Fortsæt til indhold
Aarhus

Byråd vil stoppe vanvidskørsel med kameraovervågning i kryds

Aarhus Byråd appellerer til transportministeren om mere vidtgående indsatser mod hensynsløs kørsel i Aarhus V.

Talrige trafikkampagner og politirazziaer har tilsyneladende ingen effekt på bilister, som står bag vanvidskørsel, alvorlige trafikuheld og dødsulykker i Aarhus. Det vurderer Aarhus Byråd, som i et brev til transportminister Benny Engelbrecht appellerer om hjælp til mere vidtgående overvågning i Aarhus Vest.

»Vi anmoder derfor på det kraftigste om, at der snarest muligt opsættes permanent hastighedskontrol samt permanent kontrol af rødkørsel (det at køre overfor rødt, red.) på flere strækninger af Ringvejen,« står der i brevet, som blev sendt i sidste uge.

Alle partier – undtagen SF og løsgængeren Dorthe Borgkvist – har skrevet under på brevet, men de har ifølge rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), efterfølgende tilkendegivet, at de støtter appellen.

Omkring Gellerup, Toveshøj og Bispehaven er der en fuldstændig ligegyldighed forhold til færdselsloven, ligesom der desværre også er på andre lovgivningsområder.
Bünyamin Simsek (V), rådmand, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune

»Kommunen har ikke beføjelser til at lave egentlig trafikovervågning og ønsker derfor ministerens hjælp. Vi arbejder ikke kun med stærekasser, men også kameraovervågning af krydsene. Nu afventer vi ministerens svar, som forhåbentlig bliver positivt,« siger Bünyamin Simsek.

2 pct. kører råddent

I brevet skriver byrådet, at kommunen har en særlig udfordring i det vestlige Aarhus.

Hastighedsmålinger har vist, at bilisterne på ringvejen nord for Edwin Rahrs Vej kører 36 pct. hurtigere end hastighedsgrænsen på 70 km/t. De fleste af overskridelserne er små, mens 2 pct. ligger i intervallet 90-180 km/t.

Alene i krydset Edwin Rahrs vej/Åby Ringvej er der registreret et utal af observationer af bilister, som kører over for rødt lys. De seneste fem år er der sket fem rødkørsel-ulykker. På to år har to unge kvinder mistet livet i krydset som følge af denne alvorlige færdselsforseelse.

»Omkring Gellerup, Toveshøj og Bispehaven er der en fuldstændig ligegyldighed i forhold til færdselsloven, ligesom der desværre også er på andre lovgivningsområder. Man agerer fuldstændig uhæmmet og gør, hvad man har lyst til – kører på fortove, cykelstier og overhaler indenom – og kører over for rødt,« fortæller rådmanden.

»Forleden oplevede jeg selv, at en bilist kører ind i venstresvingskurven og fortsætter ud for rødt foran alle de bilister, som holder og venter.«

Handler kun om adfærd

Sideløbende med henvendelsen til transportminister Benny Engelbrecht er kommunen i dialog med Vejdirektoratet om adfærdsregulerede forsøg i området, oplyser rådmanden.

»Krydset i sig selv fejlet ikke noget,« understreger Bünyamin Simsek.

»Den type kryds findes mange steder i Danmark, uden at der sker dødsulykker i samme omfang. Så det handler udelukkende om adfærd.«

Rådmanden understreger derfor, at politiets indsats med razziaer og kontroller må fortsætte.

»Jeg har skrevet til politidirektøren (Kirsten Dyrman, Østjyllands Politi, red.) og kvitteret for hendes fokus på vestbyen. Politiet skal fange alle dem, de overhovedet kan, og fratage dem kørekort og biler alt efter forseelserne. Det er deres hovedopgave at fjerne de bilister fra trafikken, og det må de fortsætte med.«