Grevens fallit

I en af de fine saloner på herregårdsmuseet Gammel Estrup hænger Jens Juels billede af Jørgen Scheel, Den Vilde Greve. Billedet er beskedent, og det er usædvanligt, for det viser hovedpersonen i en af danmarkshistoriens mest spektakulære personlige fallitter.

Jørgen Scheel går igen i disse år på Gammel Estrup. Dele af museet føres tilbage til hans storhedstid i begyndelsen af 1800-tallet, og igennem den tidligere ejers liv og virke kan man sideløbende fortælle historien om adelens storhed og fald.

Man var højt hævet som adelig i slutningen af 1700-tallet. Det både tålte og mærkede komponisten Mozart, da han brød sin ansættelse ved ærkebiskoppen af Salzburgs hof og fik et spark bagi af grev Arco, der skældte ham ud for at være en laban.

Grev Arco blev siden hængt ud i musikhistorien for at have forulempet selveste Mozart. Grever, som troede, at de kunne tillade sig alt, sang på sidste vers, og Mozart tog sin elegante hævn med operaen ”Figaros Bryllup”, der udstiller en latterlig adelsmand i tiden.

Jørgen Scheel satte sig selv i scene i et liv, der både var lystigt og tragisk. Før det sidste tæppefald sad han på herregården Hellerup på Fyn efter at have formøblet sit grevskab og millioner af rigsdalere. Han havde udsat sine nærmeste for store prøvelser, men blev hver gang tilgivet, for han var ikke et menneske, der samlede på fjender. Grev Scheels største udmærkelse var ubetinget, at han aldrig sparkede nedad, men derimod behandlede sine bønder humant og generøst.

En verdensmand

Trods sin elendige økonomi vedblev han med at være en verdensmand, fremhæver lederen af Dansk Center for Herregårdsforskning på Gammel Estrup, ph.d. Signe Steen Boeskov.

Jørgen Scheel opholdt sig i perioder på Gammel Estrup, på herregården Ulstrup, en anden af hans besiddelser, samt i København. Hans egentlige hjem var på Scheel, det nuværende Sostrup i Gjerrild nord for Grenaa. Denne udpost tæt ved havet indrettede han til et moderne hjem fyldt med moderne møbler og et væld af bøger og andre samleobjekter.

»Der dukker hele tiden nye ting frem fra arkiverne,« fortæller Signe Steen Boeskov og bakkes op af kollegaen, ph.d. Mikael Frausing, som lige nu formidler Jørgen Scheels liv på en måde, som han selv ville have bifaldet.

Greven rapporterer nemlig fra sin store rejse på Facebook.

Et dramatisk liv

Lad os først få styr på hans liv, som fra begyndelsen var dramatisk. Han blev født som tvilling den 29. november 1768 i Skt. Petersborg i Rusland, hvor faderen, Christen Scheel, var gesandt ved Katarina den Stores hof.

Tvillingebroderen Frederik overlevede ikke sin første måned, og den 18. november 1771 blev familien ramt af en ny tragedie: Christen Scheel døde pludseligt, 28 år. Han var anerkendt som en dygtig diplomat, og et rygte ville vide, at han blev forgiftet, da nogle så skævt til hans voksende indflydelse ved hoffet.

Grevinde Eleonora, som var gravid, rejste hjem og bosatte sig på Ulstrup, hvor Jørgen og hans fire søstre voksede op.

Der blev gjort stor stads af den lille greve, som skulle overtage herlighederne. Scheel-familien hørte til blandt landets rigeste med adskillige godser. Regnskaberne afslørede dog, at familiens dyre vaner ikke matchede indtægterne, og bedstefaderen, overstaldmester Jørgen Scheel på Gammel Estrup, solgte ejendomme fra og optog lån for at leve standsmæssigt.

Lille Jørgen Scheel besad et lyst sind og gode evner. Således talte man længe om den formfuldendte nytårstale, som den 11-årige holdt på dansk og fransk på Gammel Estrup.

Efter konfirmationen fortsatte uddannelsen på Sorø Akademi og siden på det fornemme tyske universitet Georgia Augusta i Göttingen, hvor unge herrer fra hele Europa opøvede færdigheder i musik, dans, fægtning og andre ridderlige idrætter foruden de akademiske discipliner, der blev varetaget af nogle af Europas bedste lærere.

Jørgen Scheel studerede sammen med tre engelske kongesønner. Problemet var blot, at den unge danske greve gerne ville måle sig med dem, men midlerne hjemmefra slog ikke til.

Jørgen Scheels forbrug i Göttingen var foruroligende. Han stiftede masser af gæld og havnede i kviksandet med veksler, lån og kautioner. Langsomt blev han trukket dybere ned, men han bevarede sin optimisme i forventning om, at der nok viste sig en løsning.

Hans uudslukkelige tørst efter skønhed i alle dens former førte til et vanvittigt luksusforbrug, sagde man om ham. Han elskede at læse og havde det rart i sit bibliotek, når han kunne studere sine rige samlinger af bøger, kunstsager, kobberstik og medaljer. Greven var optaget af naturvidenskab og tidens fremskridt, og han indkøbte dyre videnskabelige instrumenter til eksperimenter, ligesom han havde en stor samling af ure og urmagerværktøj, så han kunne aflure urværkerne deres hemmeligheder.

Gælden voksede og blev registreret, men aldrig talt sammen.

I 1790 havde han giftet sig med Christiane Mette Bille-Brahe på Egeskov. Det smukke, unge par klædte hinanden og deltog ved hoflivet i København. Jørgen Scheel lejede således samme år en herskabsbolig i det gule palæ ved Amalienborg.

Jørgen Scheel havde været på dannelsesrejse i Europa og tilbragt et par år i Paris i tiden omkring den franske revolution.

Den lange rejse

Midt i 1790’erne fik greven et større lån for at betale kreditorer, og da der var lidt tilovers, tog det unge par på kurophold i Karlsbad i Bøhmen. Selv om rejsen kun skulle vare nogle måneder, gik der næsten seks år, før Jørgen Scheel igen vendte hjem.

For efter kuropholdet fik greven og grevinden nemlig lyst til at tilbringe vinteren i Wien. I marts 1796 ville Jørgen Scheel også gerne til Rom, og i foråret 1796 omgikkes han fornemme romerske familier, ligesom han genså den engelske kongesøn, prins August Frederik fra Göttingen.

Jørgen Scheel ville også opleve Napoli, inden han returnerede til hustruen i Wien, og det kom han til. Opholdet i Napoli strakte sig over tre år og var ifølge dagbogen én lang fest.

Scheel kom med i kredsen omkring den engelske gesandt Lord William Hamilton, hvis hustru, Emma, blev omtalt som et »vidunder af skønhed« og regnet for en af århundredets smukkeste kvinder. Emma Hamilton skulle siden påmønstre en anden kahyt som admiral Lord Nelsons elskerinde.

Scheel var med til det hele i Napoli. Han deltog i de kongelige fester, karnevallet, besteg Vesuv, så kirkerne, hørte musikken og sad ofte i operaen. Han var også til stede, da Nelson første gang mødte Emma Hamilton, da han ankom til Napoli efter sejren over den franske flåde ved Akibur 1798.

Et årti før havde den tyske digter Goethe skrevet om Napoli under et ophold:

»Neapel er et paradis; enhver lever i en slags beruset selvforglemmelse. Mig går det på samme måde; jeg kender knap mig selv igen, jeg forekommer at være et helt andet menneske. I går tænkte jeg: enten har du tidligere været gal, eller også er du det nu?«

Scheel må have haft det på samme måde. Grevinden sendte fra Wien sin mand et brev med en forespørgsel om, hvad han egentlig havde tænkt sig, at hun skulle leve af.

Hun var endnu en gang gravid, og en kammertjener blev kaldt til Østrig for at ledsage hende hjem.

Selv om grev Scheel hjemmefra modtog det ene desperate brev efter det andet, der skiftevis bønfaldt og tryglede ham om at vende hjem, festede han videre.

Hjemme var han sat under administration, og hans bo blev under kolossal opmærksomhed solgt på en auktion for at mætte kreditorerne.

Festen i Napoli sluttede først, da Napoleon rørte på sig, og som følge af krig flygtede Jørgen Scheel, der havnede i Genova, hvor han fra juni 1799 til juli 1800 var spærret inde. Befolkningen sultede, og grev Scheel tålte de samme vilkår. Lettelsen var stor, da han i sommeren 1800 genså Paris.

Gensyn med Paris

»Jørgen Scheel lever vildt over evne. Det er hans store problem hele vejen igennem. Det smukke ved ham er, at samtidig med, at han er lidt af en rest fra adelens storhedstid, er han også den nye tids mand,« fortæller Signe Steen Boeskov.

»Han følger jo med, og da han ankommer til Paris i 1800, ser han sig omkring og opdager, at moden har ændret sig, siden han sidst var i Paris i 1789. Selv om han ikke ejer en øre, får han sig en ny garderobe og en ny frisure.«

Det var nær gået galt, idet gældsfængslet i Paris truede, men greven undslap, vendte hjem og blev – trods alt, hvad han havde budt dem – modtaget med åbne arme af sin farmor, sin mor og sine søstre. Hustruen var i første omgang mere afvisende, og det varede længe, inden hendes forsvar brød sammen.

»På trods af, at han er helt flad, begynder han forfra og indretter både Scheel og Gammel Estrup med bl.a. moderne mahognimøbler i tidens nye, simplere stil. Han lader sig ikke slå ud af omstændighederne,« siger Signe Steen Boeskov.

»Jørgen Scheel er en mand af tiden. Nok er der de gamle adelsidealer i slutningen af 1700-tallet, men man får også nogle nye,« fortæller Mikael Frausing.

»Det er ikke nødvendigvis hoflivet, der er så tiltrækkende. Man vil ud at se – til Rom for at se de antikke udgravninger og til Napoli.«

»Historien om Jørgen Scheels fallit, der sætter punktum for 1700-tallets storhedstid på Gammel Estrup, er kommet til at fylde meget,« fortæller Signe Steen Boeskov.

»Og det er forståeligt, for det er en vild historie. Samtidig med at han gik over stregen tusind gange, var han dog også den ideelle adelsmand, der formåede at opføre sig på en måde, der vakte tillid, og som gjorde, at han opnåede kreditter.«

Gammel Estrup formidler historien om Den Vilde Greve både på museet og på Facebook. Her er det muligt at følge hans store rejse og kommentere oplysningerne.

»Vi viser hans rejsedokumenter, bringer uddrag fra dagbogen, og det er rigtig sjovt, for det giver også mulighed for at komme i dialog med dem, som læser det. Folk spiller med på legen. Om han ikke snart skulle komme hjem og betale regningen,« fortæller Mikael Frausing.

»Der er også en hel del af hans efterkommere, der er blevet venner med ham nu. De har selv indbyrdes diskuteret, om det var tid at tilgive ham.«

Jørgen Scheel blev erklæret konkurs i 1815, og først i 1833 var boet gjort op. Da var han for længst død. Når man ved så meget om hans liv og hans ejendele, skyldes det ifølge Signe Steen Boeskov, at der ikke er noget, der er så godt som en fallit til at skabe masser af materiale. Auktionskatalogerne fortæller i detaljer, hvad han ejede, og det har været overvældende:

»Vi finder noget hele tiden. Der ligger hyldemeter efter hyldemeter i arkiverne. Historikeren Hugo Matthiessen, der i bogen ”En greve” har skrevet om Jørgen Scheel, var igennem meget af det, men selv ikke han har haft overblik over det hele.«

Møde om dannelsesrejser

Der er mulighed for at høre mere om greve Jørgen Scheel, når Gammel Estrup den 31. januar afvikler et større arrangement.

»Vi fortæller om greven, og vi har fået professor Jørn Lund og forfatteren Carsten Jensen til at give et bud på den moderne dannelsesrejse,« fortæller Mikael Frausing.

Historikerne vil gerne tage afsæt i Jørgen Scheels rejse og dannelse for at høre, om det overhovedet giver mening i dag at tale om en dannelsesrejse.

De har ligeledes planer om at publicere viden om den farverige skikkelse. Men kan ikke påstå, at greven var heldig. Den danske økonomi var svækket som følge af krigene mod England, og siden fulgte statsbankerotten og tabet af Norge.

»Da Jørgen Scheel var parat til at sælge sine aktiver, var der ingen, der havde råd til at købe dem. Det var jo dårlige tider,« siger Signe Steen Boeskov.

Man har ikke kunnet lokalisere alle grevens ejendele og bøger, som blev spredt ved de store auktioner.

»Vi har valgt at skabe et arbejdsværelse, der viser, hvordan de ”huler”, hvor greven omgav sig og arbejdede med sine mange interesser på Scheel og Gammel Estrup, så ud. Her havde han sine samlinger, der omfattede alverdens ting,« siger Signe Steen Boeskov.

I arbejdsværelset på Gammel Estrup er der 2.000 bind, men Jørgen Scheels bibliotek omfattede mange flere tusinde. Historikerne kan se i kilderne, at der var bøger overalt. Over vinduerne, under vinduerne og i vinduerne, langs væggene og i en kvadrant på midten.

Han samler også naturvidenskabelige kuriosa og naturvidenskabelige instrumenter. Han har ting fra Østen og Orienten.

»Rundtomkring på herregårdene ser vi disse adelsmænd, som samler alverdens viden,« siger Signe Steen Boeskov, »men Scheel var nok ekstrem. Det var en del af det personlige dannelsesideal på dette tidspunkt, at man vidste noget om alting. Det gik hånd i hånd med, at han samtidig var det moderne, naturlige menneske. Han var familiefar og havde dagligstuer, som ikke lignede 1700-tallet med møbler ud langs væggen. De var tværtimod samlingspunkt for samværet med familien, hvor det var muligt at gøre mange ting sammen, og hvor man havde et uformelt samvær, kunne læse, spille musik, sy, konversere og drikke te. Børnene var også med i dagligstuen. I stedet for at stå i høflige positurer var man sammen naturligt. Det favnede han også.«