Kendt musiker om afdøde Cykel-Finn: »Han var et meget specielt menneske«
Aarhus er blevet en ener mindre, og hans kunder skal nu vænne sig til dyrere regninger, når cyklen skal reparere.
En lokal karakter, som mange kendte og holdt af, er her ikke mere.
Han hed Finn Ibsen, men blandt kunderne på Frederiksbjerg var han også kendt som Cykel-Finn, cykelkongen eller Sorte Hånd. Sidstnævnte, fordi han altid bar en sort handske på den ene hånd, da hånden var beskadiget.
Det er svært, for ikke at sige umuligt, for denne journalist at tegne et fuldgyldigt billede af Finn Ibsen. Sikkert skal det være, at han boede i en lejlighed på Jægergårdsgade nær Marselisborg Boulevard, at han kunne reparere en cykel for billige penge, og ikke mindst at han var en ener.
Finn Ibsen blev 72,5 år. Det ved musiker Kim Sagild, der var blandt Finn Ibsens stamkunder, for Kim Sagild er også 72,5 år.
»Han boede i stuen på Jægergårdsgade og havde sin garage i baggården. Garagen var fyldt cykellig og alt mulig gammelt ragelse, og den virkede fuldstændig uoverskuelig, men Finn havde fuldstændig styr på, hvor ting var,« siger Kim Sagild og fortsætter:
»Jeg tror ikke, han var registreret som cykelhandler nogen steder, hvis jeg skal helt ærlig. Til gengæld var han meget billig. De fleste reparationer kostede en 50’er. Han gjorde meget ud af at fortælle forskellen på forretningspriser og hans priser.«
Kompromisløs
Som mange andre i området, fik Kim Sagild en hel ord ord med på vejen, når han besøgte Finn Ibsens garage.
»Finn var en karakter, et meget specielt menneske. Han var så sympatisk og spredte god stemning. Han var rasende dygtig til at fortælle historier, og de bedste var dem der måske ikke helt passede. Han pegede på dig med lillefingeren, hvis han skulle understrege en pointe. Det var nærmest lidt som at være med til en forestilling med ham i hovedrollen,« siger Kim Sagild.
Kim Sagild vil huske Cykel-Finn som en lokal særlig. Det skal forstås på den bedst mulige måde, understreger han.
»Han var ikke som alle andre. Han var den, han var, på godt og ondt. Han så lidt brugt ud, for han var vist ikke så god til at gå i bad om morgenen, men det var en del af den, han var. Han var kompromisløs i forhold til den måde, han levede på. Han var ikke konventionel, og det kunne jeg rigtig godt lide,« siger Kim Sagild og tilføjer:
»Men først og fremmest var han en skide dygtig cykelsmed.«
God rejse, Ibsen
I et Facebook-opslag om Finn Ibsen i gruppen Alle os fra Frederiksbjerg står der blandt andet følgende:
»En lokal legende har takket af (...) Vi er så heldige at Finn blev en del af vores hverdag og at vi fik lov at lære ham at kende. Nu har han takket af for denne gang og vi vil savne hans tilstedeværelse i gården, lyden af hans pibende cykelpumpe og alt hans snak. God rejse, Ibsen.«
Finn Ibsen blev begravet ved Vestre kirkegård fredag 19. juli klokken 1230.
Hvis navnet Kim Sagild ringer en klokke, er det fordi Sagild er mangeårig musiker og producer. Det var Kim Sagild, der i midten af 80’erne producerede støttesangen Afrika, der solgte over 150.000 singler og kassettebånd. Kim Sagild har lavet tre album med Kasper Winding og produceret musik for blandt andre Nanna, Thomas Helmig og Moonjam.
»Jeg er københavner med stort K, men jeg elsker Aarhus, og jeg har snart boet her i Aarhus i 40 år. Jeg elsker Aarhus,« siger Kim Sagild.