Latinerkvarterets pakhus får nyt liv
Bricks Ejendomme har købt Badstuegade 1 og vil renovere det 207-årige pakhus næste år. Herefter skal en ny lejer flytte ind i husets fem etager.
Når Skumhuset rykker ud om senest et år, går den nye ejer af Badstuegade 1, Bricks Ejendomme, i gang med en renovering, så det gamle, fredede pakhus kan stå klar til den nye ejer ca. et halvt år senere. Hvem den nye ejer bliver, er endnu ikke på plads.
»Vi er i dialog med tre potentielle lejere; en restaurant, en møbelkæde og en brugskunstkæde,« fortæller Martin Busk, medejer af Bricks.
Mange af de små handlende i Latinerkvarteret har tidligere udtrykt bekymring for at få kædebutikker ned i det gamle kvarter, men Martin Busk afviser på forhånd at udelukke nogen som lejere til det 1.070 kvm store lejemål i fem etager.
»Men jeg håber da, at det bliver en lejer, der vil bidrage godt til kvarteret. Det er jo ikke et lille lejemål, så det bliver nok ikke en selvstændig smykkehandler eller lignende. Det er svært at dele lejemålet op, så vi går efter en samlet bruger til hele ejendommen,« siger Martin Busk.
I forbindelse med renoveringen er det planen at åbne passagen, der går fra Guldsmedgade gennem porten ved siden af Brøbecher Optik til gården i Badstuegade 1.
»Porten i Guldsmedgade er tinglyst til at skulle være åben, så der er passage til Pustervig, men i dag er den ofte lukket, og gennemgangen er fyldt med cykler. Vi forestiller os at få aktiveret baggården, som man ser mange steder i København,« siger Martin Busk, der understreger, at passagen vil få masser af lys, for det synes han mangler i Aarhus midtby, og han håber på et godt samarbejde med kommunen.
Bliver det en restaurant, der overtager lejemålet i det gamle pakhus, forestiller Martin Busk sig udeservering i baggården.
»Jeg ved godt, at her står biler nu, men jeg synes, at der skal være plads til alle. Vi udnytter ikke vores baggårde nok i Aarhus, og med projektet her vil vi skabe liv og lys med mennesker, der opholder sig her,« siger Martin Busk, der sammen med Luplau & Poulsen Arkitekter, som skal stå for renoveringen, er i tæt dialog med Kulturstyrelsen.
»Skumhuset er helt unikt, og vi ønsker at transformere huset med respekt for historien, bl.a. ved at reetablere facaden mod gården.«