Der bliver drøn på Strandvejen
Den 22.-24. juni køres Classic Race Aarhus for tredje gang i området ved Mindeparken.
Georg Gisselmann ser bekymret til, mens Ford Mustang, Ferrari, Porche og den gamle Cadillac V8, som feltmarskal Montgomery i de gamle sort/hvide filmklip vinker fra under triumftoget gennem Danmark efter befrielsen i maj 1945, med dunkende udstødning betræder det græstæppe, han så sirligt passer og plejer.
Filtenborg Palæets gartner er netop færdig med at trimme de skarpe græskanter og må nu være vidne til, at de klassiske biler køres i position på plænen til ære for fotograferne. I bestræbelserne på at få placeret sin BMW 2002-sportsvogn perfekt foran den historiske bygning ved Strandvejen laver fondsbestyrelsesformand Niels Brøchner sågar hjulspin.
»Jeg har selv givet dem lov til at køre ind, hvis græsset var tørt. Og det er det,« erkender gartneren og kører væk med sin trillebør.
Aftale med TV3
Alle hestekræfter er sat ind for at sikre en succesfuld afvikling af dette års Classic Race Aarhus, som finder sted om en måned - den 22.-24. juni. Der er etableret et samarbejde med TV3, solgt 17.000 billetter i forsalg og købt CO2-kvoter, som så rigeligt skulle modsvare afbrændingen af de forventede 7.000 liter benzin.
»Løbet bliver CO2-neutralt. Classic Race er en fond, som støtter børns trafiksikkerhed og et grønt miljø gennem bedre biler. Det skal også være det reneste løb, og derfor er der sat ekstra folk af til at rydde op,« fastslår Niels Brøchner.
Minder fra Le Mans
Classic Race Aarhus kommer til at byde på et felt af klassiske racersportsvogne - bl.a. Aston Martin DB2, Ferrari Testa Rossa, Jaguar C- og D-Type - som i 1950'erne og 1960'erne var med til at sætte deres præg på 24-timers løbet Le Mans. Der vil være store felter med historiske GT- og standardvogne fra de tre årtier efter Anden Verdenskrig, ligesom der vil være moderne Formel 1-racere, der kan accelerere fra 0 til 200 km/t på 6 sekunder.
Mens teknikrådmand Bünyamin Simsek (V) på pressemødet i går kunne udtrykke sin tilfredshed med at stille veje til rådighed for et arrangement, som matcher byens visioner, og direktør Claus Bech fra Aarhus Cityforening glædes over, at Classic Race Aarhus tiltrækker flere og flere gæster, som vil shoppe, spise og drikke under opholdet, var løbets race organizer Ole Markussen nærmest begejstret.
For ifølge den tidligere racerkører er motorløb ikke kun for øjnene. Det er også en oplevelse for ørerne.
En formel-1 skriger
»En Formel 1-racer, som trækker op ad Oddervej, skriger med sine knap 20.000 omdrejninger i minuttet næsten dyrisk. Det kan give kuldegysninger. De gamle klassikere med deres maksimalt 5.000 omdrejninger brummer mere harmonisk og kraftfuldt,« lyder forklaringen.
Ud over at lytte til motorlyde glæder han sig til at se racerbiler, som er blevet kørt af Michael Schumacher og legendariske Ronnie Pettersson, og den Williams, som Damon Hill i 1996 vandt verdensmesterskabet med.
»Du kan godt glæde dig. Der kommer biler, som ikke før er set i løb her i landet,« lover Ole Markussen.