AGF overlever krisen

de muligheder fremtiden bringer, skriver Erik Hall, der ikke føler,

at den kritik Ole Brandenborg

har rejst i et interview i JP Århus den 24/9 er saglig og relevant.

HVIS DET følgende bærer præg af arrogance, bedreviden og mangel på ydmyghed, er det ikke tilsigtet, men resultatet af en mere end 50-årig tilknytning til AGF.

Det er noget arveligt, et særligt AGF-gén, vi medlemmer må bære som en tung byrde gennem tilværelsen.

Den konklusion er jeg kommet til efter ivrig læsning af de mange udtalelser fra kloge fodboldhoveder, der ikke alene ved alt om krisen i AGF Kontraktfodbold A/S, de kan også pege på årsagerne, og minsandten om de ikke også har løsningen.

Jeg gør mig ingen illusioner om, at jeg kan flytte ret mange mentale hjørneflag med dette beskedne bidrag til sangen "AGF i krise, nu grynter alle grise," men når Ole Brandenborg udtaler sig så ubegavet og nedladende, som tilfældet er i JP Århus den 24. september, er der alligevel grund til et par kommentarer.

Først et par usandheder, der ikke bør stå alene.

Ole Brandenborg skriver, at AGF i 80'erne kun modstræbende »gik med på den professionelle vogn.«

Det er ikke rigtigt.

Brandenborg glemmer, at det var AGF'eren Poul Hyldgaard, der var primus motor ved indførelsen af betalt fodbold i Danmark. Det havde han fuld opbakning til i AGF's styrende organer, og det var da også kun naturligt, at AGF spillede en ledende rolle i denne udvikling.

Ens ledelsesstruktur

»AGF's ledelsesstruktur og traditioner er amatøragtige.«

Det er lidt uklart, hvad Brandenborg mener, når han siger AGF, men jeg går ud fra, at han mener AGF Kontraktfodbold A/S. At ledelsesstrukturen her skulle være stort anderledes end i de fleste klubber i Faxe Kondi Ligaen, tror jeg ikke på. Det kunne være rart med dokumentation for denne og de øvrige letkøbte påstande.

Det er jo en lodret løgn, at moderklubben AGF aldrig vil afgive magt. Det har den faktisk allerede gjort og på intet tidspunkt afvist at afgive yderligere magt, hvis det er hensigtsmæssigt.

Retfærdigvis må det dog indrømmes, at de virkelig har været hurtigere til at købe spillermadrasser i Ikast end i AGF.

Brandenborg nævner her en detalje, som utvivlsomt spiller en stor rolle for resultaterne i Faxe Kondi Ligaen.

Vi bliver ikke skånet for Brandenborgs mening om Jens Harmsen, der slet ikke kan bruges til noget som helst i denne sammenhæng, mens Flemming Poulsen, Lars Bastrup og Marc Rieper er de helt rigtige folk at knytte til klubben i en krisesituation!

Flemming Poulsen spiller fodbold i Brabrand IF, og det skal han da have lov til, Lars Bastrup har mig bekendt fundet indhold i tilværelsen i en helt anden verden end fodboldens, og Marc Rieper har vel knapt afsluttet sit aktive fodboldliv.

Ekspertise kræves

Ole Brandenborg tager det for givet, at en professionel karriere i sig selv kvalificerer til en ansvarsfuld post i et børsnoteret selskab.

De tre eks-landsholdsspillere skal være velkomne til at gøre en indsats i AGF, men Brandenborg gør sig end ikke ulejlighed med at komme med forslag til i hvilken sammenhæng, de skal bruges.

Han ved nemlig godt, at tidligere topspillere ikke ligefrem står i kø for at udføre et stykke arbejde for deres gamle klub. Der er heldigvis undtagelser, i AGF f.eks. Per Bech Andersen og Jens Harmsen.

Sure rønnebær

Jens Harmsen er den foreløbig sidste træner, der har gjort AGF til dansk mester, og man sidder desværre med en fornemmelse af, at rønnebærrene er sure for Ole Brandenborg, der i 1990 som træner i AGF fik mulighed for at virkeliggøre sine visioner om, at fodbold først og fremmest skal være præget af kondition og løbearbejde.

Men tilskuertallene dalede i takt med, at spillets kedsommelighed steg, og efter ni måneder måtte AGF fyre Ole Brandenborg, der heller ikke efterfølgende kunne overbevise Ikast om sine kvalifikationer.

Nu sidder Ole Brandenborg så i DBU som historielærer og selvbestaltet fodboldfilosof, der omkostningsfrit kan udtale sig om alt mellem himmel og jord. Og det skal han da have lov til, også om AGF.

Hans bidrag til sæbeoperaen om AGF er ikke uvæsentlige.

Hvad de mangler i seriøsitet, har de så rigeligt i underholdningsværdi. Et gammelt ordsprog siger: "I nøden skal man kende sine venner."

Måske er det mere betydningsfuldt, at man i krisesituationer får øjnene op for, hvem der er ens fjender, så man kan få dem sorteret fra, inden fodbolden ruller videre.

AGF-fodbold har en snart 10-årig historie og masser af traditioner, men det har ikke noget som helst negativt at gøre med AGF Kontraktfodbold AIS. Det er da muligt, at vi, der er trofaste på sidelinien, engang imellem søger tilflugt i fortiden, men en lørdag i Fredensvang, når lilleputterne spiller, bringer os hurtigt tilbage til nutiden.

De Hvide fra Fredens-vang skal nok komme ud af den krise, som den professionelle afdeling befinder sig i.

Helt sikkert.

Vi skal hverken være arrogante eller ydmyge.

Det er noget vrøvl.

Vi skal være bevidste om fortiden og især om de fejl, der er begået, og vi skal være åbne over for de muligheder, der viser sig i fremtiden.