Fortsæt til indhold
Aarhus

Færre biler giver flere kunder

Trafik: Butiksejerne misforstår forbrugernes trafikønsker, mener ekspert. City-direktør vil fortsat have biler i midtbyen.

Jørgen Rye

Analysen er forkert.

Detailhandlen tager fejl, når den tror, at flere p-pladser i midtbyen og parkering ved butiksdøren er vejen til flere kunder. Det er lige modsat, og derfor bør Aarhus fredeliggøre byen mest muligt for shopperne.

Det mener Martin Frederiksen, ekspert i forbrugeradfærd og e-handel, og udviklingsdirektør i firmaet Klean i Vestergade:

»Butiksejerne har en idé om, at forbrugerne gerne vil køre til døren, og det er også rigtigt, når vi taler om butikscentre. Men i bycentre som Aarhus midtby vil kunderne have luksus-shopping-oplevelser, og det får man ikke, hvis bilerne pisker forbi.«

Martin Frederiksen rådgiver den danske detailhandel om forbrugernes adfærd, og han har i år udgivet bogen ”Cross channel” om fremtidens detailhandel. Derudover kender han butikslivet i Aarhus godt efter at have boet over 20 år i byen.

Hvem har ret?

»Midtersegmentet af kunder er ved at forsvinde, for de handler mere på nettet. Så en stor del af kunderne i midtbyen tilhører det øverste segment, som efterspørger specialbutikker og luksus-shopping i hyggelige omgivelser, hvor man ikke skal holde øje med, om ungerne bliver kørt ned af en bil,« siger han.

Hans vurdering er bl.a. aktuel i debatten om et nyt byggeri i latinerkvarteret ved Borggade og Paradisgade. Her tænkes opført et p-hus til 160 biler, som ifølge et skøn vil forøge trafikken med 300 biler i døgnet. Det protesterer en række beboere mod, hvorimod de handlende og partierne S, V og K i byrådet gerne ser p-huset opført.

De handlende forventer, at det vil give flere kunder – beboerne tror det modsatte – så hvem har ret, Martin Frederiksen?

»Beboerne, helt sikkert. I forvejen er der alt for megen trafik i Guldsmedgade, og jeg mener, at man burde droppe trafikken helt i den gade. Og hvis det er et problem, at man skal parkere lidt derfra, så indsæt shuttlebusser fra p-huset i Dokk1 til midtbyen, så kunderne ikke skal slæbe på 15 poser,« siger han.

Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening, er tilhænger af at opføre p-huset:

»Det lyder idyllisk at fredeliggøre den centrale midtby, men så tvinger man samtidig omsætning ud af byen, så flere butikker må lukke. Så længe vi ikke har et godt kollektivt trafiknet i Aarhus, vil der fortsat i mange år frem være brug for, at man kan komme ind til byen med bil,« siger han.