Den fordelagtige besættelse

Under Besættelsen var det århusianske erhvervsliv principielt underlagt de samme vilkår, som gjaldt for erhvervslivet i den øvrige del af landet.

Først og fremmest måtte erhvervsorganisationerne, arbejdsgiverne og arbejdstagerne følge politikernes eksempel og tage udgangspunkt i den foruroligende kendsgerning, at Danmark med ét var blevet afskåret fra sine vestlige handelsforbindelser, og at opretholdelsen af samfundsøkonomien og levestandarden nu afhang af Tysklands evne og vilje til at levere de mangelvarer, vi plejede at importere fra England.

På den baggrund var det ganske naturligt, at hensynet til landets forsyninger blev en stadig mere dominerende del af regeringens økonomiske politik, og da de civile tyske myndigheder i Danmark bl.a. havde til opgave at sikre samfundslivets uforstyrrede fortsættelse, blev opretholdelsen af den danske økonomi også et vigtigt element i den tyske politik.

Samarbejde eller kollaboration?

Ud fra en principiel betragtning var erhvervslivets samarbejde med besættelsesmagten altså både forståeligt og nødvendigt, men hvor gik grænsen mellem samarbejde og profitorienteret opportunisme eller mellem samarbejde og kollaboration?

Svaret på dette spørgsmål er kompliceret, men det er værd at bemærke, at den statslige regulering af økonomien var så gennemgribende, at samtidens aktører sjældent havde grund til at være i tvivl.

Da en tidligere funktionær i et notorisk værnemagerfirma efter krigen blev bedt om at konkretisere, hvad der havde været lovligt, og hvad der havde været ulovligt samarbejde, lød det kontante svar: »Da vi begyndte at producere udstyr til tyskernes feltkøkkener, vidste alle, at vi gik over stregen«.

Den pågældende virksomhed var et af provinsens største automobilværksteder, og funktionærens udtalelse er et godt eksempel på, at ulovligt samarbejde med besættelsesmagten meget ofte bestod i, at en virksomhed kastede sig over nye, krigsrelaterede forretningsområder. For regeringen og erhvervsorganisationerne var det nemlig magtpåliggende at undgå krigsbetingede forskydninger i erhvervsstrukturen, og derfor afslog man så vidt muligt at godkende ordrer, der lå uden for leverandørens normale forretningsområde.

Visse leverandører valgte imidlertid at bruge deres tyske forbindelser som murbrækkere, fordi de danske myndigheder i praksis var tvunget til at lade Nationalbanken finansiere selv nok så tvivlsomme ordrer, hvis Værnemagten insisterede.

Derby-Johannsen gik forrest

I Århus gik håndværksmesteren Willy Johannsen forrest i det ulovlige samarbejde med Værnemagten. Før besættelsen drev Johannsen svejsefirmaet Derby i Grønnegade, men så snart han øjnede de nye muligheder, udvidede han sit forretningsområde betragteligt.

I første omgang etablerede han en maskinfabrik og dernæst et skibsværft, og da begge virksomheder var fuldt belagt med tyske ordrer, kan man roligt sige, at Derby-Johannsen gjorde sit til at skabe forskydninger i erhvervsstrukturen. I offentligheden blev Johannsen især berygtet for de fester, han holdt for sine ordregivere repræsentanter for Værnemagten.

Juridisk set vejede det imidlertid noget tungere, at han udførte arbejder for mindst 20 millioner kroner (400 millioner nutidskroner) uden at indhente de behørige tilladelser hos de danske myndigheder, og det gavnede heller ikke hans sag, at han købte olie på den sorte børs for at klare den tyske efterspørgsel på reparationsarbejder. Han blev efter krigen idømt en længere fængselsstraf.

Mens Johannsens ulovlige samarbejde med Værnemagten var et typisk udtryk for profitorienteret opportunisme, lå der andre motiver bag de kollaborationsbestræbelser, der udgik fra Århus Oliefabriks direktør, Thorkild Juncker.

Efter krigen blev Juncker idømt en fængselsstraf for sin aktive deltagelse i de danske nazisters forsøg på at løbe det parlamentariske system over ende, og da han desuden plejede privat omgang med notoriske krigsforbrydere som Reinhard Heydrich, Otto Ohlen-dorf og Werner Best, var hans meget omfattende kollaborationsbestræbelser udtryk for andet og mere end profitorienteret opportunisme.

Olie-direktør med ambitioner

Som formand for Udenrigsministeriets Østrumsudvalg bestræbte Juncker sig naturligt nok på at skabe kontakt til de tyske myndigheder, der havde kompetencen til at afgøre tvisten om ejendomsretten til Århus Oliefabriks tidligere datterselskab i den lettiske by Libau.

Mens Baltikum var under sovjetisk herredømme, var datterselskabet blevet nationaliseret, og det lykkedes faktisk Juncker at få Det tyske Østministerium til at indsætte Århus Oliefabrik som forpagter af fabrikken i Libau, indtil forholdene måtte gøre det muligt at træffe den endelige afgørelse vedrørende ejendomsretten. Derimod havde Juncker ikke held med sine bestræbelser på at importere oliefrø fra de tysk-besatte områder i Sydøsteuropa, og som helhed var Århus Oliefabrik en af de danske virksomheder, der blev hårdest ramt af afspærringen mod vest.

Dette afholdt imidlertid ikke Juncker fra at koordinere de danske bestræbelser på at bidrage til Tysklands såkaldte økonomiske nyttiggørelse af Østrummet. Et af de firmaer, der drog størst fordel af Junckers arbejde, var den nystiftede århusianske virksomhed Produktionsselskabet Undergrunden.

En af firmaets stiftere, sagførerfuldmægtig Knud Gravgaard, havde nære relationer til Juncker, og takket være Junckers tyske forbindelser fik Undergrunden i sommeren 1942 koncession på udvinding af olie i det tysk-besatte Polen. Her udførte firmaet nogle ganske omfattende borearbejder, og da det lykkedes Juncker at presse regeringen til at lade den dansktyske clearingkonto finansiere Undergrundens arbejde, kom Nationalbanken til at betale for den århusianske virksomheds deltagelse i Tysklands forbryde-riske udbytning af det besatte Østeuropa.

Selvom kollaborationen kom til udtryk på mange forskellige måder, kan kollaborationsbegrebet ikke bruges som fællesnævner for erhvervslivets gøren og laden under besættelsen. Tværtimod bakkede langt den største del af erhvervslivet op bag regeringens og embedsmændenes bestræbelser på at regulere økonomien på en sådan måde, at samfundet som helhed fik størst muligt udbytte af samarbejdet med besættelsesmagten.

Danmark tjente på Tyskland

Mange historikere og journalister har fokuseret på de fordele, Tyskland opnåede i kraft af det økonomiske samarbejde med lille Danmark, men man bør ikke overse, at Danmark faktisk havde langt større materiel fordel af samarbejdet end Tyskland.

Den relativt beskedne danske landbrugseksport, der almindeligvis tillægges en helt urealistisk betydning for ernæringstilstanden i Tyskland, var således en afgørende forudsætning for, at Tyskland forsynede os med kul, jern, metal og andre livsvigtige varer, og den ekstraordinære industrieksport var ligeledes af vital betydning for den danske samfundsøkonomi.

Ved at modtage tyske ordrer sikrede de pågældende virksomheder sig nemlig også tyske råstoffer og materialer til bearbejdning for det indre danske marked, og desuden var den ekstraordinære industriproduktion ofte en forudsætning for, at virksomhederne kunne fastholde deres faglærte arbejdskraft og holde sig a jour på det teknologiske område.

At afvise tyske ordrer var således ensbetydende med, at man svækkede sine muligheder for at klare sig i den internationale konkurrence efter krigen. I Århus var A/S Frichs, kølefabrikken Sabroe & Co. samt De forenede Automobilfabrikker blandt de vigtigste af de virksomheder, der deltog i den ekstraordinære industriproduktion for tysk regning. Frichs´ samarbejde med de tyske myndigheder er særligt interessant, fordi virksomheden modtog sin første tyske ordre på fremstilling af lokomotiver, inden der var indgået bindende regeringsaftaler om den ekstraordinære industriproduktion.

I 1941 legaliserede de danske myndigheder imidlertid dette uautoriserede samarbejde ved at oprette en slags opsamlingsliste for de ordrer, danske virksomheder havde modtaget inden juli 1940, da de danske og tyske regeringsudvalg indgik den første aftale om de ekstraordinære ordrers art og omfang.

Frichs først med tyske ordrer

Herefter flød de tyske ordrer i en lind strøm, men paradoksalt nok var Frichs´ produktion af lokomotiver for dansk regning utvivlsomt af større betydning for besættelsesmagten end de tyske ordrer, fordi den danske togdrift i praksis blev indarbejdet i Reichsbahns køreplaner.

Ud fra et dansk synspunkt var det imidlertid altafgørende, at produktionen på Frichs kunne opretholdes, og på lokalt plan var fastholdelsen af beskæftigelsen naturligvis af kolossal betydning for byen og for fabrikkens omkring et tusinde arbejdere og funktionærer.

Med hensyn til Sabroe & Co. fremlagde virksomheden i 1947 et regnskab, der viste, at værdien af firmaets eksport var syv gange større i 1946/47 end i det foregående regnskabsår, og som helhed er Sabroes historie et typisk eksempel på, at den ekstraordinære industriproduktion ikke kun var til Tysklands fordel. I øvrigt kan det tilføjes, at samtidens danske erhvervsledere ikke så noget odiøst i Sabroes arbejde for tysk regning. Tværtimod blev virksomhedens administrerende direktør, Axel Gruhn, i 1942 indvalgt i Industrirådet.

Vigtige reparationer

Som datterselskab af Ths. B. Thrige A/S havde De forenede Automobilfabrikker hovedsæde i Odense og filialer i København, Aalborg, Esbjerg og Århus. Samlet set klarede virksomheden sig særdeles godt under Besættelsen, hvilket i sagens natur ville have været umuligt, såfremt man ikke havde haft tyskerne som kunder.

I Esbjerg specialiserede man sig i fremstilling af kølevogne til byens fiskeeksportører, og i Århus levede man især højt på reparationer af Værnemagtens biler. I 1942 havde reparationerne taget et sådant omfang, at det blev nødvendigt at opføre nye og større bygninger på Kystvejen, og De forenede Automobilfabrikker er et godt eksempel på, at det sagtens kunne lade sig gøre at udvide (eksisterende) forretninger og at tjene penge på tyskerne uden at komme i karambolage med de retningslinier, politikerne havde udstukket for det økonomiske samarbejde.

En af disse politikere, Landstingsmand J.P. Stensballe fra Venstre, var i øvrigt formand for De forenede Automobilfabrikkers bestyrelse. Sammenfattende må det understreges, at erhvervslivets samarbejde med Tyskland havde andre og langt vigtigere aspekter end visse erhvervsdrivendes fortjenester.

For at holde et samfund i gang, må der tjenes penge, og alle tjente på tyskerne: Landmænd og fiskere, entreprenører og arbejdere på de tyske byggepladser, leverandører af ekstraordinære industrielle ordrer, ejere og ansatte på de hoteller, forlystelsessteder og udskænkningssteder, der havde besøg af tyske tropper. Selv det offentlige tjente tykt på besættelsen.

Store offentlige indtægter

I Direktoratet for Vareforsyning skovlede man nærmest penge ind på de gebyrer, virksomhederne måtte betale for at få de nødvendige tilladelser til at handle med tyskerne, og i Århus tjente kommunen gode penge på driften af byens havn, der i løbet af besættelsestiden fik stor betydning som udskibningssted for tyske tropper og materiel til og fra Norge. Vigtigere end pengene er imidlertid varerne.

Hvis der ikke er noget at købe, forsvinder incitamentet til at producere og tjene penge, og uanset om man vælger at være forarget over visse landmænds, visse fabriksejeres eller visse arbejderes indtjening, bør man anerkende det samlede erhvervslivs vellykkede indsats for at opretholde befolkningens levestandard under Besættelsen.

En afgørende del af denne indsats lå i at skabe et eksportoverskud, der gjorde det attraktivt for Tyskland at levere de varer, vi manglede, og rent faktisk præsterede tyskerne ganske betydelige modydelser.

Eksempelvis viser statistikkerne over værdien af den dansktyske samhandel i årene 1941 og 1942, at Tyskland samlet set leverede flere varer til Danmark end omvendt, og selvom billedet skiftede i anden halvdel af besættelsesperioden, fik vi som helhed bemærkelsesværdigt meget ud af det økonomiske samarbejde med Tyskland.

jpaarhus@jp.dk