Fortsæt til indhold
Aarhus

Frygt for trafikkaos ved VIA-campus

Studerende beklager dyr parkering og udsigt til trafikkaos ved det nye VIA-campus. VIA-chef frygter også trafikpropper, mens en trafikchef nedtoner bekymringen.

Jørgen Rye

»Trafikkaos og dyr parkering.«

Sådan lyder en kritisk røst mod VIA’s kommende Campus Aarhus C, der til august åbner med 5.500 studerende og 480 medarbejdere på Ceres-grunden.

Kritikken kommer fra den 29-årige socialrådgiverstuderende Martin Nørgaard, der taler på vegne af en række medstuderende.

»Jeg synes, det er forkert, at VIA flytter os ind til centrum, fordi der er prestige i at være i 8000 C. De helt unge studerende i begyndelsen af 20’erne synes nok, at det er helt fint, men masser af studerende i VIA er lidt ældre og har børn, så de er afhængige af bil. Vi har studerende fra bl.a. Ry, Viborg, Hobro og Randers, og de får svært ved at nå ind til byen til tiden med det trafikkaos, der kan blive morgen og eftermiddag, og så skal de også til at betale for parkering,« siger Martin Nørgaard.

Hans studier foregår i øjeblikket på Skejbyvej, hvor der er gratis parkering, ligesom der er det for de studerende, som bruger VIA’s campus for sundhedsuddannelser på Hedeager i Aarhus N.

Sådan bliver det ikke i Campus Aarhus C.

Betalingsparkering

Under det nye campus bygges byens største p-kælder med 1.275 p-pladser, men det betyder, at studerende og medarbejdere skal betale for parkering, når de skal på arbejde og til studierne. Og sådan er vilkårene, når man bor i centrum af Aarhus, siger Peter Lykke-Olesen, VIA’s projektleder for Campus Aarhus C.

»De må betale eller finde et andet sted at parkere, og sådan er det bare, når man har en institution, som ligger midt i byen, ligesom det gælder i andre storbyer. Vi prøver at få en aftale med Q-park, om der kan købes rabatkort til parkering, men det er uafklaret i øjeblikket,« siger han.

Trafikalt er der kun to veje til og fra Campus Aarhus C – enten ad Dollerupvej ud til Silkeborgvej eller ad Daugbjergvej forbi Silvan og ud til Ringgaden, hvor der kun kan drejes til højre i nordlig retning.

Det kan give problemer i myldretiden, erkender VIA.

»Vi er også nervøse for trafikken, og vi har talt med kommunen om sagen og fået det svar, at kommunen følger det tæt og mener, at det vil kunne lade sig gøre at afvikle trafikken. Vi har dog i forvejen vanskeligheder med trafikken ved vores andet campus i Skejby, og der synes jeg ikke, at det har været så nemt at få kommunen med på nogle nye løsninger. Så jeg tror ikke, at vi undgår trafikpropper om morgenen og eftermiddagen ved Ceres-grunden,« siger Peter Lykke-Olesen.

Et minut eller halvandet

Mads Holm-Petersen er mobilitetschef ved Trafik og Miljø i Aarhus Kommune, og han forventer også, at der vil blive ventetider for trafikanterne – men ikke i den katastrofale ende.

»Det er klart, at VIA’s nye campus vil give en øget belastning af trafikken, men vores forventning er, at der maksimalt vil blive tale om ventetider på ét minut eller halvandet minut, når man skal ud fra det nye campus,« siger han.

Mads Holm-Petersen afviser, at der kan blive tale om at ændre udkørslen ved Dollerupvej ad Ringgaden, så der også kan drejes til venstre, da det vil bremse flowet på Ringgaden. Dermed er der kun én knap at dreje på i forhold til trafiktrykket, og det er mængden af grønt lys i lyskrydset Dollerupvej og Silkeborgvej.

»Det er en balance, for hvis vi lukker for meget op, giver det mindre kapacitet på Silkeborgvej, og det ønsker vi ikke. Vi er opmærksomme på, at der kan blive trængsel, og vi vil følge det nøje,« siger Mads Holm-Petersen.