Anklageren anklager pressen

slagsmål og skyderier karakteriserer særlige miljøer i et ellers forholdsvis fredeligt

bysamfund. Statistikker dæmper ikke den krybende angst. Vicepolitimester Villy

Sørensen maner dog til besindighed:

»Den voksende angst kan kun bekæmpes

med reel information. For et par år siden diskuterede man - igen - voldssagernes voksende antal. Anmeldelsestallet - ikke voldssagernes antal - var steget. Pressen var ikke interesseret i den vinkel. Dramaet savnedes.«

»Vi oplever kriminelle handlinger af en karakter, vi aldrig har set før. Der er sket en brutalisering med knive og skydevåben, men ikke i det omfang, det gøres til. De meget alvorlige episoder drejer sig årligt kun om en snes på landsplan. Selv en stigning på én er derfor procentuelt kraftig.«

Det fastslår vicepolitimester Villy Sørensen, der har været anklager i Århus siden 1981. Han advarer mod at opfatte vold som et entydigt begreb. Episoderne spænder fra lussing til attentat.

Ekkoet fra bilbomben, der for en uge siden detonerede i parkeringshuset på Hotel Atlantic, skræmmer stadig århusianerne. Attentatet mod den 38-årige Henrik Nielsen skete, før rædslen over, at den ligeledes 38-årige Frank Larsen blev dræbt med skud fra et oversavet haglgevær på Frederiksgade, havde lagt sig.

Byen er blevet en anden. Knivstikkerier, narkohandel, hærværk, druk, brutale slagsmål og skyderier karakteriserer særlige miljøer i et ellers forholdsvis fredeligt bysamfund. Statistikker dæmper ikke den krybende angst.

Politiarbejdet er blevet vanskeligere. Antallet af tilståelsessager har ændret sig i nedadgående retning til fordel for domsmandssager, hvor den anklagede nægter. Det skyldes til dels kulturelle og sproglige problemer.

Mange udlændinge stoler ikke på politi, anklager og domstole. De nægter så lang tid, de kan. Det medfører øget krav om arbejdskraft og voksende udgifter.

Skræmmende sceneri

»Den optimale voldelige kriminalitet er drab og drabsforsøg,« siger Villy Sørensen. I 1982 blev der i Danmark dømt 37 for drab eller drabsforsøg. 15 år senere blev der dømt 36. Den situation har ikke ændret sig op til i dag.

»Der er ikke belæg for at tale om voksende vold, men 17. oktober 1997 blev jeg på Åboulevarden skræmt - ikke personligt bange - men skræmt af scenariet ved og omkring landsretten. Det var i forbindelse med sagen mod manden, der dræbte den professionelle bokser, Racheed Lawal. De kæmpende grupper havde bevæbnet sig med køller, skovle, haglgevær, pistol og andet godt. Det var skrækkeligt.

Jeg mødte i grundlovsforhøret om lørdagen Det er altså ikke rart at gå på arbejde, når retsbygningen må beskyttes af en hær af politifolk. Det havde jeg ikke forestillet mig, da jeg blev ansat som fuldmægtig i 1969. På det seneste har vi fået vagtmand i retsbygningen, hvad vi aldrig har haft tidligere. Det skyldes sager, hvor der - undertiden uventet - opstår uro og tumulter.«

Lukkede miljøer

På spørgsmålet om, hvad der foregår i hovedet på folk, der, som det skete ved drabet på Frank Larsen, går på gaden med et oversavet haglgevær ladet med kugler til vildsvine- og bjørnejagt, svarer Villy Sørensen:

»Der findes miljøer, som vi ikke ved nok om. De har deres egne kampe, deres egne "domstole" og egen strafudmåling.«

Bilbomben minder om actionfilm. Er tv-fiktion blevet virkelighed ?

»Det er da forfærdeligt, hvis vi skal til at have et realistisk forhold til den slags. Problemet er, at undergrundsmiljøer med den angst, de skaber, sørger for, at politi- og anklagemyndighed aldrig får de informationer, der skal til, for virkelig at komme efter dem. De er mere bange for hinanden end for systemet.«

Den udbredte bekymring blandt borgerne over udviklingen i Århus er vel regulær nok. Hvad er årsagen?

»Pressen skriver meget mere om vold end tidligere. Interessen er rettet imod enkeltsager og enkeltpersoner.

Her er en symbiose med politikere, der har lyst til genvalg. Hvis de kan tage en enkeltsag op, kan pressen få mere at skrive om. På den måde bliver politikerne kendte.«

Mediernes forenkling

Villy Sørensen ser forenklingen som en tendens:

»Jeg tror, at den skyldes to ting.

Der er for mange tv-kanaler. Man skal lave slagnumre, billeder, hurtige beslutninger, hurtige spørgsmål og svar, men uden baggrundsviden. De har den muligvis, men bruger den ikke. Nyhedsformidlingen kører uden baggrundsoplysninger.

Aviserne er næsten nødt til at følge med for at blive solgt.

Tag straffesagen mod MiljøTeam Århus. Interessen i pressen gik ikke på, hvad sagen drejede sig om. Spørgsmålet var, hvor vidt man kan gå for at lægge pres på en medarbejder, man ønsker at fyre.

Omtalen gik på, hvem der beskyldte hvem for at være elsker til hvem. Det var privatlivet, man interesserede sig for.

Pressen forklarer ikke, hvordan det strafferetlige system fungerer.

Thorsen/Trads sagen med den forfalskede PFA-garanti er et af de mest gruopvækkende eksempler på pressens optræden. Retsmødet var alvorligt for de implicerede, men det blev refereret som en fodboldkamp. Underholdning.

Dette ikke er USA. I retsplejeloven pålægges både politi og anklagemyndighed at være objektiv. Man skal sørge for, at de skyldige bliver dømt, men også at de uskyldige slipper fri.

Hvis man har vidner, udtaler nogle sig til gunst for og andre imod den anklagede. Det er anklagerens forbandede pligt at sørge for at alle kommer til orde. Pressen burde fortælle, at dette ikke er en sportskamp, hvor man hiver folk ud, tager andre fra udskiftningsbænken og sender dem på banen for at score.«

Fremgår det ikke af reportagen?

»Nej, det fremgår aldrig af reportagen!«

Hvorfor?

»Det drejer sig om at sælge papir.«

Procedure i pressen

Villy Sørensen ser en tendens til, at man forprocederer sager i pressen.

Men det sker vel med forsvarernes bistand?

»Jo, jo de lever jo af det - ligesom aviserne,« siger han.

Mener du, at advokaterne bevidst bruger aviserne?

»Ja.«

Kan du give eksempler?

»Ja, men det vil jeg ikke. Nå, ok. Tag den verserende sag, hvor politifolk er tiltalt for at have lækket oplysninger. Den blev kraftigt procederet i hvert fald om udskydning, før sagen overhovedet kom for i stedet for at vente og lade retten tage stilling, når man havde hørt alle informationer.«

Påvirker det sagen?

»I en domsmandssag er to af dommerne lægmænd. Der er risiko for, at de kan blive påvirket af en folkestemning.

Jeg vil så tilføje et par eksempler på, at retten ikke har ladet sig påvirke. Det ene var, da en ung mand døde efter vold på Rådhuspladsen i Århus. Der var demonstrationer og fakkeloptog igennem byen. Gerningsmanden blev dømt for vold og ikke for drab, hvad der var rigtigt.

Det andet eksempel på, at retten holdt hovedet koldt uanset pressedækningen, var i forbindelse med den såkaldte massevoldtægtssag fra Bispehaven. Jeg deler forargelsen over det skuespil, mødre og søstre opførte efter domfældelsen af de unge mænd. Der blev råbt og skreget. Men hvis tv ikke havde været så interesseret i at skabe uro, kunne man have blot have ladet være med at vise al den råben og skrigen.«

Opgaven er vel at skildre virkeligheden?

»Jeg ved det, men tænk på hvor mange gange du efter bataljen på Åboulevarden efter Lawal-sagen har set de samme billeder, selv om det ikke længere var en nyhed. Man dramatiserer aktuelle informationer med gamle billeder.

Den voksende angst kan kun bekæmpes med reel information. For et par år siden diskuterede man - igen - voldssagernes voksende antal. Anmeldelsestallet - ikke voldssagernes antal - var steget. Pressen var ikke interesseret i den vinkel. Dramaet savnedes.«

Modet til at vidne

Har vi fået organiseret kriminalitet

»Narkohandelen foregår mere eller mindre organiseret. Vi har grupper med mange kriminelle, men Århus er ikke nær så belastet som f.eks. Odense. Selv rockerkrigen passerede Århus uden skader. Vi havde ikke én episode.

Senere virkede rockerloven med dens forbud mod uniformering, ophold i klubhuse med mere. Den blotlagde, at det var legitimt at se på den form for forbrydelse med foragt og at sige noget, hvis man havde set noget. Den indgød folk mod, så de turde vidne.«

Udvikling med ballade

I en tid, da individualiseringen og globaliseringen presser den danske befolkning til mange forskellige valg, vokser modsætningerne. Ønsket om et samfund forankret i dansk tradition og kulturelle værdier kan ikke forenes med en historieløs fremskridtstro i blind hast mod et multikulturelt samfund.

Tilstedeværelsen af 300.000 mennesker af udenlandsk herkomst med andre sprog og religioner sætter en problemfyldt dagsorden. Et mindretal af de forholdsvis mange fremmede fylder voldsomt i den daglige registrering af forbrydelser. Balladen er indbygget i den udvikling. Villy Sørensen advarer dog mod, hvad han ser som tilbøjeligheden til at lede efter syndebukke.

Krav til udlændinge

»Flygtninge og indvandrere påvirker vores arbejde. Specielt kan det være svært at finde en velegnet tolk, der kan det pågældende sprog. Det drejer sig om tunge sager.

Indvandrerne skal overholde loven i det land, hvor de flytter ind. De samme krav ville blive stillet til os i et arabisk land.

Det er ikke os, der skal indrette os efter dem, men dem, der skal rette sig efter vores lovgivning.

Kun et forsvindende mindretal af udlændingene er kriminelle. Det er synd for mennesker, der gerne vil integreres, gerne overholde lovene, at de bliver slået i hartkorn med folk, som absolut ikke vil.

Når indvandrernes børn bliver kriminelle, stiller vi uhyrlige krav til deres forældre. Har du nogensinde i pressen set danske forældre til kriminelle blive skældt ud for, at ikke har passet på deres børn. Jeg kan ikke huske det.

Hvis vi har en 17-årig voldsmand, der er lyshåret, født i Danmark af danske forlældre, så er de første man skælder ud på ikke hans forældre, brødre, søstre, onkler og tanter. Det er ham selv. Sådan må det være. Hvis folk begår en strafbar handling, skal de selv bære prisen.«

Bombedrønet fra parkeringsdækket på Hotel Atlantic chokerede dem, der kom forbi den lørdag middag i september. Alle tal fra årsopgørelser over forbrydelser syntes uden mening. Grænsen mellem mareridt og virkelighed blev sprængt til et næsten surrealistisk udtryk midt i en by, der året forinden havde oplevet en voldsom indignation over en pølsevogns eksplosive endeligt.

»Gu' ve' om folk ikke opfatter den rædselsfulde episode som meget fjern,« undrer Villy Sørensen sig.

»Folk på stedet, der hørte drønet og oplevede politibiler og ambulance, må have været forfærdede. De må have opfattet alvoren, men i tv har alt den samme afstand uanset om det sker i New York eller Vejle.«

Århus på vrangen

I sin rolle som chefanklager ser Villy Sørensen til daglig Århus på vrangen. Han er alligevel ikke pessimist.

Han har ikke tal på de gange, han mundtligt, telefonisk og skriftlig er blevet truet med hævnakter. Han stoler på, at folk som annoncerer deres hensigter kun sjældent fører dem ud i livet og konkluderer:

»Danmark er et utrolig fredeligt land. Man kan da altid gå i fred på gaden, selv når man møder stamkunder.«