Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyt projekt klar til Universitetsbyen

Forskningsfondens Ejendomsselskab og Aarhus Universitet har offentliggjort det næste store projekt for byggeriet Universitetsbyen i det tidligere kommunehospital i Aarhus. Det bliver et byggeri, som sætter nye standarder for universitetet, og som bliver et levende rum i Aarhus by, lover universitet. BSS flytter fra Fuglesangs Allé.

ufno

Universitetsbyen får et nyt markant vartegn, som vil blive endnu et smukt samlingspunkt for Aarhus Universitet.

Det er konklusionen fra Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S (Feas) og Aarhus Universitet, da de mandag offentliggjorde vinderen af projektkonkurrencen for Aarhus BSS i Universitetsbyen.

Projektet rummer helt centrale byggerier i Universitetsbyen, svarende til næsten en tredjedel af områdets areal. Særligt iøjnefaldende bliver det nye 800-personers auditorium, der placeres som en rund bygning på den store centrale plads og bliver et opsigtsvækkende centrum i området.

BSS flytter ind

Vinder af projektkonkurrencen er A. Enggaard A/S, som ifølge en pressemeddelelse fra Aarhus Universitet leverede et visionært, velkomponeret og iøjnefaldende projekt for, hvordan Universitetsbyens centrale del skal ombygges. Teamet består ud over A. Enggaard A/S af Aart Architects, Lytt samt Niras som ingeniør.

Projektet omfatter ca. 37.000 kvm studie- og forskningsfaciliteter, herunder et stort auditorium til 800 personer, der kommer til at kunne underinddeles til flere auditorier. Auditoriet bliver dermed Aarhus Universitets største auditorium og et centrum i Universitetsbyen. Projektet indeholder desuden to overdækkede gårdrum, der sammenbinder de oprindelige bygninger, og som kommer til at være naturlige samlingsområder for de to institutter under Aarhus BSS, som projektet kommer til at huse.

Det er Forskningsfondens Ejendomsselskab A/S, der er bygherre på projektet med Aarhus Universitet som lejer. Den kommende etape kommer til at huse Institut for Økonomi (ECON) og Institut for Virksomhedsledelse (MGMT) under Aarhus Universitetets fakultet BSS – School of Business and Social Sciences. Aarhus BSS flytter således sine aktiviteter fra Fuglesangs Allé til den nye placering i Universitetsbyen i 2025, hvor byggeriet skal stå færdigt.

Det nye runde auditorium bliver et naturligt centrum i Universitetsbyen. Illustration: Aart Architects

Bæredygtigt

Dekan Thomas Pallesen fra Aarhus BSS glæder sig over det vindende forslag:

»Med dette forslag får vi et rigtig spændende, indbydende og nyskabende universitetsmiljø, der til fulde opfylder de ønsker og behov, vi på Aarhus BSS har haft til faciliteterne. Jeg ser meget frem til, at byggeriet står færdigt i 2025, og vores berørte institutter kan flytte ind i deres nye lokaler,« siger han i pressemeddelelsen.

Byggeriet har målsætninger om bæredygtighed. Administrerende direktør for Feas Jørgen Lang understreger, at bæredygtighed er et væsentligt hensyn i dag:

»Som direktør for Feas glæder jeg mig over, at byggeriet af Universitetsbyen med dette projekt nu kan gå ind i sin næste fase. Projektet her er ambitiøst og visionært og understøtter helhedsplanens visioner for udviklingen af området som bæredygtigt byområde, der kommer til at emme af liv 24/7. Som bygherre arbejder vi målrettet på gode og bæredygtige løsninger og er stolte over, at projektet også sigter efter DGNB Guld-certifikat – på niveau med den præcertificering, som vi netop har opnået for Universitetsbyen som byområde,« siger han i meddelelsen.