Aarhusiansk spillested lignede en slagmark, da kæmpe-band ramte byen – og fem år senere gik folk igen »fuldstændig amok«

Hvordan var det at være tilbage?

»Bedre end sidst.«

Og så havde den verdenskendte guitarist Pete Townshend vist heller ikke sagt for meget, da han og bandkammeraterne fra The Who kom tilbage til den jyske hovedstad, 21. september 1970.

For sidst englænderne var i byen – fem år tidligere – gik det helt galt.

Tre-fire minutter nåede bandet at spille i Aarhus Hallen i september 1965, før publikum pludselig stormede scenen.

The Who kom væk i en fart og koncerten blev aflyst, hvilket fik folk til at brække stole fra hinanden og tyre stoleben mod scenen.

»Salen lignede efter koncerten en slagmark, som halvtreds vilde elefanter havde raseret,« lød det i Demokraten.

På det tidspunkt var det ellers mest The Who, der var kendt for at smadre ting som instrumenter og forstærkere på scenen, men den dag i Aarhus var det altså publikum, der stod for ødelæggelsen.

En voldsom hændelse, der også ramte forsiderne dagen efter. Så selvfølgelig var det også noget, rockbandet skulle forholde sig til, da de fem år senere kom tilbage til Aarhus – denne gang i Vejlby-Risskov Hallen.

Men ødelæggelsen udeblev – til gengæld var det »med afstand« den bedste af de tre store koncerter Vejlby-Risskov Hallen havde i løbet af ”den magiske september” i 1970, i hvert fald hvis man spørger tidligere radioreporter på DR, Kurt Baagø.

»Der er sgu ikke nogen koncerter over den – den der ekstase af eufori, det kan aldrig overgås,« siger han.

»Den aften smeltede The Who sammen med hallen.«

Måtte tigge og bede

Kurt Baagø, der dengang gik på Engdalsskolen, var som 15-årig på egen hånd taget afsted fra Brabrand til først Jimi Hendrix (2. september) og siden Rolling Stones (9. september) og The Who (21. september).

»Billetten til Stones og Hendrix kostede 30-60 kr., hvilket var ret mange penge dengang, så jeg måtte gå med aviser – med den nu hedengangne Demokraten – hele sommeren,« husker han.

Billetten til The Who kostede dog kun omkring de 10 kroner – eller 87,39 kr., hvis man omregner til 2024-priser. Men alt i alt var det mange penge, der skulle spinkes og spares sammen for at se alle tre koncerter.

»Jeg scorede også et dykkerur som avisbud, og det prøvede jeg at sælge nede hos en marskandiser i Knudrisgade. Men der sagde han vist, at det kunne han ikke, når jeg ikke var fyldt 18.«

»Så til sidst måtte jeg tigge og bede mine forældre om at låne mig til resten.«

Afsted til alle tre koncerter kom Kurt Baagø dog – besværet til trods – og det er han 55 år senere stadig taknemmelig for.

»Folk gik fuldstændig amok«

Den dag i dag husker han eksempelvis stadig den underlige og mærkelige tomhedsfølelse, som ramte efter Jimi Hendrix’ ultrakorte koncert, som nærmest stoppede, før den var begyndt. Eller Mick Jagger, der kastede roser ud til publikum og forsøgte at ramme en fotograf med blomstervand.

Men det er The Who-koncerten, der står tilbage som den klart største koncertoplevelse.

»Jeg stod op på en stol i hallen, og så havde jeg hugget en eller anden simili-pelsjakke fra min mor, der passede godt til at være hippie.«

»Og jeg kan huske, at jeg bare stod og kylede den jakke op i luften den ene gang efter den anden. Jeg ved ikke, om de andre i hallen havde noget at kyle med. Men folk gik fuldstændig amok, og det jeg stadig husker er simpelthen ekstasen, som jeg aldrig nogensinde før eller siden har oplevet,« siger han.

»Og det sidder simpelthen fast. Den følelse kan man ikke få ud af kroppen eller hovedet.«

Anmelderne var også ret begejstrede for The Who’s revanche i Aarhus.

»Det elektriske cirkus,« lød overskriften i Århus Stiftstidende dagen efter med manchetten: »The Who i Vejlby-Risskov Hallen - bedre end Rolling Stones.«

»The Who er ikke – som Stones – én mand: Mick Jagger. Her er der tre stempler i maskinen med Townshend som størst og bedst. Vanviddet står Keith Moon i øjnene, når han trakterer sit slagtøj og smider den ene trommestik efter den anden mod højderne. Et skuespil i sig selv. Roger Daltrey er gruppens køn. Hans gimmick er mikrofonen, der kastes ud over publikum og vender tilbage til en kraftstemme med sjælden spænding,« lød det videre.

Og så gjorde det mindre, at koncerten var forsinket.

»Koncerten blev forsinket i ikke mindre end 40 minutter, så det var ikke uden grund, at publikum protesterede højlydt mod forsinkelserne. Årsagen til den store forsinkelse var, at de lastbiler, som transporterede instrumenterne, kom for sent til en færge,« skrev Jyllands-Posten dagen derpå.

Vil man her mange år senere forstå, hvad der skete den aften i Vejlby-Risskov Hallen, så skal man ifølge Kurt Baagø se The Who’s optræden på den kendte Woodstock-festival eller lytte til »den eminente« liveplade ”Live at Leeds”.

For det var et band i absolut topform, der ramte Aarhus den dag i september.

Tændte en hellig ild

Han er heller ikke i tvivl om, at koncerterne i Vejlby-Risskov Hallen og tiden omkring den, var med til at forme ham og lægge nogle af de trædesten til det, der senere i livet skulle optage hans professionelle virke og privat: musikken og formidlingen af den.

»Men den hellige ild blev tændt ude på Engdalsskolen af min sanglærer Holger Laumann,« siger Kurt Baagø, som i de år også gik i klasse med den senere sangstjerne Lis Sørensen.

»Havde det ikke været for Holger Laumann, så var jeg nok alligevel kommet til Næstved, hvor jeg bor i dag, men jeg ved ikke, hvad jeg så havde lavet. Jeg kan ikke forestille mig, hvilket liv jeg så havde fået,« siger han.

Sanglæreren Holger Laumann, der senere blev gift med Anne Linnet og bl.a. spillede jazz sammen med Rolling Stones’ trommeslager Charlie Watts i de år, englænderen boede i Randers, bliver ofte nævnt som en af de helt centrale personer bag det store gennembrud, som den aarhusianske musikscene pludselig fik i 80’erne.

For i løbet af 60’erne arbejdede Holger Laumann også som musiklærer på Århus Friskole, som senere viste sig at være et sted, der fostrede en række store musikkarrierer med bl.a. elever som Anne Dorte Michelsen, Mek Pek og Thomas Helmig.

Og han spillede også en vigtig rolle for Kurt Baagø i de år.

»Man køber selv nogle plader, man hører dem i radioen, og man flipper helt ud: ”Hold da kæft, The Rolling Stones? Hvad fanden er det for noget?” Men man er helt vildt efter mere. Og så får man sådan en lærer, der både kan favne ens egen begejstring med den samme smittende følelse, men som også kan åbne musikken for en,« siger han.

Derfor endte Kurt Baagø selvfølgelig også med at tage ud til Vejlby-Risskov Hallen den september i 1970, hvor superstjernerne Jimi Hendrix, Rolling Stones og The Who på nærmest mirakuløs vis ramte ned i en 15-årig dreng fra Brabrands baghave.

»Jeg var 15 år, og hele verden stod åben for mig, og det er stadig sådan en oplevelse, der her på mine gamle dage, hvor jeg ikke længere har deadlines eller folk, der skal bestemme over mig, som pludselig kan dukke klart og tydeligt op i erindringen,« siger Kurt Baagø.