Frederiksbjergs fodboldsjæl

Det tager ikke mange minutter at spadsere de få hundrede meter fra NRGi Park, AGF’s hjemmebane, og hen til fodboldanlægget på Frederiksbjerg, hvor ASA IF’s idrætsforening holder til.

Alligevel er det to yderpoler i aarhusiansk fodbold.

AGF arbejder med en kolossal struktur af talentudvikling, store budgetter og professionalisme, mens ASA’s fodboldafdeling er kendetegnet ved at være et socialt fællesskab, hvor frivillige trækker læsset.

Men faktisk er ASA IF’s fodboldafdeling noget særlig i forhold til AGF og andre klubber i byen.

»Det er den eneste fodboldklub i Aarhus, som ligger inden for Ringgaden,« siger flere af de frivillige i klubben uafhængigt af hinanden, når de skal nævne hemmeligheden bag det faktum, at idrætsforeningen for nyligt fejrede 80-års jubilæum.

»Placeringen har virkelig betydet meget, tror jeg,« forklarer Evelyne Sørensen, der er formand og pigetræner i ASA’s fodboldafdeling.

»Jeg træner en hel årgang af piger, som kommer fra tre forskellige klasser ovre fra Fjordsgades Skole, så jeg tror, at vi ligger godt for de forældre, der bor rundt omkring.«

Stedet er populært. Godt 500 medlemmer betaler kontingent i fodboldafdelingen, og der er ventelister på herresiden.

»En klub for alle«

På denne torsdag aften er der fuldt tryk på arealerne, og flere hold træner på samme tid.

Studerende spiller på syv-mandsmål, et seriehold bakser rundt mellem nogle kegler, drengespillere skyder på mål og et pigehold af teenagere spiller kamp mod Ry.

Alt sammen foregår i en grøn oase på Frederiksbjerg med Ringgaden som en fæstning, mens solen langsomt daler ned bag lejlighedsblokkene på Stadion Allé.

Inde i klublokalerne, der ligger i samme bygning som Aarhus Svømmestadion, er der fællesspisning for et ungdomshold i kantinen. Eller ”Tutten” som de kalder stedet.

Ingen ved rigtig, hvorfor det er navnet, men det har det altid heddet, lyder det.

Det er netop den slags traditioner, man holder fast i hos ASA, samtidig med at det sociale element altid har været en høj prioritet.

»Vi er en klub for alle og prøver at være meget sociale. Det går vi meget op i, og alle børn kan komme her, uanset om de kan spille fodbold eller ej, og det samme gælder for seniorerne, hvor vi ofte får folk ind, der aldrig har spillet før,« fortæller Evelyne Sørensen.

De gode anekdoter

Visionen om at give plads til alle i ASA flugter med de grundideer, der skabte klubben tilbage i starten af 1930’erne. Dengang var det med afsæt i Socialdemokratiets kulturpolitik, at ASA blev dannet, og det skyldtes, at man fra venstrefløjens side ønskede et modstykke til de borgerliges fokus på eliteidræt. Arbejderne skulle have et frirum, hvor de kunne mødes under kammeratlige forhold. Det lykkedes med tiden at skabe ASA, som står for Arbejder Sport Aarhus.

Det sociale samvær består troligt her i 2013, og den ånd, som er livsnødvendig for en forening drevet af frivillige, synes at være til stede.

ASA-ånden, hvor man får en sludder over en bajer i omklædningsrummet efter kampen, ”en bruse-bajer”, som formanden kalder det.

Eller når de gamle anekdoter hives frem til de årlige sammenkomster. F.eks. historien om dengang, da klubhuset ikke lå i forbindelse med Svømmestadion, men bare var et skur på størrelse med et kosteskab. Og historien om, at omklædningsrummet for herrerne engang var en ussel container, hvor regnen og blæsten piskede og susede ind fra huller og utætheder. Det var dengang, at modstanderne altid frygtede at møde ASA, fordi folk vidste, at faciliteterne var forfærdelige.

På den måde har ASA masser af sjæl, historik og et socialt sammenhold, der minder om en lille landsby. Det er en del af foreningens DNA.

Anders Pilegård

I dag er den utætte container væk og erstattet af ordentlige forhold, men anekdoterne lever videre, og et af de medlemmer, som husker flest, er Anders Pilegård.

Han er i dag pensionist, men i næsten en hel generation har han spillet fodbold i ASA, og i denne sæson fejrer han sølvbryllup med Old Boys-holdet.

»Jeg kom til i 1984, da min søn gik over på Fjordsgades Skolen, og ASA lå tæt på, og derfor blev det den lokale klub. I 1988 begyndte jeg så at spille Old Boys,« fortæller Anders Pilegård, der nærmest har haft alle kasketter på i klubben gennem tiden: spiller, træner, formand og nu som frivillig medhjælper i ”Tutten”.

De 25 år som spiller på ”forældreholdet”, som det kaldes, har dog ikke forbedret hans evner på banen. Tværtimod.

»Vi er efterhånden blevet så ringe, og dem vi spiller mod er lige så ringe og overvægtige, så det er det sociale, der er hovedparten i det. Man bliver her, fordi det er sjovt, og fordi vi har haft så mange gode tider. Vi kender alle historierne, og de bliver ikke ringere med tiden.«

Som en institution i klubben kender Anders Pilegård til et hav af de personer, som gennem årene har været i klubben. F.eks. var Marc Rieper, tidligere AGF-spiller, træner i klubben for nogle år siden, da han stod i spidsen for et drengehold, og i 80’erne begyndte Stig Tøfting at spille fodbold i ASA. Det var, inden AGF så potentialet i knægten.

Selv om ASA for nyligt gav slip på en af klubbens unge spillere, der skrev kontrakt med netop AGF, er talentudvikling ikke en del af foreningens mål. Elitesporten må vige for det sociale samvær i ASA, og det kan være en ulempe, forklarer formanden, Evelyne Sørensen.

»Nogle gange bliver det et problem på vores drengehold, fordi spillerne pludselig vil mere og er ambitiøse, og så forlader de klubben, men det er vilkårene i vores klub,« siger Evelyne Sørensen.