Havnestrid eskalerer: Mærsk går rettens vej mod Aarhus Havn og kræver forbud
Mærsk vil have Retten i Aarhus til udstede et midlertidigt forbud mod, at Aarhus Havn kan indgå aftaler med en anden containeroperatør.
Den danske rederigigant Mærsk trækker nu landets største erhvervshavn, Aarhus Havn, i retten.
Det erfarer Din Avis Aarhus Onsdag.
Ifølge avisens oplysninger har rederiet, der med virksomheden APM Terminals alene driver containeroperationen på Aarhus Havn, i denne uge anmodet Retten i Aarhus om at udstede et midlertidigt forbud mod at indgå nye aftaler vedrørende udnyttelse af havnens areal til håndtering af containere.
Det bekræfter selskabet i et skriftligt svar til avisen.
Dermed eskalerer Mærsk den strid, rederiet har haft med havnens ledelse den seneste tid. Ifølge Mærsk har Aarhus Havn ambitioner om at konkurrenceudsætte containerhåndteringen i Aarhus, så Mærsk mister sit monopol, og der bliver to operatører på havnen.
Det mundede ud i, at direktøren for APM Terminals, Mikael Gutman, i juli ganske opsigtsvækkende skrev et brev til de aarhusianske byrådsmedlemmer. Her advarede han i stærke vendinger mod at introducere en ny operatør og lod forstå, at det kan tvinge Mærsk til at trække tilbuddet om at investere over to milliarder kroner i at effektivisere og modernisere containerhåndtering, så kapaciteten øges betragteligt.
I samme brev anklagede Mikael Gutman havnen for at have handlet i strid med principper for god forvaltning.
»Vi har samlet set en oplevelse af en mangelfuld proces, der også i et globalt perspektiv har været yderst usædvanlig,« skrev han blandt andet.
Brud på aftale
Det er også med dette argument, at Mærsk nu tager det utraditionelle valg at gå rettens vej mod en mangeårig samarbejdspartner for at få afklaret processen om den fremtidige operatørstatus.
»Processen forekommer at være i strid med centrale principper for god forvaltning. Det er principielt afgørende, at der er transparens og ordentlighed i offentlig forvaltning. Mærsk har løbende forsøgt at få en dialog med Aarhus Havn om dette, men det er trods gentagende forsøg desværre ikke lykkedes, og derfor har vi nu valgt at gå rettens vej for at få forløbet afklaret,« siger Caroline Pontoppidan, Chief Corporate Affairs Officer (direktionsmedlem) i A.P. Møller - Mærsk.
Et af klagepunkterne handler om, at processen ifølge Mærsk har været mangelfuld. Mærsk har tidligere beskrevet i brevet fra Mikael Gutman, at Aarhus Havn har tilrettelagt en proces med korte deadlines, således at selskabet har haft forringede muligheder for at byde sig til ift. en potentiel konkurrent.
Derudover mener Mærsk, at Aarhus Havn har forbrudt sig mod betingelser i parternes eksisterende aftale om åbenhed om aftaler med eventuelle nye operatører, og at Mærsk skal have mulighed for at matche eventuelt indkomne tilbud.
Disse oplysninger har Mærsk dog ikke villet bekræfte overfor avisen.
Konkurrent på vej
Avisen har anmodet borgmester og havneformand Jacob Bundsgaard (S), der er på ferie, om en kommentar til sagen. Han henviser dog til Aarhus Havn, der i et skriftligt svar fra direktør Thomas Haber Borch siger:
»Der er uenighed om betydningen af indholdet i en Memorandum of Understanding, som er indgået mellem Aarhus Havn og APM Terminals i 2020. Den uenighed vil APM Terminals gerne have afgjort af retten. Det er naturligvis aldrig positivt at være i strid med en kunde, men det sker af og til i erhvervslivet. Af respekt for virksomhederne på havnen ønsker jeg ikke at dele mere om vores fortrolige kommunikation vedrørende vores kunder.«
Det har de seneste uger lydt på vandrørene, at Aarhus Havn er på trapperne med en udmelding om fremtidens containerhåndtering. Angiveligt har man udset sig det yderste areal på Omniterminalen direkte overfor APM Terminals til en Mærsk-konkurrent, og der har længe svirret rygter om, at den konkurrent kan være verdens største rederi, MSC.
Der er endnu ikke afsat en dato for, hvornår byretten i Aarhus skal behandle anmodningen fra Mærsk.