Fortsæt til indhold
Aarhus

15 butikker i spil til titlen som byens bedste detailbutik

JP Aarhus afholder igen i år sin konkurrence om at kåre byens bedste detailbutik. 15 butikker er i spil, og afstemningen er godt i gang. Vinderen kåres den 30. september.

MARIE DUEDAHL

JP Aarhus er midtvejs i sin årlige konkurrence om at kåre Årets Bedste Detailbutik 2016.

15 aarhusianske butikker har tilmeldt sig konkurrencen, og mange læsere har allerede stemt på deres favorit.

»Det går rigtigt fint med afstemningen, men vi vil da gerne have endnu flere stemmer,« siger Helene Kjær, markedschef hos JP.

Hun kan afsløre, at der tegner sig tre klare favoritter forrest i feltet, men alt kan ske frem mod afsløringen af den endelige vinder den 30. september.

»Vi er glade for at have så bred en repræsentation af butikker med i konkurrencen. Her er alt lige fra en slagter over en guldsmed til lampebutikker. På den måde giver konkurrencen et repræsentativt billede af den aarhusianske detailhandel lige nu. Vi vil gerne sætte et bredt fokus på den gode oplevelse, som kunderne får i byens butikker,« understreger Helene Kjær.

Aarhus mangler service

Lampebutikken Lystorvet i Lundingsgade er en af de butikker, der har tilmeldt sig konkurrencen.

»Vi synes selv, at vi gør det rigtigt godt, især på servicesiden, det hører vi også fra vores kunder,« siger Hanne Purup, indehaver af Lystorvet.

Sidste år blev butikken Årets Belysningsbutik kåret af Dansk Belysning blandt alle belysningsbutikker i Danmark, og nu håber Hanne Purup at kunne følge op med en lokal pris også.

»Det er vigtigt at få sat fokus på service, for det er en mangelvare i mange butikker i dag, især i kædebutikkerne, og så er service et afgørende parameter i forhold til nethandlen. Vi vil jo gerne have kunderne ind i den fysiske butik, for det er her, vi kan give den gode vejledning,« påpeger Hanne Purup.

Hun oplever af og til kunder, der kommer ind og får vejledning om produkterne og bagefter går hjem og køber på nettet.

»Det kan vi jo ikke gøre noget ved, men derfor er det vigtigt med sådan en konkurrence her, for den er med til at sætte fokus på de fysiske butikker. Hvis ikke de var her, ville midtbyen dø,« påpeger Hanne Purup.

Vigtige for byen

Især specialbutikkerne er vigtige for byen, mener hun.

»Når jeg besøger f.eks. Aalborg, er det nøjagtigt det samme, de har på deres strøg, som vi har i Aarhus. De samme butikker og det samme tøj. Aarhus skal være langt fremme, når det gælder detailhandel, vi skal være kulturby næste år, og da skal vi vise, hvad vi kan, bl.a. ved at have fokus på specialbutikkerne,« siger Hanne Purup.

Også markedschef Helene Kjær mener, at detailhandlen er med til at gøre Aarhus til en attraktiv by.

»Detailhandlen med de mange specialbutikker er en stor attraktion på linje med Aros og Moesgaard Museum,« siger hun og peger på, at prisen som Årets Detailbutik ikke kun er med til at brande butikken udadtil, men også har en betydning indadtil.

»At vinde prisen skulle gerne give en stolthedsfølelse hos butikken, både eksternt i forhold til kunderne og internt i forhold til de ansatte. De får et skulderklap som et bevis på, at de gør det godt,« siger Helene Kjær.