Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus Universitet vil bygge en tresporet bro til erhvervslivet

Øget optag af ingeniører og it-studerende, flere specialer i samarbejde med erhvervslivet og bedre vilkår for startup-virksomheder skal styrke samarbejdet mellem Aarhus Universitet og de private virksomheder.

Han siger det meget direkte:

»Hvis vi ikke løser den her opgave, bliver der færre studerende på Aarhus Universitet.«

Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet, er på en mission.

En mission, der handler om at bygge en bro.

Prognoser frem mod 2030 viser, at langt flere kandidater fra Aarhus Universitet og landets øvrige universiteter skal finde job i det private erhvervsliv.

Hvis det ikke lykkes, vil en stor del af kandidaterne ende i ledighed, og så vil regeringens såkaldte dimensionering – hvor optag justeres efter beskæftigelse – betyde, at der skal optages færre studerende på Aarhus Universitet.

Derfor sætter universitetet nu turbo på en tresporet strategi, som skal skabe øget samarbejde med det private erhvervsliv for at bygge en bro, som i højere grad vil give private job til kandidaterne.

Flere ingeniører

Broen har tre spor, hvor det første hedder ændret dimittend-profil, så der optages flere studerende, som kan få private job.

»Vi ved, at der bliver øget behov for flere ingeniører i fremtiden, og vores mål er at øge optaget med op mod 50-60 pct. over en årrække. Vi vil også gerne øge antallet af studerende med tilknytning til it-området, hvor der også er stort behov for arbejdskraft. På Health-området vil vi tilbyde særlige talentspor for studerende, der retter sig mod job i den farmaceutiske industri til virksomheder som Novo Nordisk og Lundbeck, og derudover har vi afsat penge til at ansætte flere stærke forskere på Aarhus BSS og Arts for at styrke områderne,« siger Brian Bech Nielsen.

Den anden ”vejbane” på den nye bro har overskriften ”Karriereklar”.

»Og det er måske den brobygningsdel, der kommer til at rykke mest for de nuværende studerende. Her skal vi øge antallet af specialeforløb i samarbejde med virksomheder, og vi vil arbejde med etårige specialeforløb, så projekterne kan få en størrelse, der både gavner de studerende og virksomheden. Derudover vil vi arbejde med case competitions, hvor virksomhederne byder ind med opgaver. Det findes i forvejen, men vi mangler noget overordnet struktur, organisering og volumen på det her område,« siger Brian Bech Nielsen med en tilståelse:

»Vi har desværre også virksomheder, som har svært ved at finde vej ind til os, og det problem skal vi have løst.«

Death valley

Det tredje spor på broen til erhvervslivet handler om iværksættere og startup-virksomheder.

Her har Aarhus Universitet i forvejen Studentervæksthuset, hvor studerende kan arbejde med deres idéer, men på det område savner rektoren opfølgning, når de studerende bliver færdige med deres uddannelser.

»Der sker ofte det, at de færdiguddannede kandidaterne finder et fuldtidsjob, så de gode idéer ikke bliver ført ud i livet og ender i en såkaldt tidlig ”death valley”. Her skal vi kunne tilbyde en funding på det rette tidspunkt, og de muligheder drøfter vi en model for i samarbejde med eksterne parter,« siger rektoren og fortsætter:

»Også på det område har vi mange byggeklodser, men jeg savner noget sammenhæng, så vi kan bygge en vej op, som man kan se for sig, når man har en idé til en virksomhed. Det vil også hjælpe på erhvervsopbygningen i vores område.«

Nye vinkler

Steen Bødtker, formand for DI Østjylland, hilser planen velkommen.

»De unge studerende og kandidater fra Aarhus Universitet sidder jo med den nyeste viden på en lang række områder, som f.eks. digitaliseringen, så de kan give spændende dialoger med erfarne folk i erhvervslivet, så derfor tror vi, at et øget samarbejde om viden kan skabe vækst,« siger han.

I sin egen virksomhed Expedit har Steen Bødtker prøvet have specialestuderende fra Aarhus BSS (den tidligere Handelshøjskolen) på Aarhus Universitet til at løse en konkret analyseopgave om salg og produktion i de baltiske lande, og det var en positiv oplevelse.

»Det var jo en opgave, vi selv kunne have løst, men de studerende bidrager med ny viden og andre vinkler, som er med til at løfte virksomheden,« siger han.