Asmussen og racercyklen
Efter et begivenhedsrigt liv som cykelrytter og cykelhandler nyder den 60-årige OL-guldvinder Gunnar Asmussen at kunne slappe af i huset i Beder.
Flere end 45 år med racercykler er det foreløbig blevet til for den 60-årige Gunnar Asmussen fra Beder. Og livet med cykelsporten behøver slet ikke at være forbi endnu, for OL-vinderen fra Mexico har fortsat en tæt kontakt med Bjarne Riis, der nu er eneansvarlig for det "danske" professionelle cykelhold CSC.
Gunnar Asmussen blev 1. januar 2002 ansat som teknisk direktør i det daværende SCS Tiscali med base i Herning. Halvanden sæson blev det til, indtil interne problemer i teamet med daværende direktør Alex Pedersen splittede ledelsen, så Bjarne Riis nu står alene med ansvaret.
»Jeg har altid haft - og har fortsat - et excellent forhold til Bjarne Riis, og så sent som en uge fire Tour de France begyndte i år, havde jeg et møde med ham i Horsens. Jeg venter egentlig at Bjarne Riis kontakter mig igen, og at jeg måske kan vende tilbage til holdet,« siger Gunnar Asmussen.
Ellers gør det ham ærligt talt ikke heller ikke noget, at han efter 28 år som selvstændig for første gang kunne holde en regulær ferie i sommeren 2003 og kan gentage fornøjelsen igen i år ved at slappe af i huset på Svendgårdsvej 36 i Beder. Her bor han sammen med fru Kirsten Asmussen, der er et par år yngre. Parret har to børn, Janni, der bor i Malling, og Per, der bor i Tranbjerg.
Guldmedaljen i 1968 blev fejret på "en sober måde", som Gunnar Asmussen udtrykker det, i den danskel ejer i OL-byen.
Hjemme i Århus, en tirsdag, var der en uformel modtagelse på rådhuset, men ellers blev der dengang ikke lavet stor ståhej ud af en guldvinder.
»Men naturligvis har medaljen betydet meget. Jeg blev - og er da ofte endnu - et kendt ansigt i Århus og andre steder i landet. Jeg behøvede dengang ikke at spørge om rabat, når jeg købte ind. Og den dag i dag - særligt op mod De olympiske Lege, modtager jeg en del fanbreve. Især fra udlandet, hvor folk beder om min autograf.«
Navnet Asmussen og de mange topresultater inden for cykelsporten var også med til at sikre succes i erhvervslivet.
Gunnar Asmussen, udlært maskinarbejder på Sabroe, arbejdede selvfølgelig i et heltidsjob i alle årene frem til 1974, da han holdt som eliterytter.
Succes i erhvervslivet
»Journalist Preben Heide, hvis søn dengang var en ivrig cykelrytter, gav mig stødet til at åbne egen cykelforretning. Jeg var efter OL begyndt at skaffe cykeltøj m.m. fra udlandet, da Preben Sagde, at jeg da lige så godt fuldtids kunne satse på cykelsporten.«
1. december 1977 åbnede han cykelforretningen Asmussen i et kælderlokale til en boligblok i Sønderport ved Skanderborgvej, hvor der indtil for nylig var en forretning med rideudstyr. Dengang var der kun én anden forretning i Jylland, som satsede på at sælge racercykler. Asmussen blev hurtigt en succes og pladsforholdene alt for trange. Især, da Gunnar Asmussen begyndte at fremstille og samle egne cykler under mærket Asmussen. Cyklerne var kendetegnet ved at være malet sort-gule, og det design slog voldsomt an.
I 1981 købte han ejendommen Fredensgade 54 vis-a-vis Rutebilstationen, og Gunnar Asmussen havde tiden med sig, for i flere end 15 år var det meget trendy at cykle, og motionisterne skulle absolut have racercykler. Da der var flest, arbejdede 11 mand hos Asmussen.
Op og ned ad bakke
»Det hele kulminerede med et kanonsalg op til åbningen af broen over Storebælt, da danskerne åbenbart ville cykle over broen. Tilbagegangen begyndte brat omkring 1998. Dels på grund af problemerne med doping i Tour de France, så der blev skældt ud på folk på racercykler, dels fordi der opstod et kæmpestort brugtmarked, da folk efter broåbningen ville af med deres ny cykler.«
Da Bjarne Riis så i 2000 kom med tilbuddet til Gunnar Asmussen om at blive teknisk direktør, følte Gunnar Asmussen tiden inde til i tide at forsøge sig med noget andet. Forretningen i Fredensgade lukket, og bygningen solgt. Efter 20 års ejerskab var ejendommen steget meget i pris, så salgssummen i dag udgør Gunnar Asmussens pensionsordning.