes bevidsthed, mener Olesen.

Byen er på vej videre fra den fornærmede lillebror-attitude, som han udtrykker det. I stedet har den entreret en helt ny fase.

»Aarhus virker som en 17-årig teenager, der har fået øje på sig selv i spejlet og tænker: ”Jeg er egentlig ret lækker”. Der er måske lige lovlig meget selvspejling i øjeblikket, men det er også kulturhovedstadsår, så det skal nok nå et mere afbalanceret niveau,« siger han og tilføjer:

»Rollen som den selvoptagede teenager er skridtet før, Aarhus bliver en voksen by med en mere moden selvopfattelse og -indsigt.«

Den kreative kile

Denne transformation er i makkerparrets optik både kendetegnet ved og skubbes særligt fremad af byens »kreative kile«, der går fra Mejlgade gennem Vestergade til Lynfabrikken og Godsbanen. Ifølge de to forfattere finder man her »nok den største koncentration af kreativitet i hele Danmark«.

For Aarhus har en magisk tiltrækning på jyske og fynske unge, som sidder hjemme på deres værelser og drømmer om alt fra at tegne, male, skrive og fotografere til at danse, synge og spille komedie, lyder det fra Olesen.

»De strømmer til Aarhus, fordi de tror på sig selv og på byen. Og selv om 75 pct. af dem nok ender som folkeskolelærere, ingeniører og ejendomsmæglere, måske der også er enkelte baristaer iblandt, så kan de om nogle år se tilbage på deres ungdomsår som de lykkeligste i deres liv. Jeg gad fandeme godt være 21 år og bo i Aarhus i dag,« siger han, mens Ingemann supplerer:

»Der foregår så meget i de unge, kreative lag, som vi slet ikke har et begreb om. Og alt det er med til at drive byen fremad. Det er med til at manifestere byen som en rigtig storby,« siger han.

På samme måde som makkerparret langtfra er nået til vejs ende med deres smørrebrødsliste af idéer til kommende arbejdsprojekter, er de også langtfra færdige med Aarhus.

Med at lade sig forundre af byen. Med at krumme tæer over den. Og med at elske den.

»Jeg bliver boende i Aarhus resten af mine dage. Det er slet ikke til diskussion, for Aarhus er ikke sådan en by, man bare lige bliver færdig med. Der er så meget i gang, og jeg glæder mig helt afsindigt til at følge med i transformationen,« siger Stig Olesen.