Grin, gråd og gys

Dronningen er kommet til Aarhus denne onsdag aften i maj. Ikke hende fra kongehuset, men det spirituelle Danmarks dronning, siden hun i 2000 blev landskendt fra tv-udsendelsen ”Åndernes Magt”. Hende, der giftede sig med en englænder og bosatte sig i London: Marion Dampier-Jeans.

For 125 år siden erklærede filosoffen Nietzsche Gud for død, men foreløbig er det kun Nietzsche, der er død. Der er stadig masser af troende, og i Lysets Hus tror man på, at vi alle lever videre som ånder efter døden. Ovenikøbet som ånder, de efterlevende kan få kontakt til. Eller det vil sige, som Marion Dampier-Jeans kan få kontakt til. Og andre medier, der ligesom hende har fundet det helt særlige telefonnummer til de døde. Eller rettere har et telefonnummer, som ånderne kender.

For det er den vej, opkaldene kommer fra, forklarer Marion Dampier-Jeans. Hun kan ikke vælge, hvilke ånder hun vil snakke med. De vælger hende, og det afhænger af de mennesker, som beder hende om hjælp til at få kontakt med deres afdøde pårørende. Som nu f.eks. denne onsdag aften i Aarhus, når Lysets Hus i anledning af 100-års jubilæet byder på klarsyn med dronningen fra London. Det var omkring 2000, hun første gang var her, men er siden kommet nu og da.

Draget eller bedraget?

Vi sidder midt i Aarhus. Spiritisternes hvide kirke i to etager klemt inde langs Posthussmøgen et stenkast fra Strøget.

I salen sidder vi ca. 150 gæster draget eller bedraget af Marion Dampier-Jeans. Der er nu ikke mange skeptikere. Det er de ihærdige, der er her. De, der har nået at købe billet tids nok for fire måneder siden, og som taler ivrigt, højt og forventningsfuldt om bl.a. tidligere møder med hende. For hver en mand sidder ca. 30 midaldrende kvinder.

Marion Dampier-Jeans sidder henslængt i den næsten kongelige stol på podiet. Hun deler scenen med en hvid Jesusfigur i en rundbue bag hende. Hun kan se os vente spændt, men også sig selv i form af et stort rødflammende malet portræt, der hænger side om side med malerier med bibelske motiver.

Nu kommer nogle forunderlige minutter, mens der stadig sludres. Hun taler hviskende ud i luften, kigger på noget, der er lige så synligt som ingenting.

Senere på aftenen lader hun os vide, at det er en fuld ånd, der ikke vil lade hende være i fred, og som har en besked til en af de fremmødte.

»Jeg tør næsten ikke spørge, men skulle der være en, der kender en fuld københavner,« griner hun ud til os senere og giver flere oplysninger om ånden.

En melder sig, og Marion Dampier-Jeans får bl.a. at vide, at hendes kusine, hans datter, har det rigtigt skidt, og han ville ønske, han kunne hjælpe.

Da aftenens klarsyn er færdig, forklarer Marion Dampier-Jeans i et interview, at hun gennemgår sine sanser en for en for at ende med den sjette sans.

»I et sekund ser jeg noget, og så begynder jeg at gå gennem alle mine sanser. Så begynder jeg at lugte, høre osv. Jeg kunne lugte hans tis og hans alkohol,« husker hun.

Det spirituelle gennembrud

Bettina Thomsen, formanden for Lysets Hus, byder velkommen. Hun beder en bøn til kærlighedskraften, og vi synger ”Det er i dag et vejr”. Det må være hos ånderne, for udenfor øser det ned. Bettina Thomsen smiler, kigger og taler til os, som var ordene gåsedun lige til at hvile hovedet trygt på.

Anderledes rå og usødet sprudler Marion Dampier-Jeans frem som det midtpunkt, hun er i aften. Hun skærer igennem med sine danske sætninger med tryk på de forkerte stavelser. Snakker direkte til folk blandt publikum ofte krydret med en høj latter og et »ikke sandt, dear?« og »er det ikke skønt?« med mange flere ø’er end strengt nødvendigt.

Marions intense blik under mascaraen kunne tæmme en tyr.

Hun vifter rundt med de fyldige arme og ben for at fortælle, men også for at vise, hvad ånderne gør, når der er kontakt. Som f.eks. dengang på tv, da hun begyndte at synge en sang og bevæge hænderne præcis som den sørgende piges afdøde bror og transvestit. Det kunne billeder vise efterfølgende.

»Det var den udsendelse, der fik danskerne til at rejse sig spirituelt og finde ud af, hvad jeg i virkeligheden kan,« erindrer hun.

Hun rejser sig og tager fat om sin mave, som var hun gravid. Griner lidt og siger så på engelsk: »Lad det hænge, ikke?« Hun griner selv højst af os alle og retter lidt på sin guldskinnende skræddersyede vest fra et besøg i Oman.

Vælg mig, vælg mig

Så er vi i gang. Ånderne har ordet. Gennem Marion Dampier-Jeans forstås. Det sitrer hos aftenens gæster. »Vælg mig, vælg mig,« tænkes der. Når hun efterlyser pårørende til en ånd, hun får præsenteret i brede vendinger, melder en håndfuld sig hurtigt, og man fornemmer en smule skuffelse og misundelse over ikke at blive udvalgt.

I løbet af den næste times tid er der vel en 10 stykker, som Marion Dampier-Jeans giver beskeder til fra ånderne. Nogle har karakter af gode minder, andre er beroligende og trøstende ord, som »vi har det godt og følger jer. Der er intet at bebrejde«, og så en del morsomme kommentarer og opfordringer. Som nu f.eks. den afdøde mors besked til sin datter, der er mødt op i aften i Lysets Hus. Via Marion Dampier-Jeans spørger moderen datteren, om datteren kan huske et margueritsmykke, og hvorfor hverken datteren eller søsteren går med det? Det må de gerne, lader hun forstå. Marion Dampier-Jeans ryster på hovedet af den afdøde mor og siger højlydt til hende:

»Jamen, jeg kan da ikke stå her og skændes med din datter.«

Hun vender sig mod datteren og siger: »Din mor synes, du skal gå med smykket. Det er så flot.«

»Joe. Smag og behag,« svarer datteren.

Vi andre brøler vores fælles latter ud.

Drag queens fra graven

En anden, der får kommentarer med fra de døde, er Susanne Demant, en lesbisk kvinde på 46 år. Hun er mødt op i aften med otte af sine veninder.

Det er hendes far, der er hul igennem til – lidt mod hendes vilje, for hun havde det ikke så godt med ham. Hun ved, det er ham, fordi Marion Dampier-Jeans præcist beskriver hans farveløse tatovering med symboler for tro, håb og kærlighed og hans irettesættende karakter.

Der er da også skideballer i luften. For at sjuske i forhaven og for ikke at reparere håndvasken. Hun vil vel ikke have en vandskade igen? Og sengen, der er alt for lav. Hun og ekskæresten ved siden af ligger flade af grin, for den seng har været en evig diskussion mellem dem, da de boede sammen.

Flere ånder har beskeder til Susanne Demant. Snart hører vi om drag queens fra hendes tid som bartender på en homobar i Odense.

Malerisk bliver de beskrevet, og Marion Dampier-Jeans går i spagat, så godt hun kan, og humper småskadet og fuld rundt på podiet, som var hun dem.

Minderne vælter frem, men hun spørger, om ikke vi skal stoppe her? Susanne Demant samtykker – en smule pinligt berørt.

Imens vi alle griner, tænker hun for sig selv, at hendes gøren og laden med ud-af-kassen-mennesker og hendes job som tidligere ejer af en pornoforretning nok vil forarge nogle, hvis ånderne bliver ved med at vælte ud af skabet her i aften.

Freaky uhygge

En anden af aftenens deltagere er 27-årige Danny Mastrup, der er ved at uddanne sig til journalist. En veninde havde slæbt ham med til hans første klarsyn.

»Som yngre var sådan noget med ånder freaky og ren uhygge, men nu er jeg mere nysgerrig og bilder mig selv ind, at jeg sommetider kan mærke nogle i rummet, selvom jeg sidder alene,« siger han.

Skepsissen forsvinder, og kæben hænger dybere og dybere, som aftenen skrider frem:

»Hun siger jo en del gange, at folk skal gå hjem og undersøge de ting, som de ikke lige kan genkende. Hvis det var sådan hele tiden, ville jeg ikke tro på det. Men hun er meget overbevisende og kommer med meget rigtigt, som hun på ingen måde kunne vide inden.«

Han er opslugt af Marion Dampier-Jeans’ karisma og forsikrer, at det ikke er sidste gang, han skal opleve sådan en aften med ånderne.

Plads til tårer

Det hele er ikke sjove anekdoter. Marion Dampier-Jeans får kontakt med både en pige, der på cykel blev kørt ihjel i Tilst, og et spædbarn, som hun forsikrer en af de fremmødte, at en ældre pårørende ånd tager sig af. Flere er døde af kræft og sender kærlige hilsener til deres kære i salen. Der synkes dybt, og tårerne triller. Pludselig råber Marion Dampier-Jeans:

»Så I det? Et eller andet sprang herover i hjørnet. Bum. Så I det?«

Nogle få nikker, men de fleste så intet andet end dronningen denne aften.

Hvad Nietzsche ville sige til sådan en omgang med ånder, er svært at sige. Men vi kan jo bede Marion Dampier-Jeans spørge ham selv, hvis han en dag kigger forbi Lysets Hus.