Fortsæt til indhold
Aarhus

Arkitekt: Vi har brug for et moderne miljø

En af de første virksomheder på Aarhus Ø har en stålsat tro på, at den nye bydel vil få succes.

Mette Hvid

Arkitektfirmaet AART architects ser gerne sig selv som firstmovers, når talen falder på Aarhus Ø.

En af virksomhedens vækstudfordringer er, at Arkitektfirmaet AART architects på sin nuværende adresse i centrum af Aarhus, fra at sidde på én etage for et par år siden, nu sidder spredt på tre etager.

Men med det nye Pakhusene på Aarhus Ø får ledelse og ansatte muligheder, de ikke tidligere havde. Her kan de samles på én etage, samtidig med at de vil nyde godt af de kommende fælles faciliteter.

En god synergi

»Det giver os det moderne og sammenhængende arbejdsmiljø, vi som kreativ vidensvirksomhed har brug for. Det, at vi kan dele fællesfaciliteter som kantine og møderum med andre virksomheder, giver et øget råderum og rigtig god synergi,« fortæller Anders Tyrrestrup, der er partner i virksomheden.

Virksomhedens rolle i det nye byggeri er lidt speciel, da de ud over at være kommende lejere også er blevet hyret af folkene bag Pakhusene til at tegne projektet. Det ser Anders Tyrrestrup dog blot som en fordel.

»Det er en interessant øvelse, at vi skal tegne noget, der er godt, og som vi kan stå inde for, men samtidig gøre det fornuftigt og til at betale,« forklarer han.

Nøglen er en blanding

Anders Tyrrestrup har en stor tro på, at hele projektet omkring Aarhus Ø bliver en succes.

Nøglen til det vil være at få blandet boliger, erhverv og fritidsliv, mener han. Lykkes det, er han sikker på, at Aarhus Ø får et spændende bymiljø.

»Vi vil gerne være med til at vise, at vi tror på, at der er en fremtid derude. Aarhus er i rivende udvikling, men det vil tage år, inden man for alvor ser et mangfoldigt byliv. Det venter vi dog gerne på,« understreger han.