Fortsæt til indhold
Aarhus

Tidligere borgmester stopper som direktør i kæmpe virksomhed

Louise Gade har besluttet sig for at søge nye udfordringer efter mere end seks år i Salling Group.

Efter seks et halvt år i Salling Group har Louise Gade valgt at fratræde som direktør for People, Culture & Sustainability for at skabe plads til nye udfordringer. Rekrutteringen af ny direktør er begyndt.

Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Siden 2019 har Louise Gade stået i spidsen for People, Culture & Sustainability i Salling Group og blandt andet haft ansvaret for rammerne for kollegaernes læring, trivsel og performance samt udvikling af organisationens kultur og bæredygtighedsprofil i en periode med massiv vækst og udvikling. Nu gør hun klar til at give stafetten videre for at skabe plads til nye udfordringer.

»Jeg har haft seks et halvt fantastiske og spændende år i Salling Group, og det har været et kæmpe privilegium at arbejde sammen med så mange dygtige og passionerede kollegaer på tværs af hele virksomheden. Salling Group står i dag som en moderne og ansvarlig arbejdsplads, og jeg er utroligt stolt af de resultater, vi har leveret sammen. Selvom det er vemodigt, er tiden den rette for mig personligt til det næste kapitel i mit arbejdsliv, siger Louise Gade, der ud over HR-området har haft ansvaret for kommunikation, public affairs og bæredygtighed,« siger Louise Gade.

Millioner af kunder

Salling Group består i dag af næsten 70.000 medarbejdere, der hver dag byder flere end 15,7 millioner kunder velkommen i over 2.100 butikker på tværs af Danmark, Tyskland, Polen, Estland, Letland og Litauen.

CEO i Salling Group, Anders Hagh, takker Louise Gade for markante resultater gennem år med bl.a. Covid-19, international krise, inflation og en stadig hårdere konkurrence om både kunderne og at tiltrække nye kolleger.

»Jeg vil gerne takke Louise for hendes store indsats hos os gennem seks et halvt år og i særdeleshed for at have sat sig i spidsen for udviklingen af Salling Groups kultur og for at sætte ansvarlighed for kunder og kollegaer på agendaen. Men jeg har også stor respekt for hendes beslutning og ønsker hende al held og lykke i hendes videre arbejdsliv,« siger Anders Hagh.

Louise Gade har sidste arbejdsdag i Salling Group d. 15. maj 2026. Rekrutteringen af hendes efterfølger er i gang, og indtil en ny direktør er fundet, vil Head of People & Culture Services, Charlotte Ærthøj, varetage ansvaret for HR-opgaverne, mens Head of Communication, Sustainability & Public Affairs, Henrik Vinther Olesen, varetager opgaver inden for kommunikation og bæredygtighed.

Louise Gade blev landskendt i 2002, da hun som Venstre-politiker blev valgt som den første ikke-socialdemokratiske borgmester i Aarhus nogensinde.