Fortsæt til indhold
Aarhus

Fra tennis til fodbold

Maiken With Pape har haft en kometkarriere i dansk fodbold, som skyldes en stædig tro på egne evner og bitre erfaringer fra en lovende tenniskarriere, der sluttede brat.

Af RASMUS ELGAARD

Med en ambitiøs tilgang har Maiken With Pape om nogen vist sig som en komet på dansk idræts stjernehimmel. Den 29-årige århusianer er en vaskeægte vindertype, der på ganske få år har skiftet en lovende tenniskarriere ud med en velscorende indsats på fodboldbanen.

De sportslige resultater i både fodbold og tennis er slående, og Maiken Pape er overbevist om, at det skyldes store personlige krav.

»Jeg har svært ved at acceptere egne fejl. Det er en fordel, fordi man presser sig selv, men også en ulempe, fordi man ikke altid kan indfri de ambitioner, man sætter sig selv,« siger Maiken Pape, der er en af de få unikke historier, hvor en dansk idrætsperson når til tops i to sportsgrene.

»Jeg forventer resultater i alt, jeg laver. Jeg laver ikke noget, hvor det bare bliver middelmådigt, for sådan ser jeg ikke mig selv,« siger Maiken Pape, der i en lang årrække slet ikke dyrkede fodbolden, fordi tennissporten betød alt.

Tennisketsjeren har nu for længst fundet vej til den berømte hylde, og når hun reflekterer over den karriere, gik den ikke helt, som hun havde håbet.

»Jeg føler, at jeg fejlede lidt, for jeg vidste, jeg havde et stort talent. Jeg kan godt være ærgerlig over, jeg ikke gjorde mere ud af det og ikke tog de chancer, som jeg havde,« siger Maiken Pape.

De svære valg

Det er efterhånden ni år siden, Maiken Pape forlod sit århusianske ophav, hvor hun i barndomsårene i VRI havde fornøjet sig med både fodbold, håndbold og tennis. Hun blev dog i en ung alder nødt til at koncentere sig om bare en ting. Det blev tennis.

Som 19-årige flyttede hun til hovedstaden for at træne på Team Danmarks Center, hvor træningsmængden ofte var fem timer om dagen. Målet var at blive den bedste.

»Det var midt i en periode, hvor man som ung træffer nogle svære valg. Når man er ung, betyder det sociale liv rigtig meget, men hvis man vil være bedst i sport, kræver det, at du sætter alt andet til side. Det var svært dengang,« siger Maiken Pape.

Hun lagde alle kræfter i den sportslige karriere, og gennem et par år rejste hun rundt og deltog i internationale turneringer. Men pludselig sagde hun stop.

Hun begyndte i stedet at studere, og de nedtonede ambitioner gav plads til at leve et liv, som de fleste andre unge.

»Man rejser meget alene som tennisspiller, og jeg kunne ikke mere til sidst. Men de lærepenge, jeg fik ved ikke at give det en chance, har betydet, at jeg i dag ikke føler, jeg ofrer noget ved at sætte andre ting til side for fodbold,« siger Maiken Pape, der stadig er medlem af tennisafdelingen i B93.

I februar 2004 meldte hun sig ind i fodboldklubben Skjold på Østerbro i København, hvor hun startede på et beskedent niveau på klubbens sekundahold.

Egoistisk tankegang

Samtidig stoppede tenniskarrieren helt.

»Det var en blanding af at have lyst til fodbold, og det at være en del af et hold igen. Som tennisspiller er man dybt egoistisk, og der eksisterer ikke andet end dig selv,« siger Maiken Pape.

På rekordtid blev hun en etableret målsluger på Skjolds bedste mandskab i 1. divisionshold og fik dermed hurtig succes i en sportsgren, hun ikke havde dyrket, siden fodboldstøvlerne var ganske små.

»Jeg tror, jeg kan blive verdensmester i alt, så jeg var ikke så overrasket. Da jeg så fandt ud af, hvor niveauet lå, kunne jeg godt se, at jeg kunne avancere rimelig kraftigt,« siger Maiken Pape, der efter to år i Skjold skiftede til det bedste hold herhjemme.

Brøndbys danske mestre har siden foråret 2006 været århusianerens fodboldbase, hvor personlig succes har været det største mål. Maiken Pape er ikke er i tvivl om, at den egoistiske tankegang er et levn fra tennistiden.

»Jeg tænker på mig selv, før jeg tænker på holdet. Jeg tror også, jeg bliver irritereret på medspillere oftere, end de andre gør. Jeg har været vant til, at hvis jeg gjorde det godt, gik det også godt. Det med at være afhængig af andre, er en ting, jeg ikke har håndteret før,« siger Maiken Pape.

Største skuffelse

For knap to år siden fik Maiken Pape sin første af foreløbig 23 landskampe og leverede såmænd også en debutscoring i venskabsdysten mod Schweiz.

Angriberen fik siden gjort sin indflydelse i VM-kvalifikationen gældende, da hun endte som matchvinder i den afgørende kamp mod Finland. Scoringen sendte Danmark til VM i Kina, hvor de danske forhåbninger under slutrunden dog led et knæk, og den hurtige exit var en stor nedtur.

Efteråret bød dog på en endnu større skuffelse for den ellers sejrsærgerrige sportskvinde. To klare nederlag til Sverige betød farvel til OL i Beijing og hendes største sportslige drøm.

»OL har for mig altid været det største, og det var den chance, jeg havde for at komme med. Det er en underlig følelse at være så tæt på noget, man har drømt om, siden man begyndte med at dyrke sport, og så misser man,« siger Maiken Pape.

På vej ud igen

Angriberen var i sidste sæson suveræn hjemlig topscorer, da hun for anden gang blev dansk mester med Brøndby. Før forårets kampe er hun nummer to på topscorerlisten og har dermed trods en relativ kort karriere bevist sig værd på topplan.

»Jeg vidste fra starten, at min levetid i fodbold blev kort. Jeg havde nok haft nogle andre mål, hvis jeg for eksempel var begyndt som 20-årig. Så er jeg sikker på, jeg kunne være blevet en af de bedste angribere i verden. Men det bliver nok lidt svært nu,« siger Maiken Pape, der har kontrakt med mestrene til nytår.

Selv om hun netop har fundet drømmelejligheden på Vesterbro tæt på Istedsgades larm og virak, som hun holder så meget af, ønsker hun alligevel at rykke videre. Hun har fået et godt tilbud fra Brøndby, men forhandler også med en klub i Norge og en i Sverige.

Manglende udsigt til OL med landsholdet og europæiske kampe med Brøndby, der blev ekspederet ud af UEFA Cup'ens kvartfinale, er årsagen til, at kometen vil videre her og nu.

»Jeg synes, den danske liga er alt for ringe. Der er for mange kampe, hvor vi kan spille på 50 procent og nærmest på et ben og alligevel vinde. Jeg har fået det ud af det i Danmark, jeg kan, og jeg føler, jeg fodboldmæssigt stadig har muligheder, som jeg gerne vil teste. Sådan en chance vil jeg ikke misse igen,« siger Maiken Pape med tilbageblik på tenniskarrieren, der ikke indfriede de ambitioner, vindertypen stadig har.

sport@jp.dk