Morderen Mundia bliver udvist
Retten i Horsens afviste i går en anmodning fra den drabsdømte John Mundia om at måtte blive hos sin 12-årige datter i Danmark.
Manden bag en af 1990'ernes mest omtalte drabssager i Århus, kenyaneren John Mundia, slipper ikke for at blive udvist af landet, når han er færdig med at afsone sin dom i Statsfængslet i Horsens.
Det bestemte Retten i Horsens i går og afviste dermed en anmodning fra den 44-årige drabsmand. Han blev ved landsretten i 1995 idømt 12 års fængsel for at kvæle og partere sin samleverske, og dommen betød samtidig, at han skulle udvises af landet med indrejseforbud for bestandig efter endt afsoning. Dommen blev samme år stadfæstet af Højesteret.
Udvisningsdom
Ved Retten i Horsens forsøgte John Mundia at få omstødt udvisningsdommen, især med henvisning til forholdet til sin 12-årige datter.
Pigen er datter af den danske kvinde, som John Mundia dræbte i 1994, og hun vil ved faderens udvisning stå uden forældre i Danmark. Pigen har siden drabet på moderen haft jævnligt samvær med sin far i fængslet. Hun er i dag bosat i et socialpædagogisk kollektiv i Østjylland, hvor hun også har to plejeforældre. Hendes mormor har forældremyndigheden.
Hensyn til datteren
Da sagen i sidste uge blev forelagt Retten i Horsens, fastslog John Mundias advokat, Finn Søgaard, Århus, at datteren gennem psykologer havde udtrykt ønske om at bevare kontakten med sin far, og at en udvisning ville ramme datteren urimelig hårdt.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Finn Søgaard, som er på rejse i udlandet, men han har tidligere udtalt, at han og hans klient ville anke sagen til landsretten, såfremt dommen i Horsens gik dem imod.