Efter brud: AGF-ikon scorer kassen - sælger kæmpe villa til Just Eat-stifter
Hussalget er nu gået igennem.
Tidligere landsholdsspiller og AGF-profil Martin Jørgensen satte sidste forår sit hjem i Risskov til salg for 15.900.000. kr.
Først nu er salget af den 238 kvadratmeter store villa fra 1928 gået igennem, det fremgår af Tinglysningen.
15. juli overtog de nye ejere huset.
Her kan man også se, at der er givet et afslag i den oprindelige pris på 1.250.000 kr., idet at køberen har måttet ”nøjes” med at slippe 14.650.000 kr. for ejendommen, der også har en 131 kvadratmeter stor kælder.
Alligevel scorer Martin Jørgensen og hans tidligere samlever umiddelbart stadig en pæn fortjeneste, idet at man købte villaen tilbage i 2007 for 5,5 mio. kr. Dog skal man også have for øje, at huset er blevet renoveret.
Den nye ejer af villaen er heller ikke en hr. hvem som helst, det er nemlig Henrik Østergaard, der var med til at stifte Just Eat tilbage i starten 00’erne og hans samlever Ussa.
Salget af huset kommer i kølvandet på eks-fodboldspillerens brud med hustruen Marianne Asta Jørgensen.
»Vi har ikke boet sammen siden juli sidste år. Jeg har boet der alene og sammen med mine børn en gang imellem,« sagde Martin Jørgensen i marts 2023 til Ekstra Bladet.
Han slog samtidig også fast, at parret ikke var blevet skilt »af praktiske årsager«.