Fortsæt til indhold
Aarhus

Hun voksede op blandt narkomaner, blottere og børnelokkere: »Jeg synes, det var en styrke«

Stine Eilertzen er altid nysgerrig på det fremmede. Det er udgangspunktet for tilværelsen og for menuen i hendes nye restaurant i Guldsmedgade.

Kaos og kreativitet krydret med lidt kærlighed.

Det er opskriften på Marais Bistro.

Stine Ilona Eilertzen sidder ved et af bordene i sin nye restaurant i Guldsmedgade, men hun har svært ved at blive siddende

.

Før interviewet når at starte, har hun allerede faret rundt i lokalet flere gange for at justere små detaljer, mens hun ivrigt fortæller om det nye sted.

»Jeg skal ud med dobbelt så meget pap, som jeg plejer nu!« udbryder hun med et grin, inden hun sætter sig, stadig med en smårastløs energi, der fylder rummet.

Vilde pastelfarver jubler i lokalerne, der emmer af karakter og en kuriositet og peger tilbage på Stine Eilertzens brogede baggrund.

For hende handler Marais Bistro ikke bare om mad, men om at skabe et sted, der bryder med det forventede.

»Jeg er opvokset i Aarhus centrum, i Skolegade. Dengang var byen fyldt med skæve eksistenser. Narkomaner, blottere og børnelokkere var en naturlig del af gadebilledet. Det lyder måske skørt, men jeg synes, det var en styrke. Man lærte ikke at være bange for mennesker, der var anderledes – uden at være naiv,« fortæller hun.

Stine Eilertzen har altid haft et skarpt blik for forskelligheder og en evne til at finde skønheden i det, andre måske ville vende sig fra.

Som barn legede hun i baggårdene og hjalp til på restauranter og værtshuse, hvor hendes forældre ofte kom eller selv arbejdede.

Her brugte hun mange timer – ofte sammen med sin barndomsveninde Stine Rohde. De tømte askebægre, vaskede op og legede servitricer.

»Stine og jeg syntes, det var vildt sjovt. Hvis vi ikke gad være der, gik vi bare ud og legede. Hipsterhøjen var vores legeplads. Vi var ikke bange for folk,« fortæller hun og mindes tiden med et smil.

Venindens familie satte også et tydeligt præg på hende. Rohdes forældre var arkitekter og kunstnere, og Stine Eilertzen blev inspireret af deres farverige og kreative tilgang til livet.

»Jeg kom rigtig meget i deres hjem og blev fascineret af deres farver og den tilværelse, de havde. Det gad jeg godt. Det var virkelig med til at forme min interesse for kreativitet.«

Det var dog mødet med sin kommende kæreste og forretningspartner, der satte gang i hendes gastronomiske opdagelsesrejse.

Nysgerrighed

Som teenager flyttede Stine Eilertzen til Viby J.

Her oplevede hun et nyt slags fællesskab i andelsboligblokkene. Men det var stadig Aarhus og ikke mindst tiden på fiskerihavnen, hvor hendes far havde en kutter, der formede hendes verdenssyn.

Her herskede arbejderklassen, og der var igen plads til det uperfekte og det anderledes.

»Min far elskede at lave mad, selv efter en lang dag på arbejdet. Det smittede af på mig. Men det var først, da jeg mødte Jakob, at jeg virkelig forstod, hvor dybt man kunne gå ind i gastronomien. Han dykker ned i historien, i kogebøgerne – han har det der tunnelsyn, som jeg også genkender fra min far, fortæller hun.

Stine Eilertzen og Jakob Kristian Sørensen mødte hinanden i Aarhus, men blev først kærester år senere, efter en tilfældig aften i København. Siden da har de ikke kun været partnere i livet, men også i deres fælles projekter. Først med Il Locale – eller Illo, som Stine kalder det – og nu også med Marais Bistro.

»Jakob og jeg er begge rastløse sjæle. Han har en fantastisk evne til at fordybe sig og gå i detaljerne, mens jeg ofte ser helheden og det store billede. Det gør os til et godt team.«

Parrets forkærlighed for det autentiske og det fremmede kan tydeligt smages i menuen hos Marais Bistro. Maden er en hyldest til mangfoldighed og en opfordring til nysgerrighed.

»Vi skal smage på verden. Hvis vi ikke smager, lærer vi ingenting. Der er ikke noget, der er ulækkert. Det handler om at åbne sig for verden og ikke være bange.«

Stine Eilertzen driver Marais Bistro sammen med bl.a. sin mand Jakob og sin søn Oscar. Restauranten er en hyldest til mangfoldighed og modet til at smage på verden. Den nysgerrighed kendetegner også Stine og hendes opvækst. Foto: Miles Lilley.

Hun fortæller om en særlig oplevelse på en lokal bistro i Paris, der var populær blandt lokale kokke og tjenere. Hendes mand fortæller den dog bedst, siger hun.

Få dage senere fortæller Jakob Kristian Sørensen derfor historien over telefonen.

»Det var svært at få bord, så vi gik derop om morgenen for at spørge, om vi kunne få en plads samme aften. Restauranten var tom, og ejeren – en reserveret ældre herre – stod for enden af baren og læste avis. Da vi spurgte, om der var plads, kiggede han bare op over brillen, rystede på hovedet og sagde ”nej”.«

Efter en ihærdig charmeoffensiv fik de dog plads kl. 23.

»Vi satte os ved et bord tæt på køkkenet og bestilte vin og mad. På menuen stod der pocheret kalvehjerne med citronsmørsauce, og selvfølgelig skulle Stine prøve den.«

Da Jakob begynder at bestille på fransk, rystede tjeneren på hovedet.

»Det er en ret for franskmænd – ikke for jer.«

Men de gav sig ikke.

»Vi insisterede, og til sidst gik han modvilligt med til det. Da han afleverede bestillingen i køkkenet, sluttede han højlydt af: ”Til den skøre kvinde på bord fem”.«

Retten blev serveret, og selvom tjeneren stadig så skeptisk ud, spiste de op.

»Det var fantastisk – både maden og oplevelsen. Der er nok nogle, der ville tage det som en dårlig oplevelse, men for os var det en af de bedste. Det var et sted med kant, og vi elsker den slags steder,« slutter Jakob Kristian Sørensen af.

Sammen har parret tre børn.

Et hver fra tidligere forhold og et fælles.

Stines søn, Oscar Eilertzen, er sågar også medejer af restauranten, og at arbejde sammen som familie er noget, hun sætter stor pris på.

»Det betyder meget for mig, at Oscar er med. Det føles som en forlængelse af den måde, jeg selv voksede op på – midt i restaurationslivet.«

Fra skateboard til gourmet

Inden Stine for alvor fandt sin passion i gastronomien, var hun en del af skateboardmiljøet i Viby.

Det var en tid fyldt med fart, vildskab og kreativ energi, som stadig præger hendes tilgang til livet.

»Jeg stod på rampe og skatede sammen med mine venner. Jeg har endda skatet med Tony Hawk og Rune Glifberg. Det var en tid, hvor man hele tiden skulle overvinde sin frygt og rejse sig igen, når man faldt. Det mindset har jeg taget med mig videre.«

For Stine var skating ikke bare en sport, men en livsfilosofi. Det handlede om at turde tage chancer og omfavne uforudsigeligheden – noget, hun ser som en klar parallel til arbejdet som restauratør.

Stines kreative baggrund har også sat sit præg på Marais Bistro.

Fra tiden som teatermaler og kulissebygger til årene på Kaospilotuddannelsen har hun altid arbejdet i krydsfeltet mellem kaos og struktur.

Det er en tilgang, hun også bruger som restauratør.

»Jeg lærer vores unge medarbejdere, at man skal omfavne forskellighederne og være lydhør over for verden. Man skal ikke være så selvcentreret.«

For Stine handler det om at skabe et sted, hvor mangfoldighed mærkes – ikke kun på tallerkenen, men også i atmosfæren. Marais er et miks af det franske og mellemøstlige køkken, der føles lige så globalt, som det er lokalt forankret i Aarhus.

»Vi vil vise aarhusianerne, at det mellemøstlige køkken kan meget mere end rullekebab. Der er en historie, og den historie vil vi gerne introducere her, siger hun.

Stine fra blokken

Selvom Stine nu er medejer af to restauranter, så beskriver hun sig stadig som ”Stine fra blokken”.

Hendes livsrejse har taget hende fra skæve eksistenser i Skolegade til kreative projekter på Kaospilotuddannelsen og videre til Aarhus’ madscene.

Men hun har ikke glemt sine rødder.

»Jeg er superstolt af, hvor jeg er i dag. Men jeg kører stadig rundt i en gammel bil og bor i en boligforening på Langenæs. Det er bare mig,« siger hun med et grin.

Med Marais Bistro håber hun at give Aarhus et sted, hvor man kan mærke vildskaben, mangfoldigheden og fællesskabet, som hun selv voksede op med.

»Jeg håber, at gæsterne kan mærke, hvor meget sjæl der er lagt i det her sted. At de får lidt en lussing af indtryk – på den gode måde.«