Fortsæt til indhold
Aarhus

Fixerum splitter naboer

»Hvorfor skal det hele koncentreres ved Klostertorvet?« lyder kritikken. Andre forventer at finde færre kanyler og sprøjter i fremtiden.

Sarah Andersen

Næste år bliver der etableret et fixerum i lokalerne hos Kirkens Korshær i Nørre Allé, så misbrugere slipper for at stikke sig selv på gaden og rundtomkring i opgange.

Som det er nu, må misbrugerne ikke tage stofferne i varmestuen, men skal rende ind og ud. Det slipper de for i fremtiden, og det, tror jeg, vil skabe mere ro hernede.
Morten Aagaard, leder af Kirkens Korshær

Boligselskabet Olav de Linde ejer flere ejendomme i nærheden, og den administrerende direktør så gerne, at fixerummet blev placeret et andet sted i byen.

»I forvejen kommer der narkomaner i varmestuen hos Kirkens Korshær, som skaber uro, og nu kommer der en yderligere koncentration. Det er ikke klogt af kommunen at samle så meget ét sted. Vi oplever, at nogle folk ikke tør komme i vores ejendomme, som ligger i området, og vi har viceværter specielt til at gå at samle kanyler og den slags op,« siger Olav de Linde.

I 2011 blev indgangen til Kirkens Korshær rykket fra Nørre Allé til Klosterport, og det har ifølge Olav de Linde gjort situationen værre.

»I forvejen har vi Frelsens Hær nede om hjørnet i Klostergade, og den sammensætning er uheldigt tæt på hinanden. Det er en stor forringelse af vores værdier, fordi det er svært for os at finde lejere til vores bygninger i området,« siger Olav de Linde.

Ønsker en helhedsplan

Lederen af Kirkens Korshær i Aarhus er klar over, at flere naboer føler sig generet af misbrugerne, men han forventer, at både narkomaner og kanyler vil forsvinde fra gaderne.

»Som det er nu, må misbrugerne ikke tage stofferne i varmestuen, men skal rende ind og ud. Det slipper de for i fremtiden, og det, tror jeg, vil skabe mere ro hernede,« siger Morten Aagaard.

På Nørre Allé 31 ligger værestedet Allé Huset, som tager sig af folk med psykiske vanskeligheder. Afdelingsleder Vibeke Hulemose ser som Morten Aagaard perspektiver i at placere fixerummet hos Kirkens Korshær.

»Vi har problemer med, at narkomanerne bruger vores toiletter, og vi finder dagligt kanyler i vores gårdhave. Det skaber utryghed for de mennesker, som kommer i vores hus, og jeg håber, at de problemer vil forsvinde,« siger Vibeke Hulemose.

Færre sprøjter på gaden

Den optimisme deler Kim Lykke ikke.

Han ejer Ministeriet og Café Smagløs på Klostertorvet og oplever store problemer med både narkomaner, hjemløse og psykisk syge, som skaber uro.

»Jeg synes, at man skal lave en helhedsplan for det område. Fred være med, at fixerummet bliver placeret her, men det kræver, at socialrådmanden indser, at vi har et problem med en øget belastning i området,« siger Kim Lykke.

Hans Halvorsen (S), social - og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, vil placere fixerummet hos Kirkens Korshær, fordi mange af byens misbrugere i forvejen kommer i varmestuen.

»Jeg tror ikke, at det vil tiltrække væsentligt flere end dem, der allerede kommer i området, og vi ansætter minimum en person, som skal gå at holde orden i området. Nu skal man passe på med at garantere noget, men jeg tror næsten godt, jeg kan garantere, at beboerne i fremtiden vil finde væsentligt færre sprøjter og kanyler,« siger Hans Halvorsen.

Tidligere på måneden blev beboere omkring Nørre Allé inviteret til informationsmøde om fixerummet. Sagen forventes at blive taget op i byrådet inden sommerferien.