Politiet efterlyser en 57-årig kvinde, der har været forsvundet siden torsdag
Politiet leder med hunde og droner efter en kvinde fra Åbyhøj. Hun har ikke givet lyd fra sig siden torsdag.
Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at finde den 57-årige Jane Møller fra Åbyhøj. Hun blev senest set torsdag aften, hvor hun cyklede hjem fra et besøg hos sin kæreste i Aarhus, oplyser Østjyllands Politi.
»Hendes kæreste er bekymret for hende og forstår ikke, at han ikke har hørt fra hende hele fredagen,« fortæller Rene Ludvig, vagtchef hos Østjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen har politiet ledt efter hende omkring bopælen, Chr. Winthers Vej, og er nu i gang med hunde og droner i Brabrand og Åbyhøj i forsøget på at finde kvinden.
»Hende er vi virkelig bekymret for. Det er en kold tid, så det er rigtigt farligt,« siger Rene Ludvig og tilføjer om kvindens sindstilstand:
»Hun er ked af det. Det er vi ikke i tvivl om.«
Han oplyser, at den 57-årige bor alene.
Hun er 175 cm høj, slank med gråligt, skulderlangt hår og et lille modermærke på venstre kind. Kvinden bærer ofte briller og øreringe, som hænger. Da den 57-årige forlod sit hjem, var hun formentlig iført et gråbrunt strikpandebånd, marineblå jakke, mørkeblå cowboybukser og brune skindstøvletter/vandresko.
Folk, der har set Jane Møller, opfordres til at kontakte Østjyllands Politi på 114.