Sjælden edderkop fundet på Godsbanen
Den seksøjede harpactea rubicunda er for første gang fundet på jysk grund.
Harpactea rubicunda, eller rubinfarvet seksøjespinder som den på dansk hedder, har fundet sig til rette mellem sten og skærver på Godsbanen i Aarhus.
Det erfarede studerende fra Aarhus Universitet, Institut for Bioscience og lærere fra Naturhistorisk Museum torsdag, da de på en insekt-ekskursion stødte på den store edderkop med musegrå bagkrop, orange forkrop og rubinfarvede ben.
"Det er første gang, den er blevet fundet i Jylland, så det var ret stort, at vi fandt den på Godsbanen i Aarhus," siger Morten D. D. Hansen, der er naturvejleder på Naturhistorisk Museum.
Rubinfarvet seksøjespinder har en kropslængde på en cm, den har kun seks øjne, hvor de fleste andre edderkopper har otte, og så svarer den igen, hvis man rører for meget ved den.
"Den er en del større, end de edderkopper man til daglig støder på, men den er ikke som sådan farlig. Den har giftkroge - også større en andre edderkoppers - men den bider kun fra sig, hvis man gramser for meget ved den," forklarer Morten D. D. Hansen.
Den sjældne edderkop blev første gang opdaget i Danmark i 2005 og er siden blevet fundet enkelte steder på Sjælland og Lolland. Den lever normalt længere sydpå på varme naturarealer med grus og sten, men har bevæget sig længere mod nord, hvor den slår sig ned på baneterræner og byggepladser, hvor sten og byggemateriale er med til at generere varme.
"Godsbanen er en ambassade for sydlige himmelstrøg. Når solen bager på stenene, bliver banearealet til et enormt varmt mikroklima, hvor sydlige arter kan trives. Vi fandt en hel håndfuld af edderkopperne, som sikkert har en stor bestand under flere af skærverne," siger Morten D. D. Hansen.
I forbindelse med den videre udvikling af Godsbanen vil Naturhistorisk Museum med 2017-projektet Rethink Urban Habitats sørge for at tænke levestederne for de sjældne arter ind i projektet.
"Mange glemmer, at der er vild natur i byen, men i stedet for at bygge højhuse og plante store græsarealer skal vi huske at bevare de små oaser for dyre- og insektlivet," fastslår naturvejlederen.