Fortsæt til indhold
Aarhus

Erik Boye takker af

AGF-målmanden har opgivet at forlænge kontrakten - først og fremmest på grund af et job som målmandstræner i HFK Sønderjylland.

Af JAN LA COUR CAYENNE

Der bliver ikke nogen ny kontrakt i AGF for den 39-årige målmand Erik Boye.

Ønsket om at forlænge til sommeren 2004, så han fik hele næste sæson med, har målmanden nu selv skrinlagt.

Erik Boye er dermed færdig i AGF til jul, når hans nuværende kontrakt udløber. Næste stop i karrieren bliver et job som målmandstræner i 1. divisionsklubben HFK Sønderjylland i hjembyen Haderslev, som han tiltræder 1. januar.

Aftalen med den sønderjyske klub er kun én af årsagerne til beslutningen om at stoppe i AGF.

»Jeg har indset, at det bliver svært at spille sig på holdet, når Steffen (Rasmussen, red.) står så fantastisk, som han gør. Desuden mangler jeg stadig 10-15 procent i at nå maksimum, og det er ikke tilstrækkeligt til at stå på mål i vores situation,« erkender Erik Boye, der oven på sin fingerskade under opgøret i Esbjerg 6. april har fristet en uvant tilværelse på bænken.

Træner på fuld kraft

»Det er højst tvivlsomt, om jeg kommer på banen mere i denne sæson, og da Poul Hansen (træner, red.) uden tvivl satser på Steffen igen i efteråret, ser jeg ingen grund til at forlænge med et halvt år og bruge klubbens tid og penge på det,« siger den aldrende målmand, der i 1997 vandt sølv med Vejle.

Beslutningen indebærer ikke, at der bliver taget mere afslappet på træningen i det sidste halve år. Steffen Rasmussen får kamp til stregen for at bevare pladsen som førstevalg, forsikrer veteranen.

»Jeg vil opfylde min kontrakt og vil under ingen omstændigheder nedtrappe træningen. Jeg vil stadig være skarp, også for Steffens skyld, så han ikke falder i niveau, men jeg vil også hjælpe ham så meget, jeg kan,« fastslår Erik Boye, der efter jul definitivt stopper som målmand på topplan. Der bliver ikke noget med at træde ind som målmand i HFK Sønderjylland.

Flotte præstationer

»Jeg stopper, mens legen er god,« siger han, der gerne vil huskes for sine mange fantastiske præstationer i AGF-målet.

»Jeg vil også gerne hus-kes for en, der faldt godt til i klubben, en der kan tale med alle og har begge ben på jorden,« tilføjer Erik Boye, der ikke er i tvivl om højdepunktet.

»Det var debutkampen mod Brøndby (22. juli 2000, 2-1 sejr, red.), da jeg blev accepteret fra dag ét som afløser for Lars Windfeld. Det var jeg meget glad for,« erindrer målmanden.

Cheftræner Poul Hansen har endnu ikke spekuleret på noget alternativ til Erik Boye, der jo fortsætter til jul, men træneren vil fortsat have tre målmænd i truppen efter årsskiftet.

»Derfor har jeg også meldt ud i god tid, at jeg stopper til jul, men jeg har ingen bekymringer for klubben og kan stoppe med god samvittighed. Afløseren er klar, og det glæder mig meget,« siger Erik Boye.

jan.lacour@jp.dk