FC Aarhus fik intet ud af flot fight
Hjemmeholdet havde både chancer og spil, men et brændt straffespark ødelagde gejsten og holdet tabte 0-3.
FC Aarhus er stadig uden sejr efter sæsonens 10 turneringskampe, da holdet tabte 0-3 i går mod gæsterne fra B1913, der ligger lunt midt i rækken.
Holdet leverede ellers en flot indsats med masser af gejst og vilje, og fik samtidig vist, at holdet kan spille sig frem til målchancer, men efter et brændt straffespark til FC Aarhus, overtog B1913 spillet.
Hjemmeholdet lagde ud med højt tempo og pressede godt frem af banen, men det første slag, der skulle vindes, var kampen om midtbanen, hvor begge hold fightede godt for at holde på bolden.
På højrekanten kom Rasmus Svenningsen mere og mere med i kampen, og han var konstant en fare for gæsterne fra B1913, der havde svært ved at stoppe hans hurtige ryk på kanten.
Det var også fra hans fod det første farlige angreb kom, da han spillede bolden ind foran mål, hvor Frank Krogsdal var tæt på med et hovedstød, men bolden røg over mål.
Kun 10 minutter senere havde Krogsdal atter et skudforsøg, da han fik fat i reposten efter et langskud fra Stig Haaland, men B1913´s målmand stod i vejen.
Alligevel fik gæsterne presset spillet tilbage på FC Aarhus banehalvdel, og havde inden pausen tre store chancer.
Den første headede B1913 over målet, mens målmand Henrik Bundgaard leverede en pragtredning, da B1913 atter fik mulighed for at heade tæt på mål, og sidst reddede målstolpen et skudforsøg.
Den fight, spillerne har manglet i flere af de tidligere kampe, var atter fundet frem, kæderne hang godt sammen, og FC Aarhus blev ved med at presse på, men flere store målchancer blev det ikke til.
Brændt straffe
I anden halvleg var holdene igen meget jævnbyrdige, og først efter 20 minutters spil fik Frank Krogsdal kæmpet sig frem til en løs chance, da B1913-målmanden tabte bolden i feltet, men chancen blev ikke udnyttet og efter en del klumpspil, kunne B1913 sparke bolden væk.
Krogsdal kom atter i søgelyset, da han kort efter blev sat til at sparke straffespark, efter at Rasmus Svenningsen blev fældet i feltet, men B1913's målmand, Danny Carlsen, havde luret sparket og reddede skuddet fra Frank Krogsdal.
Og spillerne fra FC Aarhus nåede næsten ikke at ærgre sig, før de kunne hive mundvigene en tak længere ned, da B1913 udnyttede chokket til at score ved Kim Engstrøm.
Gejsten forsvandt
Målet ødelagde ikke FC Aarhus-spillet, men gejsten forsvandt, og kort efter kunne Kim Engstrøm score sit andet mål til 2-0, og FC Aarhus kunne ikke gøre meget ved B1913´'s sidste scoring.
Den eneste overraskelse FC Aarhus kunne hive op af hatten, var da nøglen til sponsorbilen skulle uddeles. Ugens profil-nøglen gik nemlig ikke til en spiller, men derimod til holdleder Poul Henning Kirkegaard.