Så kom de sidste penge i havn til sejlsporten
Om to år står et nyt sejlsportscenter klar til brug på havnen i Aarhus.
Det har taget lidt tid, men nu ser det ud til, at pengene er fundet. Aarhus Internationale Sejlsportscenter, et stort centrum for sejlsporten i byen, skal efter planen stå klar i 2017, hvilket er et perfekt tidspunkt.
Året efter er Aarhus vært for VM i sejlads for alle de olympiske bådklasser.
Det trækker stort set hele verdenseliten til byen, og med udgangspunkt i det nye center på Aarhus Ø, kan publikum i den grad komme tæt på miljøet og konkurrencerne.
Det store center, der skal huse det danske elitemiljø i sejlsport, er projekteret til at koste 72 mio. kr. A.P. Møllers Fond gav tidligt i forløbet 36 mio. kr, siden bød Aarhus Kommune ind med 10 mio. kr i anlægsmidler, forleden gav Nordea Fonden tilsagn om 16 mio. kr og i går kom Salling Fondene med 10 mio. kr. Vupti, 72 mio. kr.
»Det er en kæmpe anerkendelse af vores projekt. Udover at sejlsportscenteret vil være et arkitektonisk fyrtårn på Aarhus Ø, vil det give et markant løft til dansk ungdoms-, talent- og elitesejlsport, og endelig vil vi med sejlsportscenteret få den ideelle base til at eksponere og præsentere sejlsport over for nye brugergrupper indenfor blandt andet børne- og unge området. Med andre ord er denne flotte gave fra Salling Fondene med til at realisere visionen om at åbne og synliggøre sejlsporten langt mere overfor hele Danmark,« siger Hans Skou, formand for Fonden Aarhus Internationale Sejlsportscenter, som skal drive sejlsportscenteret, der er stiftet af Sailing Aarhus i tæt samarbejde med Dansk Sejlunion, Team Danmark, Idrætssamvirket Aarhus og Aarhus Kommune.
Mange store stævner
Sailing Aarhus blev i 1999 stiftet af de seks sejlklubber i Aarhus; Kaløvig Bådelaug, Egå Sejlklub, Aarhus Sejlklub, Sejlklubben Bugten, Aarhus Windsurfingklub og Marselisborg Sejlklub, som slog sig sammen for at kunne byde på store internationale sejlsports-stævner. Også Sport Aarhus Events og Dansk Sejl-Union gik ind i arbejdet.
Den del af projektet er lykkedes til fulde med en stribe store VM- og EM-stævner for forskellige bådklasser i Aarhus.
Alt andet lige vil det nye sejlsportscenter gøre det nemmere for byen at tiltrække kommende mesterskaber efter det store stævne i 2018.