Kontordomicil bliver til lejligheder
Ship, det endnu ufærdige storbyggeri af et erhvervsprojekt til Aarhus Ø, bliver til lejligheder i stedet.
Det var ellers meningen, at der skulle være kontorer og erhvervslejemål i det fire etager høje og fem længer brede storbyggeri lige ved Lystbådehavnen på Aarhus Ø. Men der var ingen virksomheder, der ville leje sig ind i bydelens flagskib Ship, som bygningen ellers var blevet døbt på tegnebrættet. Så nu får det nye fremtids- og terrasseudsigter i stedet.
Sådan lyder det fra byggeselskabet Olav de Linde, der nu meddeler at have fået lov til at lave projektet om.
»Før var det et erhvervsbyggeri med fem "arme", men det har vi nu totalt gentænkt til boliger. I stedet kommer der til kun at være fire "arme" med større grønne gårdrum og terrasser med udsigt over vandet og skoven,« siger Olav de Linde om luksuslejlighederne, som byggefirmaet nu har besluttet sig for at anlægge.
Før var det blandt andet meningen, at erhvervsprojektet skulle lægge hus til kontordomiciler, firmaer, restauranter, caféer og et 3.500 kvm stort spa-, wellness-, og fitnesscenter. Men det har simpelthen vist sig for svært at få erhvervsenhederne lejet ud, fortæller Olav de Linde:
»Dels har folk ikke haft brug for så mange erhvervslokaler, og dels virker Aarhus Ø måske ikke som det bedste sted at drive erhverv. Det er jo rigtigt flot dernede, men vi kan se, at virksomhederne ikke vil placere sig der,« siger han og forklarer, at planerne om wellnesscenter derfor også er droppet.
Nu håber han, at boligerne kan konkurrere med de andre store byggerier i bydelen. De kommer til at variere i størrelse fra 50 til 250 kvm og bygges i dyre materialer, understreger Olav de Linde.
»Det bliver luksuslejligheder i den dyre ende med udsigt til havet, skoven og fiskerihavnen. Der kommer til at være massive gulve, murstensvægge nogle steder og dyre køkkener. Og så har de den bedste placering. Jeg kan ikke spå, men vi håber, at det nok skal blive solgt,« siger han.