»De unge er blevet tungere og mere syge«
På det socialpsykiatriske opholdssted Holmstrupgård i Brabrand oplevede personalet i en særligt presset periode ikke at kunne hjælpe alle de syge unge på stedet godt nok.
»Beboerne på Kvisten er blevet tungere og mere syge (...) Kvisten er gået fra at være et sted for unge med autisme og asperger til nu at indeholde ”psykotiske blandede bolcher”«
Sådan udtalte medarbejdere på afdelingen Kvisten under det socialpsykiatriske ungdomshjem Holmstrupgård i Brabrand til Arbejdstilsynet, da tilsynet fra maj til september 2014 besøgte institutionen tre gange.
Render efter unge
Medarbejderne fremhævede bl.a. en stor udskiftning i personalet, og hvordan man i perioder bruger »meget tid på at rende efter unge, der vil tage livet af sig, eller truer med det ved at springe ud af vinduer eller hoppe ud foran biler«. Det fremgår af en tilsynsrapport, Jyllands-Posten har fået aktindsigt i, efter at Arbejdstilsynet i efteråret tildelte Kvisten et påbud om at sikre, at »stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer medarbejdernes sikkerhed og sundhed«.
Personalet på Kvisten berettede bl.a. om søvnproblemer, frygt for at gå ned med stress og dårlig samvittighed over for de mindst støttekrævende unge som følge af det stigende pres på afdelingen.
Dårlig samvittighed
»Medarbejderne får dårlig samvittighed, fordi de ikke kan hjælpe i tilstrækkeligt og nødvendigt omfang, samt at de føler de fagligt ikke slår til i situationerne, hvor de andre unge har brug for hjælp,« står der i rapporten.
Senest den 8. marts skal ledelsen fra Ungdomshjemmet Holmstrupgård oplyse til Arbejdstilsynet, hvordan man vil efterkomme påbuddet. Men allerede nu er situationen på Kvisten markant bedre end i efteråret, forklarer forstander Knud Ilsø Byskov.
Han forklarer, at de massive udfordringer først og fremmest skyldtes, at fire af Kvistens ni medarbejdere gik på barsel inden for seks måneder. Kun en mangler nu at vende tilbage.
»De vikarer, der kom ind, var dygtige og gjorde deres bedste, men de havde ikke den erfaring og rutine, der kan være brug for,« siger han, men erkender også, at der opleves et stigende pres fra psykiatrien.
»Vi modtog samtidig nogle meget svære unge, og det var en ekstremt dårlig cocktail. Vi oplevede nok, at de psykiatriske afdelinger er presset. Selvom de unge var meget selvmordstruede, havde man ikke kapacitet til at beholde dem i længere tid, hvilket vi kunne have brug for for at få noget mere ro på her.«
I toppen af Region Midtjylland tager formand Bent Hansen (S) situationer som den, der opstod på Kvisten, meget alvorligt.
Fokus på normeringen
»Personalet er nødt til at beskytte sig selv og andre indlagte, og det kan gå ud over dem, som ikke har det store behov her og nu, men som kan få det, fordi de ikke får behandling i tide. Derfor skal man hele tiden have fokus på normeringen,« siger han.
På Kvisten har man foruden at få erfarne medarbejdere tilbage fra barsel sat gang i en række tiltag for at sikre sig fremadrettet.
»Der er ro på nu. Vi har udarbejdet nogle mere enkle beskrivelser af arbejdsgangene, og der er mere fokus på planlægning og prioritering end tidligere, når man er på arbejde. Det gør det mere overskueligt, når vi har vikarer inde,« forklarer Knud Ilsø Byskov.
»Der kan opstå problemer igen, men vi er bedre forberedt nu.«