Fortsæt til indhold
Aarhus

Festugens nye bro

Festugen bygger sin egen Kattegatbro for at blive både kongelig og københavnsk.

Tina Bryld

Aarhus Festuge kan ikke vente på en bro over Kattegat.

Derfor vil den nu bygge sin egen forbindelse mellem hovedstaden og Aarhus, siger festugechef Jens Folmer Jepsen.

Han har inviteret Det Kongelige Teater til byen med et større program, ”København”, hvor Det Kgl. Kapel skal spille til festugens gallaåbning. Nationalscenen kommer desuden med to teaterforestillinger, en kammeropera og en ballet.

En ø på øen

»Nogle gange kan man synes, at Danmark lider af kulturel ”øficering”,« siger han.

»Vi kan opfatte København som en ø, men man kan også have fornemmelsen af, at københavnerne selv føler, at de har nok i sig selv. Nu vil vi sikre, at der er en sammenhæng, og hvis der er brug for en bro, bygger vi den gerne.«

Turné- og gæstespilchef Annette Berner, Det Kgl. Teater, kender fornemmelsen.

»Vi oplever tit, at jyder mener, at det er besværligt at komme i Det Kgl. Teater. Nu kommer vi dem i møde ved at komme til Aarhus, og det glæder vi os til,« siger hun.

Hun mener, at det er stort, at Det Kgl. Kapel skal spille til gallaåbningen, og at teatret for første gang har en premiere i Aarhus. Det sker med ”White Girl”, som er fra teatrets unge scene, Det Røde Rum.

»Det er både udfordrende og udviklende for os at spille så bredt i Aarhus. Politisk er der også et ønske om, at vi er mere i Aarhus. Derfor har vi også en aftale med festugen om, at det ikke er sidste gang, at vi er med,« siger hun.

Udover Det Kgl. Teater kan man også opleve københavnersamtaler mellem forfatteren Tor Nørretranders og dagbladet Informations redaktør Rune Lykkeberg samt samme dagblads skribent Rune Skyum-Nielsen og den sudanesiske Emmanuel Jal, fhv. børnesoldat, nu rap-stjerne, forfatter og menneskerettighedsaktivist.

Respekten for dansk kunst

Der er også københavnsk jazz på programmet i form af Jazzhus Montmartre samt flere film fra dokumentarfestivalen CPH:DOX.

»Når jeg er ude i verden, oplever jeg respekt om dansk kunst. Man kender Det Kgl. Teater og forbinder det med kvalitet, man omtaler CPH:DOX med stor respekt, og Jazzhouse Montmartre er internationalt elsket,« siger Jens Folmer Jepsen.

»Det smitter af på festugen, at vi kan forbindes med disse københavnske institutioner og kan skabe nye originale ting i samarbejde med dem. Det giver os lydhørhed ude i verden, så vi kan fortælle om de danske kvaliteter, der udgår fra Aarhus.«