Fortsæt til indhold
Aarhus

SK Aarhus levede op til mottoet

Håndbold: Med stor energi og »viljen til sejr« formåede SK Aarhus på hjemmebane at besejre Viborg HK.

KENNETH THYGESEN

Klubben skriver det overalt, direktøren siger det konstant, og så råber spillerne det såmænd også i kampråbet.

Tre ord, der sammen danner en klichefyldt sætning og samtidig er titlen på både en britisk dramafilm fra 1981 og en bog af den tidligere topatlet Arne Nielsson. De tre ord er formentlig også titlen på et utal af foredrag om motivation og management landet over. Viljen til sejr.

SK Aarhus’ cheftræner Jesper Holmris grinte også selv småforlegent, da han efter onsdagens overraskende hjemmesejr på 28-23 over Viborg HK tog de tre ord i sin mund til at beskrive sine spilleres indsats. Det røg ud af ham, for ordene går igen overalt i SK Aarhus. Også på banen.

For det var netop viljen til sejr, der var den afgørende forskel onsdag aften i Vejlby-Risskov Hallen.

En trup med profiler

De tredobbelte Champions League-vindere fra Viborg har godt nok skåret 40 procent i lønbudgettet i forhold til den seneste sæson, men alligevel kan holdets nye træner Allan Heine mønstre en trup med profiler som Rikke Skov, Rikke Poulsen og Ann Grete Nørgaard.

De tre landsholdsspillere havde da også mest af juble af i størstedelen af kampen. Bare ikke efter slutfløjtet. En flot slutspurt af hjemmeholdet, der vandt de sidste 10 minutter med 7-1, sikrede den første SK Aarhus-sejr over Viborg efter 15 kampe i træk mod Rikke Skov og co. – dog uden den store triumf.

»Kampen viste, at vi som hold spiller med stor energi og god vilje,« sagde Jesper Holmris efter comeback-sejren, hvorefter han erkendte, at Viborgs taktiske træk med en offensiv forsvarsopstilling overraskede ham.

Det offensive forsvar med Rikke Skov helt fremme som spydspids så indledningsvist også ud til at overraske SK Aarhus-spillerne på banen.

Aarhusianerne kæmpede heroisk, men manglede midtvejs i kampen den fornødne evne til at nedbryde Viborgs defensiv.

Som kampen skred frem, tog SK Aarhus’ største profil, Anna Sophie Okkels, dog mere og mere ansvar for SK Aarhus.

Den 25-årige bagspiller har fysik og gennembrudskraft på allerhøjeste niveau, og hun viste i anden halvleg, hvorfor Jesper Holmris er utilfreds med, at hun kun er at finde på udviklingslandsholdet og ikke A-landsholdet.

Syv mål af Okkels

»Hun er jo ligaens bedste venstreback. Prøv at se hendes sindssyge energi,« sagde Jesper Holmris.

Anna Sophie Okkels noterede sig for syv mål og fem assists, men til spørgsmålet om, hvorfor hun ikke er at finde i A-landsholdstruppen, havde hun ikke mange ord til notering.

»Jeg forsøger bare at gøre mit bedste. Jeg kan mærke, at jeg bliver bedre og bedre, og jeg kan mærke, at min selvsikkerhed vokser,« sagde Anna Sophie Okkels, der på halgulvet i Vejlby-Risskov Hallen underbyggede sin træners vurdering af årsagen til den tredje sejr ud af fire mulige.

»Vi formåede at komme i fart og frigive os fra regler og systemer og bare løbe for hinanden. Det er fedt, at man med stor energi og vilje kan slå et mandskab, der har så mange år på bagen,« sagde Anna Sophie Okkels.

32 mål i fire kampe

Hun er lige nu nummer et på ligaens topscorerliste med 32 mål for fire kampe, mens hun ligeledes er klart i front på den såkaldte MEP-liste, der angiver ligaens mest værdifulde spiller målt på alt fra mål, skudforsøg, assists, fejl, udvisninger og så videre.

»Hun viser vejen for både de nye og de unge spillere, og det betyder, at vi som hold tror på, at vi kan vinde over alle modstandere,« lød det fra Jesper Holmris.

Med viljen til sejr, som de ynder at sige, tager SK Aarhus allerede lørdag til Fyn på jagt efter to nye point. Her venter HC Odense kl. 19.00.