Fortsæt til indhold
Aarhus

Anmelderrost Aarhus-teater forventer at måtte lukke

Det er ikke en ny oplevelse for Teater Katapult at være lukningstruet. Spørgsmålet er, om det endegyldigt er slut.

Enten får Teater Katapult en midlertidig driftsbevilling fra Aarhus Kommune, eller også må teatret opsige sin lejekontrakt med Godsbanen og lukke ved udgangen af maj 2026.

Sådan skrev dette medie 12. september, og nu, hvor et flertal i byrådet har forhandlet en budgetaftale på plads, er det blevet til et eller. Den midlertidige driftsbevilling på 1,45 millioner kroner, teatret havde bedt kommunen om, kommer ikke. Konsekvensen er, at Teater Katapult, som det ser ud lige nu, må lukke dagen før den første sommermåned starter næste år.

»Vi er lidt chokerede over, at der slet ikke var noget til os, men det her handler ikke kun om os. Det er synd for hele kulturområdet i kommunen. Jeg synes, det er en historisk svag prioritering af kulturen i en velstillet kommune. I en tid, hvor det flyder med penge i det samlede budget i Aarhus Kommune, er det ærgerligt, at kulturområdet igen er blevet negligeret ved det her budgetforlig,« siger teaterchef for Teater Katapult Torben Dahl.

Det er mere end et teater, der forsvinder, hvis Teater Katapult må dreje nøglen rundt, mener Torben Dahl.

»Vi er ærgerlige over, at byrådet har fravalgt 10.000 publikummer og en talentfabrik, der har udviklet det kunstneriske økosystem i Aarhus i 30 år. Byrådet har gjort det svært for os at fortsætte med alternative løsninger på både ældre- og ungeområdet. Politikerne har slukket drømmen for alt det, og for det kulturelle kraftcenter Katapult udgør på Godsbanen,« siger han.

Udover Teater Katapults forestillinger arbejder teatret også med demens og seksuel sundhed blandt unge som en del af et samarbejde med Aarhus Kommune.

Teater Katapult har for ganske nylig modtaget en bevilling på en million kroner fra Statens Kunstfond til en stor produktion i 2026/27. Pengene må sendes tilbage til staten, hvis Teater Katapult lukker, lyder det.

»En afvikling til juni næste år er det mest sandsynlige udfald. Det har jeg hele tiden været meget klar i spyttet om. Hvis vi skal kunne fortsætte, vil det kræve, at en privat storsponsor falder ned fra himlen,« siger Torben Dahl.

Han ønsker at takke Moderaterne og Alternativet i Aarhus Byråd for at forsøge at skaffe penge til Teater Katapult ved budgetforhandlingerne.

Teater Katapult var en af de kulturinstitutioner, der havde meget på spil ved dette års forhandlinger. Til det sidste forsøgte de at komme i dialog med politikere, her Moderaternes Polly Dutschke. Foto: Morten Nystrup