Gode råd på det rigtige tidspunkt
DukaPC begyndte i 2009 med en iværksætters telefonsamtale med sin farmor. Virksomheden skulle slå sit image fast, da den vandt Iværksætterprisen 2012. Med prisen fulgte et kærkomment mentorforløb med en erfaren reklamekvinde.
For tre år siden fik iværksætteren Lars Peter Larsen en usædvanlig fødselsdagsgave af sin farmor. Hun hjalp ham til at få den idé, som i dag har gjort ham til en succesfuld iværksætter.
Tilbage i oktober 2009 ringede farmoren for at ønske tillykke med fødselsdagen. Under samtalen kom de til at tale om it, og den ældre kvinde fortalte, at hun ærgrede sig over aldrig at have lært at bruge en computer.
Lars Peter Larsen satte sig derfor for at finde en computer til hende, men der fandtes ingen computer, som tog hånd om farmorens behov. Iværksætterilden tændtes, og Lars Peter Larsen satte sig for at skabe den pc.
En forsimplet pc
Sammen med Erik Hougaard har han i dag skabt dukaPC, der sælger ældrevenlige computere. På tre år er virksomheden, der ligger i Tilst, vokset til at beskæftige 30 medarbejdere.
Takket være et særligt program fremstår en dukaPC som en forsimplet pc. Computeren indeholder kun de mest gængse funktioner som e-mail, Facebook, tv- og vejrudsigt, og alt fra bredbånd til e-mail er sat op ved levering. Computeren er klar til brug, når den er sat i stikkontakten.
Endelig sikrer en hotline og den trykfølsomme skærm, at det er let for seniorerne at navigere mellem de 12 store knapper, som i praksis udgør computeren.
I disse tider kan det hele godt blive meget navlebeskuende, så jeg synes, at man skal hjælpe, hvis man har overskuddet til det.Mette Hejl, direktør for reklamebureauet Pravda og mentor for dukaPC
Iværksætterprisen
Sidste år vandt virksomheden Iværksætterprisen. Præmien var to mentorer: administrerende direktør for reklamebureauet Pravda, Mette Hejl, og adm. direktør for TradeBench, Rasmus Sommerskov.
Mentorforløbet gav dukaPC mulighed for helt unik sparring.
»Uvildig validering er sjælden, for ligegyldig hvem vi taler med, kan vi ikke være sikre på deres motiver, fordi de ofte gerne vil sælge os en ydelse, men det er ikke tilfældet med mentorerne,« siger stifter og medejer af dukaPC Lars Peter Larsen.
Også mentor Mette Hejl har bemærket den særlige stemning.
»Der har været en helt anden stemning om arbejdet, fordi det ikke har været forretning. Jeg har lært en virksomhed at kende helt nøgent, og det har været helt specielt,« siger hun.
Nyt image
Helt konkret betød mentorforløbet, at dukaPC fik hjælp til at skabe det image, som virksomheden bruger, når de markedsfører sig selv.
»Da vi vandt prisen, var vi i gang med at bygge vores image op. Der har Mette Hejl haft en stor finger med i spillet, fordi hun har så stor erfaring med markedsføring,« siger Lars Peter Larsen.
Han understreger, at det langt fra er alle Mette Hejls råd, de har fulgt. I de tilfælde, hvor de ikke har fulgt dem, har hendes indvendinger gjort, at de har truffet bevidste valg. Og det har mindst lige så stor værdi, mener han.
Inspireret mentor
Det har da heller ikke været mentor Mette Hejls forventning, at alle råd blev ført ud i livet. Hun har set det som sin opgave at rykke virksomheden mest muligt, og derfor har nogle råd krævet større mod og indsats end andre.
»Der er mange veje at nå en målsætning, og min rolle har også været at udfordre på de store takter, udover blot at spille lavpraktisk bold,« siger hun.
For Mette Hejl har det været helt naturligt at hjælpe en iværksættervirksomhed på vej.
»I disse tider kan det hele godt blive meget navlebeskuende, så jeg synes, at man skal hjælpe, hvis man har overskuddet til det, for man kan lære noget af det,« siger hun.
For hende har forløbet med dukaPC betydet, at hun har fundet inspiration i de nystartede iværksætteres vindermentalitet.