Gammel restaurant genåbner i nye klæder
Martin Ibs ambition med ombygningen var at slippe af med den gamle restaurant Kroen i Krogens lidt støvede image, og det lykkes formentlig.
Efter at par måneders lukning er den kendte restaurant Kroen i Krogen genåbnet som restaurant MIB. Eller som indehaveren, Martin Ib, skriver det - M IB.
»Kunderne vil nok kalde restaurant for MIB i stedet for M Ib, og det er helt fint,« fortæller Martin Ib, som i går havde åbningsreception.
I to måneder har håndværkerne bygget om efter tegninger af den branchekendte arkitekt Henrik Bønnelycke fra Århus. Især malerne har sat deres præg på helhedsindtrykket af restauranten. De gamle brune træpaneler er malet kulsorte, og sort er i det hele taget den alt dominerende farve. Et større antal gamle vægmalerier, et kendemærke i mange år for restauranten, er bevaret.
Ambitionen
Martin Ibs ambition med ombygningen var at slippe af med den gamle restaurants lidt støvede image, og det er formentlig lykkedes. Der er også blevet mere plads med fra 64 til 74 spisende gæster. De 10 ekstra gæster kan være der, når bordene i den ene ende af restauranten lukkes af med en skillevæg for lukkede selskaber.
Restauranten har fået en ny bar - lige ud for indgangsøren. Hvor den tidligere bare var, er der nu belyste vitriner, hvor alle restaurantens 150 vine kan ses. Martin Ib formoder, at han nu har den restaurant i Århus med det bredeste udvalg af vine fra stort set hele verden.
Martin Ib overtog Kroen i Krogen 1. oktober i fjor efter Christian Gram Nielsen. For at få den gode tid op til jul og nytår med, besluttede han, at restauranten først skulle moderniseres efter nytår.
Han begyndte med blot to faste medarbejdere, men der blev så meget at lave - herunder også meget diner transportable - at der hele tiden var løst ansatte kokke og tjenere i sving.
»Der var så travlt, at jeg nu har taget konsekvensen og ansat flere medarbejdere, ligesom vi nu har åben alle ugens dage undtagen søndagene.«
Ny chef
Ny restaurantchef er Michael Helle, 26 år og fra Fredericia. Han kommer fra et job som tjene på Kryb-I-Ly Kro ved Taulov. Chef i køkkenet er indehaveren Martin Ib, der har ansat Henrik Axelsen som køkkenchef. Kokken kommer fra restaurant Latin i Latinerkvarteret - det samme gør kokkeeleven Daneille Antonelli. Tjenerelev er Ronja Bieber.
I øvrigt er Martin Ib i fuld gang med at skrive en kogebog, som gerne skulle på gaden kort efter nytår. Han fortæller, at det bliver en anderledes kogebog med mange råd og tips, med et madleksikon og mange fotos.