Fysioterapeut, direktør eller træner…

BELEK

Emil Ousager spekulerede længe. I et par sæsoner havde han været stand-in for Steffen Rasmussen i AGF’s mål, men trods alt fik han kamp på førsteholdet i pokalturneringen. Men da han blev valgt fra til en pokaldyst i Brønshøj, satte han fart på tankerne.

Muligvis skulle han ikke længere bruge tid og kræfter på at spille fodbold. Lysten til at være en del af et førstehold var stor, men der var trods alt grænser for tålmodigheden.

Hvis han skulle fortsætte på topplan, skulle det være på højt niveau. Superligaen eller toppen af 1. division. Og hvis der ikke dukkede noget op fra den del af skalaen, kunne det være lige meget, når aftalen med AGF ville løbe ud sidst i juni i år.

Nu har betingelserne ændret sig. På græsset på banen i Belek ligger Steffen Rasmussen og laver forskellige øvelser. AGF’s vanlige førstemålmand er skadet, han er ikke i stand til at spille i op mod et par måneder. Nu er det Emil Ousagers tur. Forude venter adskillige superligakampe.

Spændende job

Tjansen som reserve for Steffen Rasmussen fik længe Emil Ousager til at skrue op for studierne.

Målmanden er ved at tage en kandidatgrad i økonomi, cand.oecon. De første par år læste han på Aarhus Universitet, nu er han tilknyttet Syddansk Universitet i Odense.

»Jeg har hele tiden haft en ambition om at lave noget andet senere i livet også, og undervejs i karrieren er det vigtigt at holde hovedet i gang. Det har været min primære motivation. Jeg føler, at man kan falde ned i et hul nogle gange, hvis man ikke har andre interesser ud over fodbold. Jeg har valgt at tage en uddannelse, fordi der er andre spændende job end fodbold,« siger Emil Ousager.

I de kommende måneder er han førstemålmand, og så erkender han, at studierne bliver trængt en anelse i baggrunden.

»I de perioder, jeg ikke har spillet så meget, har jeg taget lidt flere fag for at slippe lidt væk fra de negative tanker, man kan få. Jeg er overbevist om, at jeg ville have studeret, også selv hvis jeg havde været fast målmand. Det ville nok bare have taget lidt længere tid,« siger Emil Ousager, der anbefaler andre spillere at tage en uddannelse, mens de spiller.

Motiverende

»Personligt synes jeg, det er vigtigt at have andre interesser, ellers bliver mine dage lange og ensformige. Jeg får mere overskud af at lave andet også. Jeg synes, man burde gøre andet end kun at spille fodbold.«

Han erkender, at trangen til uddannelse også kan hænge sammen med, hvor mange penge man som spiller tjener, og hvor i verden man befinder sig.

»Hvis du tjener tilpas meget, så er behovet måske ikke så stort for at tage en uddannelse. Men for mig er det motiverende at kunne gøre det godt i to verdener,« bemærker Emil Ousager, hvis drøm på længere sigt er at komme ind i investeringsverdenen – og allerhelst ende som bankdirektør.

Holdkammeraten Søren Larsen har netop annonceret sit karrierestop til sommer, når hans kontrakt stopper. Fra en lang karriere i udenlandske klubber har Søren Larsen tjent godt. Men han har til gengæld ingen uddannelse.

Røv og nøgler

»Fodboldlivet er begrænset, og når vi er færdige, kan vi ikke noget. Vi står som 35-årige og kan intet. Jeg har en del erfaring, jeg kan tale tysk, svensk, engelsk, lidt fransk også, og jeg ved noget om at arbejde sammen med andre på et hold. Uddannelsesmæssigt er det røv og nøgler, jeg har ingen formelle kompetencer.«

Søren Larsen gik ud af gymnasiet for 12 år siden. Derefter er det blandt andet blevet til nogle kurser i kostvejledning.

»Men når man rejser rundt som spiller fra land til land, er det vanskeligt at studere. Jeg skulle også træne, jeg var væk i weekenderne, vi var på træningslejr, der var Champions League-rejser og Uefa Cup. Det er 20-25 undervisningstimer om ugen, man skal kunne følge, hvis man eksempelvis vil uddanne sig som fysioterapeut. Og selv om mit tyske er godt, kunne jeg næppe fuldføre uddannelsen i Tyskland,« siger han.

Han har de senere år, efter familien er flyttet hjem til Danmark, kunnet mærke, at han har lyst til at bruge hovedet igen.

Mange penge

»I perioder har jeg tjent mange penge, så jeg behøver ikke stresse for at uddanne mig. Det giver mig en ro. Hvis jeg nu ikke havde været dygtig, så ville jeg være mere afhængig af en fast indtægt lige nu og her. Jeg synes, jeg har et sundt forhold til penge, og jeg er velvidende om, at jeg har været heldig, men også dygtig. Jeg er taknemmelig og lykkelig, men jeg har fandeme arbejdet hårdt for det og opgivet mange ting for at nå mine mål. Jeg har kæmpet mange lange kampe. Så jeg har ikke dårlig samvittighed,« fastslår han.

Søren Larsen har derfor tid til at finde ud af, hvad han vil lave resten af livet. Eller i hvert fald når fodboldlivet stopper.

»Men jeg ved godt, at jeg ikke umiddelbart bliver hyret på erfaringer i en anden branche. Det kræver kvalifikationer, og som spiller står du på bar bund, når du stopper midt i 30’erne.«

Hjalte Nørregaards nuværende engagement med AGF stopper med udgangen af juni. Han er 32 år og kan ikke være sikker på, at klubben tilbyder ham en ny aftale. Eller en anden klub, for den sags skyld.

»Hvis AGF ikke vil forlænge, så må vi se, om der er andre, der kan bruge mig. Jeg bruger ikke energi på det, for det kan være, at andre træffer valget for dig. Fodbold går så hurtigt,« siger Hjalte Nørregaard, der de seneste år har tænkt over, hvad han vil beskæftige sig med, når fødderne ikke længere kan levere.

Fine lønninger

»Jeg tror, jeg skal lave noget inden for fodbold. Måske træner, men jeg ved det ikke endnu. Det har været hele mit liv. Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, forhåbentlig være med til at rykke noget hos den enkelte. Jeg har været i det så mange år og føler, jeg har en vis indsigt, som jeg gerne vil formidle videre, prøve det af for at se, om jeg har det i mig. Og det tror jeg, at jeg har,« siger han.

Hjalte Nørregaard har de seneste 14 år levet af at spille fodbold. Primært i Superligaen med en enkelt afstikker til hollandsk fodbold. Fine lønninger, men ikke så meget, så han kan smække benene op. Hvilket han heller ikke har lyst til.

»Når jeg har gået hjemme et par uger, så keder jeg mig. Så vil jeg i gang igen. Jeg synes, at jeg har verdens bedste job. Men jeg har heller ikke prøvet så meget andet. Jeg var i praktik som murer i 8. klasse. Men så gik jeg i gymnasiet, og så var jeg åbenbart rigtig god til at spille fodbold. Så sidder jeg her en del år efter. Generelt har jeg levet meget i nuet, og det er meget svært at planlægge en karriere. Det kunne jo være, jeg brækkede benet i morgen. Det var så den karriere,« siger Hjalte Nørregaard, som indtil videre planlægger at tage en træneruddannelse.

»Lige nu fylder det ikke så meget, men jeg er afklaret omkring det. Jeg kommer ikke til at frygte at stoppe. Så er det bare videre. Mens jeg er i det, vil jeg have mest muligt ud af det,« bemærker han.