Livet kan ikke genudsendes

Preben Andersen er hverken bitter eller skuffet, selv om han dog mener, at situationen kunne være tacklet væsentlig mere elegant. Problemløseren forlader nu sit formandskab og alle problemerne i AGF Kontraktfodbold A/S og sværger, at han aldrig vender tilbage. På den anden side venter Birthe, som han netop er flyttet sammen med efter otte år som enkemand, de tre døtre, svigersønnerne og børnebørnene. Og han glæder sig...

Preben, husk nu på, at det trods alt kun er et spil om en bold.

Ind imellem har det været nødvendigt for Preben Andersen at sparke skosnuden ned i grønsværen og minde sig selv om, hvad der er det væsentligste i livet.

Og det er ikke AGF.

Det kan det ikke være, når man efter otte år som enkemand har mødt en pragtfuld kvinde og har tre døtre, der kan finde på at gemme ens mobiltelefon en fredag aften og forlange fars fulde tilstedeværelse. For ikke at glemme de tre børnebørn, Lukas på fem år, Maya på halvandet og lille Caroline på bare otte måneder.

Der er også damerne på kontoret i hans produktionsvirksomhed sel-plast A/S. De forventer jo, at han kommer og laver kaffe til dem hver morgen. Derfor møder han klokken 7.00 sammen med "gutterne" i produktionen, så han kan nå at hælde vand på kaffemaskinen.

Sådan er det også denne morgen, hvor han returnerer til hjemmet på L.P. Bechsvej i Risskov klokken 9.00, selvfølgelig med en pose rundstykker i hånden til damerne, der her udgøres af den just indflyttede samlever Birthe, hunhunden Luna og JP Århus' kvinde på stedet.

Mens Birthe fortsætter udpakningen af sine møbler, og Luna bliver færdig med at gøre sig til, lander Preben Andersen i sofaen og er parat til at tale ud om situationen i AGF og hans liv i øvrigt. ? Du er kendt i erhvervslivet som problemløser. Hvorfor kan du ikke løse problemerne i AGF?

»Problemerne denne gang er væsentligt større og vanskeligere, end de to andre gange, jeg har skullet hjælpe AGF. Det skyldes, at der er kommet mange flere penge i branchen, og samtidig er den blevet mere mediefokuseret. Herudover vil jeg sige, at hvis man er et børsnoteret selskab, så har det den fordel, hvis man skal hente kapital, at man har en bredere investorkreds, selvom jeg vil ikke påstå, at det lykkedes for AGF med den emission, vi havde. Omvendt er der nogle store gener ved at være børsnoteret, hvis du er en virksomhed i krise og arbejder inden for professionel fodbold. Det er en utrolig vanskelig cocktail at håndtere,« forklarer Preben Andersen.

Fremfor at gå i opposition til spørgsmålet vælger han en rolig og omhyggelig gennemgang af de svære økonomiske problemer, der har skabt krisetilstand i byens fodboldklub og splid mellem klubbens moderforening, AGF af 1880, og bestyrelsen for den professionelle afdeling, AGF Kontraktfodbold A/S. Gået på klingen erkender diplomaten og loyalisten Preben Andersen, at de sidste halvandet års arbejde i AGF har været slidsomme, og han er ked af, at han ikke kommer til at forlade klubben på den pæne og ordentlige måde, som han havde planlagt.

»Det er givet, at når jeg har brugt så mange timer på klubben, så vil det være fantastisk bittert, hvis nogle uovervejede beslutninger vanskeliggør patientens helbredelse. Derfor mener jeg, at den her situation kunne være tacklet væsentligt mere elegant. Blandt andet burde vi i fællesskab have indkaldt til den generalforsamling på onsdag. Nu siger folk ude i byen igen: Hvad foregår der i grunden i AGF?« ? Jamen, hvad er det, der foregår, Preben Andersen?

»Dybest set, så ligger der stadig et mentalt chok fra 1990, hvor klubben totalt overraskende kom ud med et underskud, og vi måtte foretage en rekonstruktion. Herefter kom der en periode, hvor man af angst for at havne i samme situation disponerede yderst forsigtigt, og måske er det et åg, der mentalt har hvilet på systemet. Når det er sagt, så skal det tilføjes, at man kom rigtig godt i gang både resultat- og kapitalmæssigt. Dér hvor AGF's spiral afgørende bliver negativ er i 1997 og 1998, hvor man ikke kommer med på de utroligt store kapitaludvidelser, som andre klubber lavede på børsen. Og det er egentlig meget pudsigt, for det var jo i de år, hovedforeningen havde magten,« fastslår Preben Andersen og oplyser, at i 1997 og 1998 hentede fodboldklubberne 555 mio. kr. på fondsbørsen. I begyndelsen af 1999, hvor han tiltrådte som formand for den nye bestyrelse for AGF Kontraktfodbold A/S, havde seks fodboldklubber på Fondsbørsen en samlet egenkapital på 626 mio. kr., hvoraf AGF kun havde 4,1 mio. kr.

»Jeg tror, det var interne uoverensstemmelser, der gjorde, at man ikke kunne finde fælles fodslag om kapitaludvidelsen dengang, og der har du hele AGF's problemstilling. En anden afgørende ting i AGF's krise er, at der er en række spillere, der forlod klubben, da deres kontrakter udløb, uden at AGF magtede at sælge dem,« siger Preben Andersen.

»Det er spørgsmålet, om jeg lavede en afgørende fejl, da jeg sagde ja den 27. maj 1999. Når man går ind og skal redde dem med blot 4,1 mio. kr., så er der konstant kapital- og likviditetsproblemer, og derfor har det været én lang balanceakt indtil nu,« tilføjer han.

Preben Andersen mener, at han langt hen ad vejen har løst den opgave, der blev defineret ved hans tiltrædelse.

»Jeg skulle gå ind og få gennemført et børsprospekt, som det ikke var lykkedes hovedforeningens repræsentanter og formandskab hidtil at få lavet. Så skulle jeg finde en ny træner, en ny direktør og en ny tøjsponsor og få løst problemerne med baneforholdene i Århus Idrætspark og de økonomiske uoverensstemmelser. Alle de ting har jeg fået løst, men sideløbende er der faldet skeletter ud af skabet i form af, at vi fik en Stig Tøfting-sag, en White Pride-sag og en omkamp med Esbjerg. Så fik vi Stig Tøfting igen, en træner-fyring og en masse læserbreve om sponsorerne og forskellige andre ting, som gav en masse frustrationer. Og så var der sagen med Nocko Jokovic, der pludselig dukkede op og tog megen tid,« siger Preben Andersen.

Han mener også, der er særlige problemstillinger i branchen, der har været med til at vanskeliggøre en redning.

»Ved den store rekonstruktion i 1990 og 91 bad vi alle kontraktspillerne gå 33 procent ned i løn, og nogle skulle endda gå 50 procent ned i løn, mod at jeg skaffede dem et halvdagsjob. Den operation lykkedes, men jeg tror aldrig, det kan lade sige gøre igen. Dengang var der markante spillere i klubben, som var AGF'ere og som i fællesskab kunne være med til at sige til de andre spillere i klubben, at de også måtte yde en indsats for det her. I dag er der mange fremmede spillere, og et helt andet forhold til klubben og til de økonomiske krav. Den gang arbejdede man mere med hjertet, end man gør i dag,« fastslår Preben Andersen, der blev kaldt til undsætning igen i 1993, fordi klubben ønskede yderligere justeringer omkring kontrakt- og bonusforhold.

Begge gange, hvor han sad som direktør, og også her i sidste omgang som bestyrelsesformand, har der været tale om ulønnede jobs, som han har varetaget ved siden af sin virksomhed.

»Mine børn har spurgt mig mange gange, hvorfor jeg gør det. Jeg har jo ikke haft noget med AGF at gøre tidligere. Men jeg har selv været aktiv idrætsmand og har det, man kan kalde en bred erhvervsuddannelse, og det er nok en sammenkogt ret, der er særlig god, hvis man vil ind og hjælpe i idrætsverden. Det kan måske lyde lidt højtravende, men hvis man nu engang har fået den uddannelse, og man godt kan lide idrætten, og der så er nogle mennesker, der spørger, om jeg ikke kan gøre dem den tjeneste, så har jeg svært ved at sige nej,« siger Preben Andersen.

Denne tjenestvillighed er ikke kun kommet AGF til del. Han er manden bag en økonomisk genopretning af Jydsk Væddeløbsbane og spilselskabet Dantoto. Som direktør for Aarhus Discontobank, senere Aktivbanken, oparbejdede han en betydelig anseelse i revisor- og erhvervskredse som manden med de utraditionelle løsninger. Han har været formand for De Danske Provinsbankers Forening, har siddet 15 år som hovedformand for VRI, er fortsat formand for Bellevue Hallerne og var sidste år med til at genoprette Ebeltoft Idræts College. Hertil kommer et utal af bestyrelsesposter. Men tilbage til problemerne i AGF, hvor hovedforeningen for første gang i årevis har følt sig nødsaget til reelt at sætte magt bag sin beholdning af a-aktier. Hovedformanden Erik Meineche Schmidt har udtalt, at man har grebet ind og krævet en ekstraordinær generalforsamling for at få valgt en ny bestyrelse, fordi man er bange for, at den kurs, den nuværende bestyrelse med Preben Andersen i spidsen har lagt, vil føre til økonomisk forlis og exit fra superligaen.

»Jeg tænkte to ting, da jeg læste Erik Meineche Schmidts udtalelser. Hvor ved han fra, hvordan selskabets økonomiske situation er. Han sidder jo ikke i selskabets bestyrelse, så der må være én, der har fortalt ham nogle ting, som ganske vist ikke er helt korrekte. For det andet skal han passe på, hvor han sender sådan nogle signaler hen, for det er et børsnoteret selskab, han omtaler,« siger Preben Andersen og oplyser, at bestyrelsen på den kommende generalforsamling vil fremlægge situationen noget mere afdæmpet og nuanceret.

»Så slemt som Erik Meineche Schmidt fremstiller det, står det altså ikke til, men når du kun har 4,1 mio. kr., og du skal have afviklet mange ting, så tager det tid. Samtidig må vi konstatere, at den kapitaludvidelse, som vi får skæld ud for at have timet dårligt, har en regulær forklaring. For det første var det et krav, at der skulle laves en kapitaludvidelse, fordi vi havde en midlertidig garanti hængende. For det andet begyndte fodboldspillerne at spille dårligt, så vi lå konstant på en nedrykningsplads, og hvis man ligger til nedrykning, så kan du ikke lave en kapitaludvidelse. På et tidspunkt var vi nødt til at gå ind og lave et trænerskifte for at være sikker på at undgå nedrykning, og først derefter kunne vi lave en kapitaludvidelse,« siger Preben Andersen og tilføjer:

»Ingen ved da bedre end vi selv, at det var et utroligt dårligt tidspunkt, men vi var jo forpligtet, og så vil jeg så også sige, at i vores børsprospekt havde vi beskrevet situationen, som den var med forventning til underskud og hvad risiko, der var ved aktien. Og der står også i prospektet, hvad vi vil med AGF fremover.« ? Føler du, at du er blevet urimeligt behandlet?

»Hvis du har været i foreningsarbejde igennem mange år, så finder du ud af, at det her er en branche, hvor der er utroligt mange kloge mennesker. Så hvis du kun har sådan et job for at være gode venner med alle, eller hvis du svajer i modvind, så hold dig fra al den slags. Det er min erfaring, at jo længere man er fra det reelle, desto mere forstand har man på det. Derfor har jeg altid inviteret de kloge mennesker indenfor i varmen. Det er det bedste, man kan gøre. Dels kan de få mit job, og dels kan de komme ind og yde et stykke arbejde. Der er en verden til forskel at stå udenfor og indenfor i sådan en branche.«

Han bekymrer sig ikke om, at hans eget navn i en sag som AGF kan blive sværtet til.

»Man er nødt til ind imellem at fokusere på, hvad man selv synes, man har præsteret. Min største sejr, hvis man kan sige det, er, at det er lykkedes med al den modgang og de forskellige ting, der har været, alligevel at holde forretningen i gang. I bestyrelsen sidder der iøvrigt to repræsentanter fra hovedforeningen, og alt hvad der har været sagt og gjort er sket i fuld enighed. Det var først Århus Idrætspark-aftalen, det hele krakelerede på. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er virkelig ked af, at aftalen, som burde være behandlet internt, nu er udstillet og offentligt debatteret i pressen. Det gør den meget vanskelig at få håndteret i det politiske system,« siger Preben Andersen. ? Ser du din afgang fra

bestyrelsen som en fallit

erklæring for problem-

løseren?

»Nej, for jeg ved, at det arbejde, der er gjort, har været det muliges kunst. Og vi har lige haft et møde, hvor vi har orienteret alle vores sponsorer om situationen, så de kan forstå, hvad der siges og skrives i pressen, og jeg tror, at de er helt på linie med det, jeg siger her,« siger Preben Andersen.

Han stiller ikke op til den ekstraordinære generalforsamling den 20. december. Han havde allerede inden, hovedforeningen kom og krævede generalforsamlingen, besluttet sig for at overlade tøjlerne til en anden i foråret. Han kan selvfølgelig risikere, at en af klubbens aktionærer stiller ham i forslag, og hvad gør han så?

»Der må jeg melde klart ud, at jeg i sin tid gik ind i sagen efter anmodning fra hovedforeningen, og nu har hovedforeningen sagt, at nu synes de, at min opgave er færdig, og at de har andre folk, der skal ind. Dermed er mit arbejde i AGF definitivt færdigt. Og det uden bitterhed,« fastslår Preben Andersen.

»Dybest set er det positivt, hvis de har fundet nogle mennesker, der vil komme med nogle penge. Det er det, vi selv har råbt på. Jeg vil oprigtigt håbe for AGF og for byens skyld, at der står pengemennesker klar. Jeg vil tillade mig at sige, at det må være en forudsætning, for ellers kan man ikke agere på den måde, som hovedforeningen har gjort, for så skaber man for meget uro,« siger Preben Andersen. ? Hvordan ser du fremtiden for AGF, hvis der alligevel ikke kommer nogle nye investorer?

»Så bliver det et langt, sejt træk med det, der hedder organisk vækst, altså selvskabte resultater. Derfor skal det være rolige og besindige folk, der kommer til at sidde i bestyrelsen. Folk, der ikke lader sig påvirke af råb og skrig fra omverdenen, for der vil komme op- og nedture. Men du kan også være heldig; lige pludselig brydes cirklen ved, at fodboldspillerne går ud og laver nogle gode resultater, og det var jo det, de lige gjorde i en periode, og med det samme sker der det, at selv til en kamp mod Herfølge, som normalt ikke vil tiltrække ret mange tilskuere, var der 7.500 tilskuere. Vi måtte sende folk hjem, en helt uhørt situation. Og det er det, der ligger til grund for, at jeg altid har sagt, at såfremt de sportslige resultater begynder at komme, så har Århus og dermed AGF noget, som andre byer ikke har så meget af, nemlig et sponsorgrundlag og et tilskuergrundlag.«

Preben Andersen lægger ikke skjul på, at denne tredje og sidste omgang med AGF har tæret på ham og hans omgivelser.

»En gang imellem tror jeg ikke, at almindelige mennesker gør sig klart, hvor belastende sådan et job er. Og nu skal man huske på, at jeg er jo ikke ansat, jeg har mine andre jobs og min familie ved siden af,« siger han.

»Da jeg i sin tid sagde ja til AGF, havde jeg lige mistet min hustru Erna og havde stadig min yngste datter Rikke på 15 år boende hjemme. Jeg følte, jeg havde prøvet alt det, jeg skulle prøve i livet. Jeg havde ikke de store behov, og derfor arbejdede jeg meget med flex-opgaver. Men nu hvor jeg har lært Birthe at kende, og mine børn er blevet voksne, og der er kommet børnebørn, så kan jeg lige pludselig se min arbejdsdag være alt for lang. Jeg er nødt til at begynde at bremse op og sige, at livet kan ikke genudsendes, og det er nok årsagen til, at jeg har arbejdet meget hårdt på at få strukturen så meget på plads til den ordinære generalforsamling i AGF, at jeg kunne tillade mig at sige, at jeg havde fuldført opgaven. Nu må der være andre ting, der skal fylde mere i min tilværelse,« siger Preben Andersen.

Hvis ikke han selv kan holde den målsætning, så skal hans døtre nok forstå at gøre det. For nylig var familien samlet en fredag rundt om middagsbordet. Det var en af de dage, hvor det brændte på.

Resolut gemte døtrene fars mobiltelefon, og hver gang den faste telefon ringede, så tog de den og sagde »Far er ikke hjemme...«

»Da vi gik i seng, var der 36 ubesvarede opkald på mobilen. Børnene er simpelthen rystede over, hvad der foregår,« griner Preben Andersen.

Han fortæller, at han i sin tid mødte sin afdøde hustru Erna, mens han var formand og træner for håndbolddamerne i Grenaa. Han hentede hende til klubben fra Odder, hvorefter hun med hans ord »misbrugte hans tillid«. De blev gift i 1962.

»Erna faldt om her i stuen. Det skyldtes en udposning i en svag blodåre, som bristede i hendes hoved. Hun lå bevidstløs i 11 dage, inden hun døde. Birthe mistede også sin mand for toethalvt år siden. Han døde af lungecancer. Det var et andet forløb, der var langt og slidsomt. Når man har været igennem sådan en fase, som både Birthe og jeg, så opstår der nogle nye normer og holdninger i livet. Det er også med i det helhedsbillede, hvor jeg nu siger, at der er kommet en anden situation i mit liv. At nu skal jeg til at drosle nogle ting ned. Man lærer ganske enkelt at være mere glad om morgenen, når man står op,« siger Preben Andersen.

Birthe er ikke blot en stor lykke for ham, og han for hende. Også hans tre døtre har taget faderens nye samlever til sig.

»Mine tre voksne piger elsker hende. De snakker som veninder, så jeg har fået et problem. Tidligere havde jeg kun tre imod mig, nu har jeg fire. Jeg har ikke en chance i afstemningerne,« griner Preben, der lærte Birthe at kende sidste år. De har sommerhus 15 meter fra hinanden ved vandet i Grenaa.

»Ja, det lyder utroligt, men jeg vidste faktisk ikke, hvad hun hed. Det siger sikkert mere om mig end om hende, men da vi pludselig mødtes og begyndte at snakke, så fandt vi ud af, at vi i grunden havde så mange forskellige interesser,« fortæller Preben, der ser frem til sit nye samliv med Birthe. Det indbefatter også boxerhunden Luna på fem år og et sommerhus på en græsk ø, hvad han selvfølgelig tager med...

Den ekstra tid, han får, skal selvfølgelig bruges på Birthe og børnene og børnebørnene. Men han har også et helt privat sted, hvor han formentlig også får tid til at frekventere i fremtiden.

»Jeg har et hus på Mols ude ved Fuglsø. Der elsker jeg at tage ud og tænde op i brændeovnen, sådan en vinter eller en efterårsdag. Gå mig en lang tur, så jeg bliver rigtig godt fysisk træt, og så tilbage og lave mig lidt mad. Sidde med en god bog og rødvin. Så bliver man så dejligt fysisk og mentalt træt,« forsikrer Preben Andersen.

»Men igen, når man har gået alene i otte år, og så lige pludselig får mere liv i huset i dagligdagen, det i sig selv er jo en lykke. Og kan Birthe ikke lave liv nok, så kan Luna i hvert fald.«

Han mener, at han er blevet mere tolerant med livet, selvom han som andre aktive erhvervsfolk har en evne til at være lidt utålmodig og forlange, at nu skal der gennemføres nogle ting. Alligevel tøver han med den livsdrøm, han engang havde planer om at gennemføre.

»Hvis jeg ikke havde haft Rikke på 15 år, dengang Erna døde, så havde jeg nok kvittet det hele og satset på politik. Ikke fordi det at være politiker i sig selv tiltrækker mig, men jeg kunne godt tænke mig at prøve livet derinde. Men efter, jeg har oplevet fire piger i huset og er kommet i mindretal, så har jeg fundet ud af, at man ikke rigtig har noget at sige i et mindretal. Det gælder nok også i praktisk politik, så det bliver ved tanken.«

»Jeg har haft et utroligt spændende liv. Jeg har mødt mange problemstillinger, arbejdet i mange forskellige brancher og med så mange forskellige, spændende mennesker. Det har været fantastisk berigende. Selvom jeg har haft udvidet flex-tid, så har jeg aldrig følt det som en belastning. Det har været en lang række af oplevelser og udfordringer,« slutter Preben Andersen.

Mens børnene siger:

»Far, hvordan kan det være, at når du køber skjorter, så står der altid naiv på ryggen...«

lisette.greve@jp.dk