Tidsåndens hjørne

Hjørnet af Norsgade og Nørregade har i snart et århundrede været stedet, hvor tidsånden regerede. Det var særdeles søgt blandt ældre aarhusianere, da de var unge. Det var deres sted med en populær biograf og siden rammen om nogle af de første regelmæssige rockkoncerter i Aarhus. Musikken begyndte først, da ”Biografen” var revet ned i begyndelsen af 1960’erne, og en ny bygning var opført.

”Biografen” blev hurtigt savnet, da den lukkede. Det var ikke dens luksus, men udbuddet af populære film til yderst rimelige priser. 35 øre for en billet til eftermiddagsforestillingen kunne de fleste skaffe. Man sad egentlig ikke særlig behageligt, men den beskedne entré betød, at der heller ikke var råd til de overpolstrede sæder, som nogle af byens øvrige biografer kunne byde på.

Var man vant til ”Biografen”, var det lidt af en luksus at opleve Reginas store sal. Alt var bedre. Undtagen stemningen.

Her var ingen klaprende sæder, når helten forfulgte skurken på sin hest. Ja, end ikke et lokomotiv kunne følge med. Filmapparatet kunne heller ikke altid klare tempoet. Det var ikke uvant med tekniske uheld.

Støvsuger-pioner

”Biografen” åbnede den 29. september 1923 som byens femte, og åbningsprogrammet bød på en rejsefilm med titlen ”Med prins Wilhelm af Sverige på eventyr i Centralafrikas vidunderland”. At der var fuldt hus skyldtes, at der klogeligt også var en Harald Lloyd-farce på plakaten.

Ofte var alle de 330 siddepladser i ”Biografen” besat. ”Skal vi vædde en million” blev i 1932 opført 12 uger i Aarhus, både i Regina-teatret og i Biografen. I 1938 var 50.000 i ”Biografen” for at se ”Mille, Marie og mig” med Marguerite Viby i hovedrollen ifølge Århus Årbog. Ganske pænt i en by med knap 100.000 indbyggere.

Det var fabrikant Heinrich Dambmann, der i 1923 fik bevillingen til at drive den nye biograf sammen med fru Anna Guldbrandsen fra Aarhus Teater, en dygtig skuespillerinde, som byrådet ville anerkende og belønne.

Det var lidt af en overraskelse, at netop de to fik bevillingen, for deres kendskab til biografdrift var beskedent. Så var der A/S Fotorama, hvis direktør Oluf Jensen altid var klar til at yde økonomisk støtte til nye biografdirektører. Han overtog en halvpart, og derved fik Fotorama øget indflydelse og indtjening.

Heinrich Dambmann havde fået sin bevilling, fordi han ledte ”Fælleskontoret for Velgørenhed”, og det arbejde havde været så krævende, at hans egen læderfabrik ikke var blevet passet optimalt. I øvrigt var han også manden, der med firmaet Dansk Støvsuger-Kompagni gjorde det nye tekniske vidunder kendt i Aarhus.

Heinrich Dambmann var dagligt i biografen,. Før forestillingen gik han rundt og hilste på stamkunderne, og dem var der mange af.

Populær rockklub

Da Dambmann døde i 1936, førte hans enke og en svigersøn ”Biografen” videre i samme ånd. Det var billigt at komme ind, men i 1959 besluttede Aarhus Byråd, at det var slut. Der var åbnet nye biografer i forstæderne, svigtende indtægter kunne imødeses pga. fjernsynet, og det ville koste mange penge at modernisere ”Biografen”, der fremstod som ved åbningen 37 år tidligere. Stedet blev derfor lukket, og bygningen revet ned.

Det havde derfor sin egen ironi, at den bygning, der nu blev opført på hjørnet af Norsgade og Nørregade, husede en radio- og tv-forretning. Det er i denne bygning, at der skal indrettes 21 nye ungdomsboliger af Østjysk Bolig. Der bliver tale om nybyggeri, idet huset ryddes indvendigt og tilføres endnu en etage.

Dermed forsvinder sporene efter den danseskole, der lå over radio- og tv-forretningen. Her åbnede klubben ”Centrum Pop”, hvis medlemmer regelmæssigt fik adgang til rockkoncerter.

Ved åbningskoncerten den 26. april 1964 optrådte The Snakes, et lokalt orkester. Det varede ikke længe, før datidens bedste orkestre gæstede Aarhus. Der var koncerter med blandt andre Hitmakers, Beefeaters, Sir Henry & His Butlers, Lions, Peter Belli, Rock Nalle, Rocking Ghosts, Swinging Blue Jeans og det indonesiske Javalins, der ødelagde klaveret i Neergaards danseskole.

”Centrum Pop” var drevet seriøst, og end ikke aviserne skældte ud, men de forstod måske heller ikke oprøret mod den såkaldte småborgerlighed i musikken og det lange hår.

Man lavede også støttekoncerter, og i februar 1965 blev der ifølge bogen ”Rock i Aarhus” samlet 2000 kr. ind til unge handicappede på institutionen Solbakken.

To år efter, at det var begyndt, lukkede ”Centrum Pop”. Stedet fik konkurrence fra Boom i Frederiksgade, der var indrettet i Jyllands-Postens gamle trykkerilokale, som blev ledigt, da avisen i 1964 flyttede til Viby.