Rossen og Rønnow hjælper syge børn
Med Rossen & Rønnow som primus motor optræder seks musicalstjerner i Musikhuset den 6. oktober ved en koncert, hvorfra overskuddet går til syge børn i Danmark. Børneprojekt Danmark står bag initiativet, og Stig Rossen har fået sangerne til at medvirke gratis.
Stig Rossen og den anden halvdel af firmaet Rossen & Rønnow, Mikkel Rønnow, var i går i Musikhuset Aarhus for at indspille et spot, som skal vises i TV-reklamer fra august. Anledningen er en velgørenhedskoncert med Stig Rossen og fem andre sangere, som alle arbejder gratis.
Stig Rossen fik en henvendelse fra Børneprojekt Danmark og har fået en række sangere til at være med i koncerten "Musical Highlights", som foregår to gange den 6. oktober.
Børneprojekt Danmark arbejder for at skaffe penge, som kan forbedre livskvaliteten for syge børn i Danmark, og overskuddet fra koncerterne går til dem.
Ud over Stig Rossen deltager Jesper Lundgaard, Flemming Enevold, Trine Gadebjerg, Louise Fribo og Melody Jones fra England, som skal synge hovedrollen i Rossen & Rønnows næste musical "Copacabana". Lisa Kent fra England skal instruere koncerten.
Stig Rossen blev kontaktet af Børneprojekt Danmark, men i stedet for selv at arbejde med projektet har han involveret sin kompagnon, kapelmester Mikkel Rønnow, som skal stå i spidsen for det 48 mand store orkester.
Typisk foregår den slags koncerter ved, at kunstnerne øver en enkelt gang, kommer til koncerten og går ud igen, som de to musikere udtrykker det. Men denne gang bliver det anderledes. Derfor øver kunstnerne i en uge op til koncerten - gratis vel at mærke - for at resultatet skal blive så godt som muligt.
Den bedste kvalitet
»Når vi laver musical, skal det være det bedste af det bedste, og det skal koncerten også være. Den almindelige form for velgørenhedskoncert synes vi er lidt kedelig, og denne skal være helt anderledes. Publikum skal ikke blot høre en flok sange og gå igen. I stedet skal de opleve forskellige figurer og blive draget ind i forestillingen, så det bliver lidt mere end bare en koncert,« siger Mikkel Rønnow.
Et blandet show
Arrangementet kommer til at indeholde en lang række kendte og mindre kendte numre, og Stig Rossen nævner "Memory" fra "Cats", som et af de kendte, hvor publikum kan læne sig tilbage og lytte til et genkendeligt nummer:
»Men der skal også være noget, som publikum ikke forventer, men som er fremragende numre. Vi går efter kvalitet frem for kendthed.«
Ole Kristiansen fra Børneprojekt Danmark er naturligvis begejstret for projektet og håber på et overskud på 300.000 kr., som to udsolgte koncerter vil give.
»Jeg er beæret over, at Stig Rossen sagde ja til at være med og glad for de koncerter, han har stablet på benene. Jeg tror, at succesen med "Chess" har en afsmittende effekt på "Musical Highlights", så jeg håber på udsolgt,« siger Ole Kristiansen.
Ønsker man at spise middag før koncerten, foregår det på Rådhuset, som Børneprojekt Danmark af borgmester Louise Gade (V) har fået lov til at benytte gratis. Maden bliver lavet af Søren Anker.
- Billetter til koncerterne søndag den 6. oktober klokken 16 og 20 kan købes i Musikhusets billetsalg og koster mellem 285 kroner og 365 kroner. Ønsker man at spise middag koster billetterne 750 kroner og kan bestilles på 86119055 eller info@boerneprojektdanmark.dk
Velgørenhed
Børneprojekt Danmark begyndte i april 2001 på initiativ af Ole Kristiansen og arbejder på at skaffe penge, så syge børn i Danmark får en bedre livskvalitet. Tidligere har Børneprojekt Danmark skaffet penge ved arrangementer som en fodboldkamp mellem AGF og et Allstar landshold, hvor overskuddet gik til en hjerne/hjertescanner til børneafdelingen på Skejby Sygehus. Efterfølgende stod projektet bag et gallashow i Scandinavian Congress Center med musikere som Poul Krebs, Søren Sko og Lis Sørensen. Et lignende arrangement finder sted den 7. december i år. Endelig arrangerede man for nylig en tur til Lanzarote for 35 erhvervsliv, hvor Bjarne Riis og den tidligere badmintonspiller Poul-Erik Høyer var blandt dem, erhvervsfolkene kunne møde.