Fortsæt til indhold
Aarhus

Om 100 dage begynder kulturfesten for alvor

Hele programmet for Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017 præsenteres onsdag på Aarhus Teater.

Med baggrund i et budget, der netop er blevet opjusteret til 450 mio. kr., fremlægger Fonden Aarhus 2017 onsdag det fulde program for hele kulturhovedstadsåret, 100 dage før det begivenhedsrige år skydes officielt i gang.

Det sker på Aarhus Teater, som lægger sin største scene til præsentationen, hvor fondens direktør, Rebecca Matthews, vil fortælle om de flere end 400 projekter, der kommer til at indhylle ikke bare Aarhus, men hele Region Midtjylland i mere eller mindre kulturelle begivenheder næste år.

»Det bliver en stor dag. Jeg er meget spændt på at fremlægge hele programmet. Nu bliver det hele til virkelighed,« siger Rebecca Matthews i en pause mellem prøverne på teatret.

»Vi har så mange gode projekter at fortælle om endnu. Og så er det jo kulminationen på otte års arbejde for Aarhus, heraf de fire år med programlægning.«

Også borgmester Jacob Bundsgaard (S), der er formand for 2017-fonden, og programdirektør Juliana Engberg er med til præsentationen. Desuden vil de 18 øvrige kommuner i regionen samt Europæisk Gastronomiregion benytte sig af lejligheden til at fortælle om udvalgte projekter i deres regie næste år.

Et skelsættende år

Oprindeligt lagde 2017-fonden et budget på 500 mio. kr. med forventeligt 200 mio. kr. fra staten. Det blev dog kun til 129 mio. kr., plus 16 mio. kr., der var øremærket. Det var fonden dengang voldsomt skuffet over.

»Men så nedjusterede vi budgettet til 420 mio. kr., og siden har vi kunnet hæve det til 450 mio. kr., fordi sponsorer og fonde har været så gavmilde,« siger Rebecca Matthews.

»Vi holder skarpt styr på budgettet, så der er ingen tvivl om, at vi får et fantastisk kulturhovedstadsår for pengene. Det bliver en game changer for både Aarhus og hele regionen.«

70 pct. til aktiviteter

Over 70 pct. af det samlede budget går til programaktiviteter. En hel del af dem er allerede offentliggjort, bl.a. Det Kgl. Teaters opførelse af ”Røde Orm” på taget af Moesgaard Museum, Aros’ store udendørs kunstudstilling ”The Garden” og gentænkningen af Susanne Bier-filmtrilogien, hvor ”Brødre” bliver til en opera, ”Efter brylluppet” til en musical og ”Elsker dig for evigt” til en danseforestilling.

Den sidste er imidlertid på hold lige nu, efter at Palle Granhøj, der skulle have instrueret den, har trukket sig, da han ikke kunne få at vide, hvor mange kommunale støttekroner han kunne regne med til sit dansekompagni. Derfor lukker han det nu.

Musikhuset er ved at finde en afløser for den aarhusianske danseinstruktør. Samme hus lægger sal til opførelsen af den moderne ballet ”Tree of Codes” med scenografi af Olafur Eliasson.

Blæst inde i Grenaa

På hold er kunstneren Marit Benthe Norheims sejlende skulpturer, ”Life Boats”, ikke. De er til gengæld blæst inde i Grenaa Havn. De skulle have ligget ved kaj i Marselisborg Havn nu, men må vente på, at vejret bliver knap så blæsende.

Præsentationen af det omfattende program har tiltrukket sig opmærksomhed fra alverdens medier. Ud over de danske medier har fire nyhedsbureauer fra Tyskland, Spanien, Schweiz og Kina meldt deres ankomst sammen med tyske, svenske og norske aviser samt britiske og amerikanske freelancejournalister, der repræsenterer bl.a. Observer, New York Post og Vogue.

De vil kunne fortælle, at man ikke behøver at overveje, om man har råd til at tage del i kulturhovedstadsårets mange arrangementer. Der vil være fri entré til over halvdelen af arrangementerne, oplyser 2017-fonden.