Politiet fortsætter skærpet indsats mod »uhensigtsmæssig færdselskultur« i Aarhus V
Østjyllands Politi har særlig fokus på færdslen på Ringvejen, hvor daglige kontroller skal forebygge, at nogen kommer til skade i trafikken.
Østjyllands Politi fortsætter sin skærpede indsats på Ringvejen, og det bliver til mange færdselssager, når politiet er til stede.
Det fortæller politiinspektør Brian Voss Olsen om indsatsen mellem specielt Viborgvej og Silkeborgvej. På strækningen er der, hvad politiet kalder en »uhensigtsmæssig færdselskultur«.
Ideen med vores færdselsindsats er at undgå, at nogen kommer til skade i trafikken.
»Det er der, vi er til stede om morgenen og i eftermiddagstimerne, og det er der, vi har oplevet de største udfordringer med uhensigtsmæssig færdselskultur – vi ser simpelthen, der er for mange, der ikke respekterer færdselsloven. Det vil vi rigtig gerne gøre op med, og det er derfor, vi er så massivt til stede i området derude,« siger han og tilføjer:
»Idéen med vores færdselsindsats er at undgå, at nogen kommer til skade i trafikken. Det er målet for os alle sammen, at alle kommer sikkert hjem til deres familie og kære.«
Fælles indsats
En 54-årig mand var fredag eftermiddag i kritisk tilstand, efter han i sin personbil tidligt samme morgen blev ramt af en 47-årig mand i en overhalende varebil på Åby Ringvej ved Edwin Rahrs Vej i den vestlige del af Aarhus. Politiet fik anmeldelsen kl. 03.50.
Begge biler endte i et alvorligt færdselsuheld, hvor de snurrede rundt og endte ude i rabatten. Den ene bil ramte efter sammenstødet et træ, imens den anden bil rullede ind i en lygtepæl. Det gav betydelige skader på bilerne, men den 47-årige mand er umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.
Brian Voss Olsen kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget uddybende om, hvorvidt fredagens færdselsulykke kan kobles til vanvidskørsel.
Politiinspektøren ser ikke, at der er tale om en stigende tendens på Ringvejen, og fortæller, at politiet gør, hvad det kan.
»Det er vores indtryk, at vi har de operative værktøjer, der skal til, i forhold til at vi kan gøre den påkrævede indsats. Men det er en længerevarende indsats med en forebyggende del, der også er i samarbejde med andre myndigheder. Det er ikke noget, vi kan gøre alene,« siger han.