Aarhus Teater i delemusical
Odense Teater bliver samarbejdspartner for næste sæsons musical, "Miss Saigon".
De to store provinsteatre, Aarhus Teater og Odense Teater, går sammen om opsætningen af musicalen "Miss Saigon" i sæsonen 2001/2002. Forestillingen får premiere i Århus den 7. september næste år, mens premieren i Odense følger en måned senere.
Det er ikke første gang, de to teatre indgå i et samarbejde - senest arbejdede de sammen om Danmarkspremieren på musicalen "Fame" i 1999.
Musicalen "Miss Saigon", der er en kærlighedshistorie i Vietnamkrigens dramatiske kulisse, er skabt af Claude-Michel Schönberg og Alain Boublil, der opnåede berømmelse for musicalen "Les Misérables".
"Miss Saigon" sættes i scene af den engelske instruktør og koreograf, Lisa Kent, der også tidligere har arbejdet for Aarhus Teater, og som er aktuel som koreograf og iscenesætter af "Piraterne fra Penzance".
Arbejdet med "Miss Saigon" er allerede gået i gang, og der vil være audition på Aarhus Teater den 29. oktober. JP