Fortsæt til indhold
Aarhus

Josephine Touray kæmper for karrieren

To slemme knæskader truede med at sætte en stopper for Josephine Tourays karriere. Nu skal hun finde tilbage til sit tidligere niveau.

Lad det være sagt med det samme. Det er en klasseforstærkning, som SK Aarhus har fået sig i den 28-årige fløjspiller Josephine Touray. Når hun spiller på det niveau, som hun på landsholdet har vist, at hun besidder, så er hun blandt verdens bedste på sin position.

På den måde er det et kup, at det er lykkes for ledelsen at få hende til Århus. Men det er også en håndboldspiller, der kæmper for at komme tilbage til verdenseliten efter to alvorlige knæskader. Den sidste faktisk så slem, at lægerne forberedte hende på, at hendes karriere nok var slut.

»Da jeg blev opereret i november 2007, var der ikke rigtig nogen, der vidste, hvad der var i vejen. Jeg kunne godt selv mærke, at det var skidt. Men det var da en hård besked at få, da jeg vågnede op fra narkosen og fik at vide, at sæsonen var slut, samt at jeg måske ikke ville komme til at spille håndbold igen,« siger hun undervejs i interviewet ude ved Vejlby-Risskov Hallen - holdets gamle hjemmebane.

Et liv uden for banen
Hun virker frisk, og hun virker mest af alt glad for atter at være en aktiv del af et hold. Den seneste knæskade holdt hende væk fra håndboldbanerne i 10 måneder. Når holdkammeraterne spillede kampe, tog det hårdt på Josephine Touray, der stædigt genoptrænede i fitnessrummet for at komme tilbage efter skaden. Men selvom det var en hård tid, så lærte hun også, at der er et liv uden for håndbolden.

»Jeg syntes selvfølgelig ikke, at det var fedt at være skadet, men det var faktisk sundt nok. For jeg kom til at tænke over nogle ting, og jeg kom til at tænke over, at det jo faktisk er slut en dag. Jeg har fået et mere afslappet forhold til spillet, altså, jeg kan jo godt stadig leve, selvom jeg ikke spiller håndbold. Og jeg kan godt have det godt, selvom jeg ikke kan spille,« siger hun.

Ud at rejse
Det skal dog ikke forstås, som at det er en mættet Josephine Touray, der er kommet til klubben. Livet som håndboldspiller er stadig noget, der kan betage den 28-årige højrefløj.

»Jeg synes virkelig, at livet som håndboldspiller er fantastisk. Jeg ville ikke bytte det væk for noget andet, ellers var jeg jo stoppet, da jeg blev skadet. Men jeg glæder mig også til at skulle noget andet, og jeg skal rejse verden rundt med det samme, når jeg er færdig med at spille,« forklarer hun.

Men først skal den to-årige kontrakt med SK Aarhus opfyldes. Og når man snakker med Josephine Touray, der er noteret for 115 A-landskampe, om den kommende tid i Århus, så mærker man tydeligt, at hun glæder sig.

Håndbolden fylder alt
Det bliver nemlig et vigtigt år for hende. De to bruskskader slider mod hinanden i knæet, og hun skal først og fremmest bevise over for sig selv og omverdenen, at bentøjet stadig kan holde til håndbold på højeste niveau.

»Uanset om jeg selv får lov at sige stop, eller mit knæ gør det for mig, så vil det blive hårdt den dag det sker, for håndbolden har fyldt alt. Det bliver noget helt andet, og jeg tror, at det kræver en omstilling. Men de her 10 måneder, siden jeg sidst spillede en kamp, der har jeg tænkt en masse tanker. Jeg vil ikke sige, at jeg er afklaret, men jeg ved godt, at jeg kan noget andet. Der er jo ikke noget at gøre, hvis min krop ikke vil længere,« siger Josephine Touray.

Sammen med sine nye holdkammerater går hun en spændende sæson i møde. Nye kræfter er kommet til, og især på målmandsposten ser holdet stærkt ud med både Karin Mortensen og Rikke Poulsen. I midterforsvaret har Tanja Medved allerede imponeret, så en plads i slutspillet må derfor være et yderst realistisk mål for de neongule spillere. Den første del af sæsonen vil fokus primært ligge hos den nye højrefløj. Ikke nok med at hun skal præstere, knæet skal også kunne holde til belastningen som professionel håndboldspiller.

»Jeg er bare glad for, at jeg endelig skal spille. Jeg tænker ikke over, om det nu er slut i morgen eller til sommer. Hvis jeg ikke kan spille, så kan jeg ikke spille. Så er der ikke noget at gøre ved det, men det kan jeg. Selvfølgelig kan jeg det,« slår hun fast med et smil.