Hedninge i Hareskoven

Stilheden er stærk. I det blafrende lys fra fakler og store stearinlys har 25 hedninge denne stjerneklare forårsnat dannet en ceremoniel cirkel rundt om en stendysse i en lysning i Hareskoven.

Omkranset af kulde og af skovens dybe mørke stirrer de fremmødte stift frem foran sig. Et øjeblik er der så stille, at det er som om, man kan høre vintergækkerne slå kuskeslag.

»Cirklen er lukket,« erklærer Pelle Bull - den ene af denne aftens to udklædte goder (hedningepræster) pludselig med høj og højtidelig stemme.

Det er lørdag nat, og de 25 mennesker, der står om stendyssen, er alle mødt op for at fejre forårets komme og gudinden Freja med oldnordiske ritualer. Et såkaldt jævndøgnsblót.

Ud over et par nysgerrige sjæle, der er til blót for første gang, er alle tilstedeværende medlemmer af Forn Sidr (Den forne Skik) - Ase- og vanesamfundet i Danmark.

Alle deler de troen på de gamle oldnordiske guder så som Odin og Thor. Og mens de fleste danskeres kendskab til deres oldnordiske fortid indskrænker sig til at spille Viking-Lotto om onsdagen, vil Hedningesamfundet i år søge Kirkeministeriet om at blive en anerkendt trosretning. Lykkes det, vil Pelle Bull og andre goder blandt andet kunne gifte de asetroende.

Mælk og aske i panden

Denne lørdag nat er det dog jævndøgnet, der højtideligholdes:

Ud af cirklen træder Morten Grølsted (alias Grölheim), nattens anden gode. I skindklædt hue og dragt synger han en oldnordisk hyldestsang mod himlen. Derefter tager han en skål og maler alle i panden med indholdet. Det er indvielsesritualet. Til disse blót hugger de asetroende ofte hovedet af en hane eller en hare og bruger blodet derfra til at smøre i panden. I aften er blandingen dog mindre brutal - den består af mælk og aske.

Herefter spørger Pelle Bull, om nogle har noget, de vil have indviet. Fem går frem fra cirklen og lægger knive og amuletter på stendyssen. Repræsenterende hver sit verdenshjørne træder fire mennesker ud af cirklen og peger frem for sig, mens Pelle Bull taler om gudernes kraft.

Morten Grølsted tager en plasticpose frem med korn i. Den knitrer underligt nutidigt. Han synger igen på oldnordisk, lægger kornet i et hul i jorden, slår et æg i stykker og planter en gren i hullet. Så siger han:

»Guder, som er viet dette blót, modtag dette offer,« hvorefter han splasker en kande mælk ud over stendyssen.

Med sig har han også en ti-liters plasticdunk fyldt med hjemmebrygget mjød, som han fylder op i et drikkehorn på størrelse med en gammeldags litercola. Pelle Bull siger:

»Det er blevet forår. Den skønne tid, hvor mennesker skal formere sig. I aften hilder vi de guder, vi synes om. Hil Odin!,« råber han, holder hornet højtideligt mod himlen og drikker, mens alle råber: »Hil!«

Hornet går rundt i cirklen, der skvulpedrikkes og råbes: » Hil Odin!«

Hornet fyldes på ny og går rundt.

Igen og igen: »Hil! Odin! Hil Freja! Hil Brave! Hil Thor! Hil Heimdal! Hil! Hil! Hil!« Råbene giver genlyd i skoven.

»Jætterne på dette sted skal heller ikke mangle,« siger Morten Grølsted og hælder et ordentligt skvæt mjød ud på jorden.

Nu skal der ofres. Korn og stål. Tina Madsen går rundt til cirklens medlemmer og giver hver en lille håndfuld korn og en knappenål, der skal symbolisere stålet. »Pas på, I ikke taber det « hvisker hun, hver gang hun deler ud. Efter goden går alle nu rundt i cirklen og hen til et gnistrende bål i baggrunden for at smide offergaven.

»Cirklen er åben!« råber Pelle Bull.

Og puf! Væk er magien. Helt væk.

Øl og grillmad

Selskabet - hvoraf de fleste er klædt, som var de i virkeligheden til møde i en beboerforening - skynder sig hen mod det varme bål, griner og snakker afslappet. Én skynder sig at tænde for den mobiltelefon, han af goden inden ceremoien fik at vide skulle slukkes, og ringer på livet løs. Der knappes øl op, pølser lukkes ud af pakninger, grillbakker smides på bålet og fra Seven Eleven-poser kommer sandwiches frem - blótmaden er ikke specielt hellig.

I kredsen sidder en pige i tyverne, der ikke ønsker at medvirke i denne historie. Hendes mor, der er forbundet med den katolske kirke, må ikke vide, at hun er til stede.

Ved siden af hende sidder 24-årige Carsten Jensen, der er til blót for første gang og ikke kender andre af de fremmødte.

»Jeg prøver forskellige ting af. Jeg har hørt om Forn Sidr og fandt mødet i aften på Internettet. Jeg er her for fællesskabet - for at sidde rundt om et bål i stedet for at gå på diskotek lørdag aften. De oldnordiske guder har altid interesseret mig, og jeg er her for at finde ud af, om dét her er noget for mig. I forvejen kender jeg en del til det, der hedder Wicca - det er gammeldags heksekraft,« siger Carsten Jensen, der ikke ønsker at besvare yderligere spørgsmål om sit kendskab til heksekraft.

14 kg tung brynje

I mængden skiller 22-årige Ian Ibæk Møller sig ud. På sin overkrop bærer han en 14 kilo tung jernbrynje, op ad armene har han forede lædermanchetter, rundt om livet bærer han en stor kniv og sit øl (som er almindelig påskebryg, indtil den mjød han brygger derhjemme, er færdig) drikker han af et stort mønstret ko-horn.

Hornet er købt i Fredensborg Indkøbscentral, og brynjen er oprindeligt indkøbt som et hegn i en trælasthandel. Det har taget Ian Ibæk Møller et halvt år at nitte hegnet om til en brynje.

»Jeg har bekendt mig til ase-troen de sidste fem år. Siden jeg var lille, har jeg været interesset i den mørke middelalder. Det her er min skæbne,« siger Ian Ibæk Møller, der også laver oldnordiske gude-skupturer, selv designer nye oldnordiske mønstre og samtidig har startet en helt ny vikinge-gruppe i Roskilde.

»Jeg bruger ofte "Havamael" - Den højes tale - som er ase-troens svar på de ti bud. Frem for kristendommens skelnen mellem godt og ondt skelner vi asetroende mellem orden eller kaos. Det handler om at have orden i sig selv og i naturen. Om at bruge naturen og få hjælp af den. Og det handler om, at hvis man har drømme her i livet, så skal man selv gøre noget ved det,« siger Ian Ibæk Møller, hvis klare favoritgud er Odin - guden, der står for sejr, visdom og kreativitet.

Ians tunge brynje får én af de andre i kredsen til at spørge: »Har du nogen sinde prøvet at svømme i dén der?« Ian griner tilbage som svar.

"Den sande danske tro"

For 39-årige Tina Madsen er ase-troen svaret på en livslang søgen. Hun er her i aften med sin kæreste og går Forn Sidr´s ansøgning om at blive anerkendt som trossamfund igennem, skal de to rituelt giftes af en gode.

»Det her er den sande danske tro. Jeg har siden 2. klasse været fascineret af det oldnordiske, og det har nok bare siddet og sovet i mig. Når det tordnede, da jeg var barn, sagde min mor altid: "Nå, nu er Thor nok ude at køre med sine geder". I starten var min mor dog ikke specielt begejstret for, at jeg blev medlem af Forn Sidr. Hun troede, det var en slags Scientology. Men nu har både hun og min omgangskreds i øvrigt accepteret det,« siger Tina Madsen, der ofte bruger sin tro i dagligdagen

»Før, efter og under et blót får jeg en utrolig styrke, som jeg kan bruge i hverdagen. Jeg beder Odin om at holde mig i hånden. Han hjælper mig og giver mig psykisk ballast,« siger hun.

Hun vil begraves i en gravhøj

Tina Madsen tænker en del på døden og vil som sine forfædre gerne begraves i en gravhøj.

»Hvor jeg kommer hen efter døden er en smule usikkert. De faldne krigere kommer jo til Valhalla, men hvor kvinder og børn kommer hen, har ase-troen ikke svar på. Min egen version er, at jeg genfødes,« siger hun.

Ved siden af hende sidder Pelle Bull, den 61-årige gode. Han har været ase-troende i over 30 år og er en af i alt 11 goder, der er uddannet i hedningenes mange ritualer gennem gruppen Yggdrasil.

Tilladt at tisse på dyssen

Efter ritualet er det dog ikke ligefrem hellighed, den 61-årige udstråler, som han sidder der ved bålet og spiser en sandwich fra en kiosk. Konstant kommer han med vittigheder (som blandt andet handler om, at han er Danmarks flotteste).

Pelle Bull, der er jøde, mindes sit første blót tilbage i tresserne i Birkerød.

»Dengang anede vi jo ikke, hvad mjød var, så i stedet blandede vi en kande - eller en støvle - med snaps, porter og citronvand,« siger han og skynder sig straks at advare mod bornholmsk mjød:

»Det er lavet af agurker. Det smager ad helvede til«.

Pelle Bull fortæller, at tingene, der blev brugt ved ceremonien, kun er hellige, så længe ceremonien står på.

»Bagefter er det lige meget. Hvis folk vil gå op og tisse ved stendyssen, må de gerne det, « siger han.

På festen at dømme ser det ud, som om en del vil få brug for det. Der drikkes allerede heftigt, der ristes pølser og mad på bålet og snakken går livligt.

»Det bedste ved mjød er, at det aldrig giver tømmermænd,« griner Pelle Bull.