Fortsæt til indhold
Aarhus

Dårlig AGF-omtale skader Århus

Af Inge Sørensen, J.L Heibergs Vej 29, Åbyhøj

MIN INTERESSE for sport, og måske især fodbold, ligger på et forholdsvis lavt niveau.

Men alligevel kan jeg ikke undgå at bemærke, at medierne er fulde af beretninger om AGF.

Det er jeg temmelig træt af, for efter min mening får Århus herved en masse negativ omtale. Derfor må der ske noget nyt på fodboldfronten i Århus, nemlig ved at få dannet en ny klub i stedet for AGF.

Jeg vil hermed opfordre de østjyske fodboldklubber til at tænke visionært og realistisk, idet jeg mener, at der må kunne dannes en ny østjysk storklub - FC Østjylland? - bestående af fodboldklubber fra Århus, Randers og Horsens.

Professionel fodbold i dag er jo at sammenligne med private virksomheder, hvor der sker mange fusioner. Man ser af og til, at arvefjenderne slutter sig sammen, eksempelvis MD og Kløver Mælk, Novo og Novo Nordisk. Hermed er ideen givet videre til fri afbenyttelse, men det vigtigste er under alle omstændigheder at få stoppet uroen omkring AGF. Det er lidt for trættende næsten hver dag at blive mødt med artikler om AGF. Ganske vist er det medierne, der ser AGF-føljetonen som godt stof, men det er jo dog AGF selv, der leverer indholdet.