Fra Fallulah til gadeteater: Sydhavnens Festival inviterer til jubilæumsfest
Gratis festival forvandler havnen til et mekka af musik, madboder og skæve indslag, når Sydhavnens Festival fejrer fem år i næste uge.
Endnu en gang åbner Sydhavnen i Aarhus sluserne for unge og gamle til liv i gaden, musik og fest, skæve indslag og masser af stemning, når Sydhavnens Festival løber af stablen fredag og lørdag uge - for femte år i træk.
Både etablerede og knap så etablerede kunstnere skal fylde havnen med musik, gadeteater vil invitere seerne ind i levende fortællinger og erfaringer fra socialt udsatte i Sydhavnen, der bliver marked, åbne atelierer, barer og madboder.
»Vi har fem års jubilæum i år, og det skal fejres!« siger Michelle Bach Lindstrøm, som er et af bestyrelsesmedlemmerne i Foreningen Sydhavnen, der står bag festivalen.
De er i foreningen i stor forventning til årets fest, fortæller Michelle Bach Lindstrøm. Og begejstringen skyldes især det stærke frivillige samarbejde mellem alle Sydhavnens forskellige aktører, der står sammen for at skabe en spændende og divers festivaloplevelse for hvem end, der kunne have lyst til at komme forbi den gratis to-dages festival.
»Som gæst vil man mærke, at der er nogen her, der virkelig brænder for det,« siger Michelle Bach Lindstrøm. Det glæder hun sig til at se i ansigterne på de fremmødte.
Folk kan forvente det samme som sidste år – bare endnu bedre, fortæller hun. For de bliver bedre og bedre til at lave festival for hvert år der går.
I år bliver området mere åbent, da der, i stedet for lukkede koncertområder med et max antal gæster, er fundet nye veje for at sikre brandsikkerheden. Der bliver også flere toiletter og ikke mindst flere madboder, så der ikke er nogen, der behøver at forlade pladsen med tomme maver.
På de otte til ni forskellige scener kan både større navne som Fallulah (Duo) og SOL opleves, men man kan også dykke ned i et hav af små bands af national og lokal verdensklasse, som man ikke lige hører andre steder, fortæller Michelle Bach Lindstrøm – hvad enten man er til gadelivsrock, de eksperimenterende algoritmiske toner fra musikprojektet ‘pieces of infinity’ eller noget helt tredje.
Den store flok frivillige, der står bag festivalen, er kreative mennesker, og bare fordi der kun er lidt over en uge til, at det går løs, betyder det ikke, at de kreative hjerner står stille, fortæller Michelle Bach Lindstrøm:
»Vi har ikke låst programmet helt fast endnu, for vi får hele tiden nye ideer – så man må jo bare komme og se og høre, hvad der kommer til at ske med egne øjne og ører.«